Loudliving har i samarbejde med Matters stået for indretning af Københavns Kommunes nærgenbrugsstation på Kay Fiskers Plads. Foto: Loudliving
Snedker-upcycling af kvalitetstræ er vores DNA
Loudliving bevarer og genanvender træ, som ellers ville have været blevet kasseret – man transformerer upcyclede materialer til nye produkter.
Her er vores skattekammer, lyder det fra Rasmus Greve, direktør i Loudliving, da han viser Indret.dk rundt i lagerrummene i virksomhedens snedkerværksted i Helsingørs industriområde. Han peger hen på forskellige stabler af gammelt træ fra historiske bygninger, som Loudliving siden etableringen i 2014 har taget ned for at kunne genanvende det. Der ligger bl.a. gulvplanker fra Nyboder, som Christian den 4. byggede i 1631 i København.
Plankerne fra Nyboder er blandt de absolutte klenodier for Rasmus Greve. Foto: Astrid Ellemo
Området er i dag under restaurering og netop disse planker er blandt de absolutte klenodier for Loudliving, da flere af dem er håndhuggede med økse og stadig har de håndsmedede søn siddende. Men også en lille stak gulvplanker fra et af husene i Nyhavn, hvor den berømte forfatter H. C. Andersen boede på et tidspunkt, får Rasmus Greve til at smile ekstra stort. I skattekammeret har han også store skiver af tusinde år gammel eg liggende – samme type som Kongens eg.
– Gulvplankerne er pommersk fyr, som er kvalitetstømmer importeret fra Østersøregionen, da man opførte Nyboder. Christian den 4. havde brugt al egetræ i Danmark til at bygge sin flåde op med. Pommersk fyr har – modsat nutidens træ – meget tætte årringe, da det er meget langsomt voksende, siger Rasmus Greve, der ikke ved noget bedre end at give kvalitetstræ fra en svunden tid nyt liv – og helst ikke smider noget ud.
Madvogne fra Skt. Hans Hospital
Og han er heldigvis ikke længere en af de få, som har set lyset i at genanvende materialer fra tidligere tider, hvis det kan lade sig gøre. Flere og flere virksomheder og offentlige projekter ønsker nemlig at genanvende deres egne materialer til nye produkter i forbindelse med renoverings- og transformationsprojekter. Roskilde Kommune har f.eks. fået Loudliving til at omdanne nogle små individuelle madvogne fra Skt. Hans Hospital til små mobile skabe til kontorbrug.
– Vi har beklædt metallet med tynd krydsfiner, så madvognene får et blødere ud tryk. At give nyt liv til produkter eller materialer, som ellers ville have være blevet smidt ud, er vores passion og nok lidt nørdede niche, fortæller Rasmus Greve og fortsætter:
– Et klart højdepunkt er en repos til klokketårnet af pommersk eg fra Trinitatis Kirke, som ligger fint i tråd med vores første B2B-projekt – det nummererede Børsen-bord lavet af de gamle gulvplanker fra Børsbygningen, før den brændte. Et af de første steder, det kom hen at stå, var hos GN Store Nord, grundlagt af C.F. Tietgen, så vi var meget stolte. Det første står på i Børsbygningen.
For Københavns Kommune har de i samarbejde med Matters Arkitekter netop afsluttet et stort B2B-projekt, ”Nyt inventar af gamle materialer” til Ørestadens nærgenbrugsstation. De har bl.a. omdannet bordplader til den ydre konstruktion på ombyggede reolskabe, og designudtrykket er moderne med brug af mange farver. Gamle LED-skærme er desuden upcyclet til lysinstallationer.
– Det er en fuld butiksindretning udført med Københavns Kommunes egne materialer, som har givet anledning til, at vi også opgraderer nuværende nærgenbrugsstationer rundt omkring i København, siger Rasmus Greve.
Loudliving har i samarbejde med Matters stået for indretning af Københavns Kommunes nærgenbrugsstation på Kay Fiskers Plads. Foto: Loudliving
Loudliving har i samarbejde med Matters stået for indretning af Københavns Kommunes nærgenbrugsstation på Kay Fiskers Plads. Foto: Loudliving
Kommuner blandt kunder
I begyndelsen kunne Loudliving stort set aftage kasserede materialer, da ingen andre så mulighederne i at genanvende det. Men i dag har alt fået en pris, hvis det ikke indgår i et upcyclingsprojekt. De omdanner også afskær til nye materialer som f.eks. ved forbandt-limning af lameller af forskellig længde.– Vi har efterhånden en masse metoder til at optimere træet, men vi shiner også hele produkter op igen, f.eks. en bar fra Scandic Hotel i Kgs. Lyngby. Den er flyttet hertil i et stykke, og vi sliber den ren for gammel lak, inden den forhåbentlig kan bruges et nyt sted, forklarer Rasmus Greve, som også har træ fra National Banken på lager.
Loudliving arbejder også med upcycling et aktuelt samarbejde med Gladsaxe Kommune, hvor de får genanvendt deres gulvbrædder af eg til store vinduesnicher. For ATP Ejendomme har de netop afsluttet sidste del med genbrug af 1.000 kvm, hvor et upcyclet gulv skal bruges til et nyt caféområde. På kundelisten ses også KMPG, som fik lavet en transformation af deres eksisterende inventar af reception og caféområde til et helt nyt design – tilført resttræ, som Loudliving havde på lager, så det nye udtryk blev nutidigt og mere varmt med egetræ.
– Jeg kan godt lide tanken om, at træet bliver taget ud for at blive upcyclet og ende samme sted igen. Et eksempel er et helt massivt egegulv taget op i Helmershus på Rådhuspladsen, som vi har renset og klargjort samt bygget vindueskarme og bænke ud af – og giver dermed nyt liv til UN17 Noli Residences i Ørestaden, fortæller Rasmus Greve og uddyber:
– Vi genanvender også afskær af limtræ fra elementbyggeri, som limes sammen til vores Lines-serie af møbler og custom-inventar.
ATP Ejendomme projekt 21Ø. Foto: Loudliving
Vild iværksætterejse
Et konkret eksempel på Loudlivings iværksætterånd er den kunstbænk, som de har stående foran værkstedet. Materialet var bjælker af porøst egetræ, som de har brændt for opnå holdbar bænk, der er samlet uden skruer eller søm.
– Vi har været på en vild rejse, hvor vi – modsat mange andre ikke er fondsstøttede organisationer inden for området – har gjort alt selv. Nu tilsmiler heldet os, og vi har for alvor fået vind i sejlene. Det begyndte med, at vi spottede en tendens, som i dag ikke bare er en god idé, men også en forretning, selv om vi nok var drevet af en vis form for naivitet i begyndelsen, siger Rasmus Greve, som understreger, at Loudlivings eksistens og passion særligt ligger i at arbejde med materialer fra historiske bygninger, da det giver en kreativ proces med design, storytelling og færdige produkt.
– Vores vækst og forretning er baseret på denne viden og tilgang – dog mere udført i alle typer genbrug og resttræ, da mængderne er ændret, og efterspørgslen ligger på projektorienteret udførelser af et mere bredt område, siger han.
Danefæ eller vejfyld?
Siden opstarten er Loudliving vokset meget, og de har i begyndelsen af året fået et separat kontor- og showroom, da de efterhånden er nået til det stadie, at de gerne vil være mere end et snedkeri. Men de bibeholder nichen med materialer fra historiske bygninger, da det er dna’en i deres ”story telling”. Blandt de mest sjældne senest tilkomne materialer er et stykke af Københavns bymur, som Rasmus Greve har udstillet på en piedestal inden for døren.– Stykket af bymuren har en vild historie bag, da jeg hørte, at man havde fundet denne mur nedenunder jorden ved en udgravning inde på Rådhuspladsen og Helmershus. Den var på vej til at blive knust til vejgrus. Det overraskede også arkæologerne, at man var stødt på bymuren, og man måtte grave efter et mere realistisk kort fra en svensk spion, da Christian den 4. tilsyneladende led af storhedsvanvid, da muren og København reelt slet ikke var så stor, som Kongens eget kort ellers gav udtryk for, fortæller Rasmus Greve og understreger, at han gør en dyd ud af kunne upcycle selv de mindste stumper.
Modsat begyndelsen, hvor Loudliving primært renoverede gamle møbler til private, bruger man i dag 80 % af sin tid på B2B-projekter og 20 % på at renovere møbler. Men man vil i de komme år satse på at kunne upcycle kontormøbler- og inventar. Det skal være skræddersyet efter kundens behov og skalerbart.
Det kan f.eks. være 20-30 borde fra en kantine, som skal have nyt liv, eller møbler skabt specielt til kunden ud fra resttræ. Da de har udviklet vores helt egen møbelserie-produktion til samarbejde med andre, så man kan indkøbe sine møbler i større mængder og stadig udført i resttræ.
– Vi arbejder i øjeblikket på et nyt koncept, en webbaseret forretning, Loudliving & Friends, hvor vi har egne produkter side om side med co-labs med andre virksomheder, herunder arkitekter, slutter Rasmus Greve, der tror på, at man gerne venter i 2-3 uger på at få sin egen upcyclet skammel frem for at gå ud og købe nyt.

