Portræt af Teklan: Væk fra det perfekte, mod noget menneskeligt

Hvilke udfordringer ser du i branchen i dag?

– Jeg tror, at én af de største udfordringer er, at vi lever i en tid, hvor vi kan producere næsten hvad som helst, men hvor det vigtigste spørgsmål måske ikke længere er, hvad vi kan skabe, men hvorfor vi skal skabe det. Der findes allerede utrolig mange produkter og en enorm visuel strøm omkring os. Derfor skal design i dag tilføre reel værdi – funktionelt, emotionelt, kulturelt og langsigtet – frem for blot at være nyt.

Hvilke tendenser er vigtigst lige nu?

– En udfordring i tiden er tempoet. Sociale medier og den konstante strøm af billeder betyder, at trends afløser hinanden hurtigt, hvilket let fører til kortsigtet tænkning og udskiftelighed. Det skal vi modvirke ved at skabe produkter, rum og udtryk med integritet, kvalitet og en tydelig idé – noget, der kan blive ved med at føles meningsfuldt over tid.

– Jeg oplever, at vi bevæger os væk fra det perfekte og generiske og hen imod noget mere menneskeligt, sanseligt og personligt. Der er en voksende interesse for materialitet, håndværk og taktilitet – for overflader, der får lov til at ældes, materialer, der fortæller en historie, og detaljer, som bærer spor af mennesket bag. Vi søger mod miljøer, der føles ægte og engagerer flere sanser end synet alene. For mig er farver en vigtig del af den udvikling. Jeg ser ikke farver som dekoration, men som et værktøj til at skabe atmosfære, orientering, struktur, identitet og følelser – næsten som en materialitet i sig selv.

– Design handler også i stadig mindre grad om enkeltstående objekter og i højere grad om samlede oplevelser og sammenhænge. Samtidig bliver holdbarhed og kvalitet stadig tættere forbundet. Det er ikke nok, at noget markedsføres som bæredygtigt, hvis det ikke fungerer godt, ældes smukt eller har en kvalitet, der får mennesker til at ønske at beholde det.

Hvad er vigtigt om fem til ti år?

– Jeg håber, at vi vil tale mindre om trends og mere om kvalitet, ansvar og langsigtet værdi. AI bliver sandsynligvis et naturligt værktøj i designprocessen, men samtidig bliver det menneskelige endnu vigtigere. Når det bliver lettere at generere billeder, former og idéer, vil dømmekraft, erfaring, materialeforståelse, håndværk og et tydeligt personligt perspektiv få større værdi. Forhåbentlig vil vi også se færre, men bedre produkter, mere cirkularitet, større respekt for ressourcerne og et tydeligere ansvar gennem hele kæden – fra idé og materialevalg til produktion, brug, reparation og genbrug.

 

Hvordan arbejder du med at tilføre reel værdi?

– Jeg vil sige, at mit vigtigste bidrag ligger i den emotionelle og perceptuelle værdi. Funktion er altid et fundament – jeg er uddannet indretningsarkitekt og møbeldesigner – men det særlige ved min praksis er forsøget på at forandre den måde, vi oplever et sted eller et objekt på. Jeg vil gerne have, at man standser op, bliver berørt, overrasket eller forført og begynder at se noget hverdagsligt på en ny måde. Min kreative vision er noget, jeg kalder ”hverdagssurrealisme”. Jeg arbejder med farver, materialer, taktilitet, skala, lag, perspektiver og optiske effekter for at skabe den slags forskydninger. En overflade kan opleves som tredimensionel, et fladt mønster kan få rumlig dybde, og et tredimensionelt perspektiv kan fremstå næsten todimensionelt, når man bevæger sig gennem rummet.

– Den kulturelle værdi ligger måske i at udfordre vores vante forestillinger om, hvordan et rum, et produkt eller et materiale ”skal” se ud. Gennem hele min karriere har jeg udfordret det neutrale og til tider ret ensrettede syn på skandinavisk design og forsøgt at vise, at farver, mønstre, sanselighed og legesyge også er vigtige og seriøse arkitektoniske værktøjer.

Har din måde at arbejde på udviklet sig?

– Absolut. Efter cirka fem år som indretningsarkitekt på tegnestuer begyndte jeg i stigende grad at arbejde som fotograf og set designer. Det var befriende ikke at skulle tænke på funktion, konstruktion eller alle de kompromiser, der er en del af arkitekturen. Jeg kunne koncentrere mig om det visuelle, jeg gerne ville udforske. De tidlige billeder blev et lynkursus i, hvordan jeg ville bruge farver og former. Trin for trin opbyggede jeg mit eget alfabet og lærte meget om beskæring, komposition, lys, skygger og perspektiv. Efterhånden var det ikke længere nok at fotografere det, der allerede stod foran kameraet. Jeg ville selv skabe det, og scenografierne blev større, mere rumlige og mere komplekse.

– Jeg opdagede, at jeg kunne tage den samme frihed med ind i tredimensionelle miljøer og være lige så grafisk, abstrakt og direkte i et fysisk rum som i et todimensionelt billede. Det har jeg siden taget med mig ind i produktdesignet. I mine tæpper arbejder jeg eksempelvis med grafiske mønstre, der skaber en illusion af dybde, samtidig med at tæppet er fysisk, blødt og taktilt. I dag føles det, som om ringen sluttes: I Teklan er jeg er tilbage i indretningsarkitekturen og produktdesignet, men med den frihed, jeg lærte gennem fotografiet og arbejdet som set designer.

 

Hvor god har møbelbranchen været til at håndtere den grønne omstilling?

– Der er sket meget, og mange virksomheder arbejder seriøst med materialer, produktion, genbrug og cirkulære løsninger. I Sverige ser jeg også, hvordan arkitekter og indretningsarkitekter i stigende grad arbejder med genbrug i projekterne. Men vi er ikke i mål. Branchen bygger fortsat i høj grad på at producere og sælge nye ting. Der er en tydelig modsætning mellem ønsket om at mindske ressourceforbruget og samtidig være afhængig af en forretningsmodel, der kræver fortsat nyproduktion. Næste skridt skal derfor være større end blot at udskifte ét materiale med et lidt bedre.

– Vi er nødt til at spørge, om produktet overhovedet behøver at blive produceret. Kan noget, vi allerede har, bruges igen? Kan et eksisterende produkt ombetrækkes, repareres, ændres eller indgå i en ny sammenhæng? Genbrug ændrer hele designprocessens udgangspunkt, fordi man ikke længere begynder med et blankt stykke papir, men med noget, der allerede findes.

Hvorfor har omstillingen været vanskelig, og hvad skal gøres anderledes?

– Vores økonomiske system har længe været baseret på vækst, volumen, nyheder og forbrug. Derfor er det svært at bede en enkelt producent om at løse et strukturelt problem. Hvis vi mener omstillingen alvorligt, skal andre værdier også have økonomisk værdi: kvalitet, levetid, mulighed for reparation, håndværk, genbrug og muligheden for at ændre et produkt i stedet for at erstatte det.

– Designere skal også tidligere ind i processen. Bæredygtighed kan ikke tilføjes, når produktet allerede er tegnet. Spørgsmålene skal være med fra begyndelsen: Hvor meget materiale er nødvendigt? Hvor kommer det fra? Kan produktet repareres, ændres eller få et andet eller tredje liv? Den æstetiske dimension er også vigtig. Omstillingen må ikke betyde, at alt skal se ens eller neutralt ud. Genbrug, håndværk, patina og nye materialer kan give os et rigere æstetisk sprog. Det bæredygtige skal også være attraktivt. Ellers har vi ikke lyst til at beholde det.

 

Ser du holistisk tænkning som en særlig skandinavisk styrke?

– Jeg er forsigtig med at kalde holistisk tænkning specifikt skandinavisk. Vi har en stærk tradition for at tænke på mennesket, hverdagslivet, funktion, materialer, kvalitet og de sociale aspekter af design. Vi har også en fantastisk håndværkstradition. Samtidig har rationalisering, standardisering og økonomisk effektivitet præget meget af det, vi har bygget gennem de seneste årtier. Vi har til tider rationaliseret farver, håndværk, ornamentik, taktilitet og detaljerigdom væk – alt det, der har stor betydning for, hvordan et miljø føles at leve i. For mig er holistisk design en forståelse af, at mennesket oplever et miljø med hele kroppen og flere sanser på én gang. Her har Skandinavien fantastiske forudsætninger, særligt hvis vi kan forene vores funktionelle og håndværksmæssige tradition med en rigere og mere sanselig måde at tænke miljøer på.

Hvordan ser din arbejdsproces med farver i et interiør ud?

– Farver er mit vigtigste sprog og det stærkeste visuelle værktøj, vi har, fordi vi registrerer dem så umiddelbart, og fordi de kan forandre hele oplevelsen af et rum. Men farver er også relative. De ændrer sig alt efter, hvad der er ved siden af dem, lyset, materialets overflade, rummets skala og vores egne erfaringer. Derfor arbejder jeg aldrig med farver som isolerede kulører, men med relationerne mellem dem – næsten som dialoger. Jeg tager ofte udgangspunkt i den atmosfære eller følelse, jeg ønsker at skabe, og i rummets forudsætninger: arkitekturen, lyset, funktionen, materialerne og de mennesker, der skal bruge det. Derfra bygger jeg paletten op trin for trin.

– Jeg arbejder fysisk med materiale- og farveprøver, fordi den samme kulør kan forandre sig fuldstændigt, alt efter om overfladen er mat eller blank, grov eller glat, tekstil eller lakeret. Jeg vil også gerne se farverne i stor skala og i det faktiske lys, inden de bliver fastlagt.

Hvordan arbejder du med cirkularitet?

– Når jeg arbejder med møbel- og materialevirksomheder, forsøger jeg at påvirke de beslutninger, jeg rent faktisk kan påvirke: materialer, kvalitet, produktets levetid og måden, eksisterende produkter kan videreudvikles på, frem for altid at begynde forfra. I udstillinger, koncepter og interiører genanvender jeg også møbler, materialer og eksisterende elementer, hvor det er muligt, og lader dem få nye roller. Ikke alle mine projekter er perfekt cirkulære, men jeg forsøger at arbejde med cirkularitet på flere niveauer.

 

Er der dele af designprocessen, hvor en som dig fremover vil få nye roller eller arbejde på nye måder?

– Min type rolle vil sandsynligvis rykke endnu tidligere ind i processen, samtidig med at grænserne mellem rollerne fortsætter med at blive udvisket. Jeg bevæger mig allerede mellem indretningsarkitektur, produktdesign, CMF, art direction, fotografi og udstillingsdesign, og den type tværfaglige roller vil sandsynligvis blive endnu vigtigere. AI og digitale værktøjer gør det stadig lettere at producere billeder og visualiseringer. Paradoksalt nok tror jeg, at det gør den fysiske erfaring vigtigere: materialekendskab, håndværk, taktilitet, proportioner, dømmekraft og evnen til at stå i et rum og forstå, hvordan det føles. Jeg ser min rolle udvikle sig i retning af at binde de forskellige dele sammen til en samlet oplevelse.

Hvad vil du afslutningsvis fremhæve?

– Det er vigtigt ikke at sætte bæredygtighed op imod sanselighed, glæde eller skønhed. Vi skal bruge færre ressourcer og skabe færre og bedre ting, men fremtidens design må gerne være mere taktilt, personligt, håndværkspræget, farverigt og følelsesmæssigt engagerende – ikke mindre. Jeg vil skabe miljøer, der berører os, giver os nye perspektiver og føles værd at passe på. Det er måske den mest langsigtede værdi, jeg kan bidrage med.

Læs andre portrætter af designere, indretningsarkitekter, spaceplannere mv.