Joakim Lassen, administrerende direktør for Montana Furniture
Montana sætter kikkerten på Asien og USA
Montana Furniture har haft god vækst og resultatet i år viser, at man er resilient i nedgangstider, ifølge adm. direktør Joakim Lassen. Ny strategi fokuserer på endnu større markeder.
Montana Furniture har netop offentliggjort deres regnskab for 2023/24, som viser et overskud på TDKK 6.942 og positiv balance på TDKK 146.478 ved udgangen af juni 2024. Virksomheden har formået at opretholde en stabil omsætning, hvilket ses som tilfredsstillende i en møbel- og designbranche, der generelt har oplevet en nedgang på 25% i det seneste år.
- Vores omsætning og resultat i år viser, at Montana er resilient i nedgangstider. Vi har formået at opnå en god vækst på vores hovedmarkeder inden for retail og sikre en stærk vækst i forhold til online salg hos vores partnere. Vi har for nyligt søsat en strategi, som skal bringe Montana videre ud i globale markeder med fokus på Asien og USA – og som fokuserer på at tilvejebringe en seriøs vækst de kommende år. Vi har netop lukket en lovende samarbejdsaftale med den store amerikanske retailer Design Within Reach, hvor vi oplever, at farverne er et stærkt kort og med til at differentiere os, siger administrerende direktør for Montana Furniture, Joakim Lassen i en pressemeddelelse.
Montana Furniture fabrik
Skandinavisk markedsandels og styrket brand
Montana Furniture har opnået en 5% vækst på tværs af de skandinaviske markeder, hvor de har fået nye markedsandele både gennem salg i fysiske butikker og via deres online-platforme. Deres stærke brand og høje kendskabsgrad blandt forbrugere, især i Skandinavien, har været en drivkraft bag denne vækst. Montanas brede møbelsortiment er mindre følsomt over for økonomiske svingninger, og deres fleksible prisniveau gør det muligt for forbrugere at skabe nye indretningsløsninger med en relativt lille investering.
Joakim Lassen forklarer:
- Kerneproduktet Montana System er et modulært, made-to-order produkt, som kan applikeres i hele hjemmet. Du kan starte med et åbent modul på en lav fra-pris og bygge på derfra. Dette giver Montana mulighed for at imødekomme forbrugeren i et udfordret marked i forhold til mange andre high-end brands.
Man ser ind i en usikker markedssituation, men Montanas ledelse har ambitiøse planer for fremtiden. Med to nye nøgleprofiler ombord – salgsdirektør Frederik Møller, med ni års erfaring fra Kvadrat, og finansdirektør Lars Torp Madsen, som har 14 års erfaring fra Fritz Hansen – er virksomheden klar til at implementere sin vækststrategi. Optimering af driften og øgede ressourcer skal understøtte Montanas fortsatte ekspansion og vækst i de kommende år.