Tine Rønde, vicedirektør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Interiørfirma får bøde på 5 mio. kr. for priskartel
Indretningsvirksomheden Hübsch har accepteret en bøde på 5 millioner kroner for ulovlig priskoordinering med konkurrenten Broste Copenhagen. Sagen afsluttes efter flere års behandling.
Interiørvirksomheden Hübsch A/S har ved et indenretligt forlig accepteret at betale en bøde på 5 millioner kroner. Bøden skyldes, at virksomheden har koordineret priser på engrossalg af boligindretningsartikler med konkurrenten Broste Copenhagen.
Hübsch, der designer og sælger boliginteriør, herunder lamper, tekstiler, møbler og boligtilbehør, indgik en aftale med Broste Copenhagen om at pålægge størstedelen af deres varer et såkaldt Covid-19-gebyr som følge af stigende fragtomkostninger. Virksomhederne koordinerede samtidig gebyrets størrelse.
Ifølge Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen er der tale om en ulovlig begrænsning af konkurrencen, fordi virksomhederne dermed satte den frie prisdannelse ud af kraft.
– Hübsch aftalte med en konkurrent, at der som følge af stigende fragtomkostninger skulle lægges et Covid-19-gebyr på de fleste varer, og størrelsen af gebyret blev også koordineret. En sådan aftale begrænser konkurrencen og er ulovlig. Det er den enkelte virksomhed, der selv skal beslutte, hvor stor en del af øgede fragtomkostninger, den vil sende videre til sine kunder, udtaler vicedirektør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen Tine Rønde i en pressemeddelelse.
Prisaftaler begrænser konkurrencen
Sagen understreger, at virksomheder skal fastsætte deres priser uafhængigt af konkurrenterne. Det gælder både de almindelige salgspriser og tillæg, rabatter og gebyrer, som påvirker den samlede pris på produkterne.
Tine Rønde fremhæver, at selv en delvis koordinering af priser er i strid med konkurrencereglerne:
– Konkurrenter skal afholde sig fra at drøfte priser med hinanden, uanset om det er gebyrer, rabatter eller noget tredje. Når de sætter hele eller dele af konkurrencen ud af kraft, så skader det i sidste ende forbrugerne.
Bøden på 5 millioner kroner er blandt andet fastsat på baggrund af overtrædelsens grovhed og varighed. Samtidig gælder det, at bøden ikke må overstige 10 % af Hübsch' omsætning i det seneste regnskabsår.
Flere års sagsbehandling afsluttes med forlig
Broste Copenhagen erkendte allerede i april 2023 at have overtrådt konkurrencereglerne og vedtog dengang en bøde på 6 millioner kroner for sin rolle i priskoordineringen. Hübsch ønskede imidlertid ikke på daværende tidspunkt at vedtage en bøde, og Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen fortsatte derfor behandlingen af sagen.
I marts 2024 fastslog Konkurrencerådet, at Hübsch havde overtrådt konkurrenceloven. Virksomheden indbragte efterfølgende afgørelsen for Konkurrenceankenævnet, der i april 2025 stadfæstede Konkurrencerådets afgørelse. Hübsch valgte derefter at anke sagen til Sø- og Handelsretten, men med det indenretlige forlig er sagen nu afsluttet.