Arbor. Foto: Armin Tehrani
Frederik Gustav finder designet i konstruktionen
For designerduoen Frederik Gustav begynder et projekt ofte med et konstruktivt princip. Beslag, ophæng og industrielle komponenter bliver afsæt for objekter og rum, hvor teknik, materiale og æstetik smelter sammen.
Da designerduoen Frederik Gustav skulle skabe en lysinstallation til musik- og kulturfestivalen O-Days, tog de udgangspunkt i højttalerens konstruktive princip. Men i stedet for at omsætte signaler til lyd skulle konstruktionen arbejde med lys, refleksioner og bevægelse – som en slags ”lysspeaker”.
Frederik Weber og Gustav Dupont
Speaker til O-Days
– De reflekterende metalskiver indtager både dagslys og scenelys og ekkoer omgivelsernes lyd og bevægelser. Og om aftenen kommer installationens eget lys også frem. Vi var spændte på, hvordan publikum ville tage imod den, men folk dansede med den og den er nu blevet en fast del af festivalen, fortæller designerne.
Installationen siger meget om Frederik Webers og Gustav Duponts måde at arbejde på. Et projekt begynder ofte med et konstruktivt princip: måden noget samles, spændes op eller bringes i balance. Principperne finder de ofte i de dele af vores byggede omgivelser, som de fleste knap registrerer.
Den oversete teknik
I deres atelier i Fabrikken for Kunst og Design på Amager hænger et tektonisk bibliotek af samlings- og mekaniske komponenter. De fleste er udviklet til at løse helt konkrete tekniske problemer og vil normalt ende skjult bag en beklædning, under et loft eller inde i et kabinet. For Frederik og Gustav er de potentielle begyndelser.
En rejsebøjle, fundet under en flytning for nogle venner, har eksempelvis inspireret til lampen Arbor. Bøjlens konstruktionsprincip har formet en let skærm, der reflekterer lyset. I lampesystemet Soft Box er det et lille fjedrende ophæng til tallerkner, der har leveret et princip, som kan fastgøre lampens tekstile skærme og sammensættes til længere forløb.
– Vi er optaget af samlinger og bagsiden af teknik. Det er det vi gerne vil fortælle historier med. Designet skal have en ærlighed og vi har fokus på kun at bruge det allermest nødvendige.
En samtale med noget træ
Interessen for at forstå, hvordan ting faktisk bliver til, går tilbage til studietiden. Frederik Weber og Gustav Dupont fandt hinanden på møbellinjen på KADK, hvor Gustav kom med en tømreruddannelse og Frederik med erfaringer fra gør-det-selv-renovering og økonomi. Fælles for dem var en stærk interesse for at rode med materialerne.
Arbor. Foto: Armin Tehrani
Komponentarkiv
– Vi var nok nogle af dem, som lærerne ikke hørte så meget til. Vi gik ikke så meget op i samtalerne med lærerne. Vi skulle bare op og have en samtale med et stykke træ, siger Frederik.
Navnet opstod lige så uformelt. De to begyndte at lave småprojekter sammen og på designskolens værksted mærkede de materialerne med deres navne og mange troede, at der var tale om én person.
– Mens vi tullede rundt på værkstedet, fandt vi ud af, at vi havde et fælles sprog for at tænke design og bygge små regler for, hvordan man må samle ting og ting må mødes.
Temperamenterne er forskellige, men de beskriver netop det fælles blik som en styrke. De kan vende tilbage til et design, se på det udefra og skære det fra, som ikke behøver at være der.
Undervejs i studiet tager de på praktikophold i New York, hvor de arbejder på Manhattan. Det var god læring, fortæller de, men de savner rullebordet med skruetvinger og muligheden for at arbejde mere flydende mellem computer og værksted. Tilbage på Det Kongelige Akademi skifter de til arkitektur og designlinjen.
– Vi havde lyst til at kigge lidt mere op i stedet for kun at kigge ned på en stol. På studiet får vi igen lov til at være lidt udefinerede i projekterne, og her begynder de store konstruktioner, der er en slags statik- og balanceøvelser.
Det bliver samtidig begyndelsen på et skalaskift i deres arbejde
Design uden camouflage
Hos Frederik Gustav er idé og prototype tæt forbundne. Mange projekter bliver fortsat udviklet og samlet i værkstedet, mens specialiserede dele produceres gennem et netværk af håndværkere.
At lave prototyper er ikke en romantisering af håndværket, men en måde at tilegne sig konkret viden om konstruktion, materiale og produktion. Den viden bliver særlig vigtig, når man sjældent forsøger at camouflere konstruktionen.
Reflector. Foto: Peter William Winther
– Vi elsker at afklæde ting og vise, hvordan tingene er sat sammen. Men det er dyrt ikke at pakke ting ind, og alle detaljer skal sidde i skabet hver gang.
Det giver deres objekter og installationer et præcist, teknisk præg, men efterlader samtidig en genkendelighed, der vækker nysgerrighed. Noget i designet kan være genkendeligt, som malerlampen der får en forvandlet æstetik i lampen Reflector.
Fra objekt til rum
Skiftet fra møbeldesign til rum var ikke et farvel til detaljen. Snarere begyndte de at undersøge, hvor langt et konstruktivt princip kunne strækkes. I deres første soloudstilling, Highwire på udstillingsstedet Til Værks, vendte de blikket mod den tekniske infrastruktur over byen.
– Det hele handlede om at kigge op og tage alle de her master, antenner og gadebelysning ned i øjenhøjde og vende det på hovedet. Ofte er det superindustrielle ting.
Efterfølgende fortalte besøgende, at udstillingen havde fået dem til at begynde at kigge op.
– Nogle gange får vi ros for, hvordan vi har opfundet en detalje. I virkeligheden har vi bare taget den direkte ud fra en facade og proppet den ind i et produkt eller et rum.
Da lys blev en del af konstruktionen
I dag fylder lys en stor del af Frederik Gustavs praksis, men kom i første omgang ind i arbejdet næsten som en praktisk nødvendighed.
I projektet Paperwork til The Mindcraft Project blev store papirflader hængt fra loftet med tråd og vægte. Lysets opgave var oprindeligt at fremhæve papirets stoflighed og gøre konstruktionen tydelig.
– Vi fandt ved et tilfælde ud af, at når vi hænger en vægt i to sammenbundne hørtråde, begynder de at sno sig omkring hinanden. Når trådene spredes fra hinanden, kan papirstykker og tynde stænger kiles ind og fastholdes af spændingen mellem dem. Opdagelsen gav os lyst til at undersøge, hvordan lyset kunne blive en mere aktiv del af konstruktionen.
Det blev begyndelsen på at arbejde med klassiske lavspændingssystemer, hvor lyskilde, strømføring og ophæng kan behandles som dele af samme system.
– Vi er ikke de mest lysteknisk nørdede. For os er det interessante, når strøm, lavspænding, lyset, refleksionen og det hele smelter sammen. Det er den balance, vi hele tiden søger.
Når detaljen bliver arkitektur
Med de større lysinstallationer er endnu en dimension kommet til: stedet.
I arbejdet med Pylon undersøgte Frederik Gustav, hvordan slebne overflader kan bryde lyset og bølgende formationer inde i skærmene. De erfaringer blev senere ført videre i en større installation til Spor 10 i Jernbanebyen, hvor stedets historie blev en del af arbejdet. Bølgerne i lyset kunne give associationer til togspor og bevægelse.
Paperwork. Foto: Peter William Vinther
Værktøj. Foto: Peter William Vinther
– Lige så snart vi kommer ud i et projekt som Spor 10, så søger vi hele stedets fortælling. Det giver mere at arbejde med.
Her bliver forbindelsen mellem objekt og arkitektur tydelig. Frederik Gustav beskriver installationerne som rumlige fragmenter. Et system kan gentages, få flere elementer og vokse til en større struktur.
Værktøjet under lup
Den undersøgende tilgang viser sig også i udstillingsplatformen Værktøj, som Frederik Gustav har stiftet sammen med designerne Jonas Trampedach, Kasper Salto og Michael Antrobus.
Hvert år vælges et bestemt værktøj og tidligere udstillinger har taget udgangspunkt i en fladjernsbukker, en værkstedspresse og senest en symaskine – som deltagerne skal arbejde ud fra. Processen udstilles side om side med resultatet.
– Der er et kæmpe benspænd i det for nogen og det giver en vis ærlighed til projektet. Vi prøver at uddanne os selv til at forstå, hvordan ting bliver skabt. Og forhåbentlig er der nogle andre, der også får noget viden på udstillingen, de kan tage med hjem.
For Frederik Gustav er værktøjet ikke neutralt. En bukning eller presning fortæller både noget om materialets egenskaber og om det værktøj, der har formet det. Når man først har lært produktionsmetoden at kende, begynder dens spor også at træde frem andre steder i omgivelserne. På den måde bliver den byggede verden et katalog over konstruktive muligheder.
Fra højttaleren på O-Days til et beslag på værkstedsvæggen er interessen grundlæggende den samme: at forstå, hvordan ting hænger sammen – og undersøge, hvor meget konstruktion, der allerede kan ligge gemt i den mindste detalje.
