To generationer af danske møbelvirksomheder forenes
Med opkøbet af TAKT udvider Montana Furniture sit sortiment med møbler i massivt træ og styrker samtidig arbejdet med miljøcertificering og cirkulære designprincipper.
Montana Furniture har opkøbt den danske designvirksomhed TAKT og føjer dermed et udvalg af møbler i massivt træ til sin eksisterende kollektion. Opkøbet forener to danske designvirksomheder med forskellige materialemæssige styrker og åbner for nye muligheder i indretningen af både private boliger, arbejdspladser og offentlige miljøer.
Hvor Montana især er kendt for sine modulære opbevaringssystemer og karakteristiske farvepalet, har TAKT specialiseret sig i træmøbler med fokus på materialekvalitet, miljøcertificering og konstruktioner, der kan skilles ad og repareres.
TAKT videreføres under navnet TAKT by Montana, og de eksisterende designs og samarbejder med eksterne designere bevares.
Massivt træ supplerer Montanas farverige univers
Med opkøbet udvider Montana Furniture sit materialemæssige repertoire. De massive træoverflader og TAKTs enkle, konstruktivt orienterede formsprog bliver et supplement til Montanas farverige, modulære møbelsystemer.
– Vores mission er at skabe rammerne for en indretning, hvor man kan udtrykke sin personlighed gennem valg af farver og møbler. Men de færreste af os bor udelukkende med farver – vi omgiver os også med træ, sten og andre taktile elementer. Med opkøbet af TAKT tilfører vi en materialitet til sortimentet, som fuldender vores univers, siger Joakim Lassen, CEO i Montana Furniture i en pressemeddelelse.
Montana Systemet har siden virksomhedens etablering været et centralt element i kollektionen. Systemets modulære opbygning og omfattende farvepalet giver mulighed for at sammensætte opbevarings- og indretningsløsninger til forskellige rumlige behov, fra boliger til kontorer og andre kommercielle miljøer.
De senere år har Montana udvidet sortimentet med borde og stole, og i 2025 blev sofaen Paradigm, tidligere kendt som Paustian-sofaen, føjet til kollektionen. Med TAKT får virksomheden nu en bredere repræsentation, hvor også træets naturlige struktur og taktile kvaliteter er fremtrædende.
Designklassikere og nye møbelserier videreføres
TAKTs kollektion fortsætter under betegnelsen TAKT by Montana med videreførelse af eksisterende designs og samarbejder med designerne. Det gælder blandt andet Cross-serien, tegnet af den britiske designerduo Pearson Lloyd, og Turn Chair af Lysemose & de Gier. Begge indgår i TAKTs møbelunivers, hvor træets egenskaber, konstruktion og et enkelt formsprog er centrale designparametre.
TAKTs showroom integreres i Montanas showroom i Skindergade i København, mens medarbejderne i videst muligt omfang bliver en del af Montanas organisation.
Samtidig får TAKT-kollektionen adgang til Montanas internationale distributionsnetværk af retail- og kontraktforhandlere. Det giver mulighed for at bringe møblerne ind i flere professionelle indretningsprojekter, hvor materialevalg, funktion, æstetik og dokumenterede miljøegenskaber indgår i beslutningsgrundlaget.
Erfaringer med miljøcertificering og adskilleligt design
Et væsentligt aspekt af opkøbet er TAKTs erfaring med materialer, miljøcertificering og produktdesign med fokus på levetid og vedligeholdelse. TAKT blev etableret i 2017 med ambitionen om at forene dansk møbeldesign med moderne produktionsteknologi og større transparens omkring materialer og fremstilling. Virksomheden er B Corp-certificeret, og møblerne fremstilles ifølge TAKT af FSC-certificeret træ med vandbaserede lakker. Produkterne er desuden EU Ecolabel-mærkede og konstrueret med henblik på adskillelse og udskiftning af sliddele.
Montana Furniture arbejder allerede med en række miljørelaterede initiativer. Det gælder blandt andet EU Ecolabel-certificering af udvalgte produktserier, herunder Montana Systemet, samt PEFC-certificering (PEFC/09-31-169) af blandt andet samme system. Virksomheden udgiver desuden en årlig miljørapport og har for nylig erstattet flamingo med støbt papirpulp i dele af emballagen.
– TAKT bringer erfaringer med materialer og miljø med sig, og vi ser frem til at samle erfaringer og tage arbejdet endnu videre, siger Joakim Lassen.
TAKTs stifter indtræder i Montanas bestyrelse
Som led i opkøbet indtræder TAKTs stifter og bestyrelsesformand, Henrik Lorensen, i Montana Furnitures bestyrelse. Her skal han blandt andet bidrage med erfaringer fra TAKTs arbejde med materialer, produktudvikling og bæredygtighed samt være med til at fastholde forbindelsen til TAKTs oprindelige designfilosofi.
– De seneste år har været en spændende og lærerig rejse for TAKT. Vi har skabt et brand, hvor materialer og miljø har været centrale, og vi har samarbejdet med en række talentfulde og anerkendte designere. Nu er tiden inde til næste kapitel af TAKT, og vi glæder os over, at det bliver skrevet sammen med Montana Furniture, siger Henrik Lorensen.
Opkøbet samler dermed to virksomheder med forskellige, men komplementære tilgange til dansk møbeldesign.