Portræt af Maria Westerberg – dronningen af genbrug
Den svenske designer Maria Westerberg er bl.a. kendt for sin relancerede T-shirt-stol, som hun viste på designmessen i Stockholm. Her fortæller hun om de udfordringer, som designere står over for i dag – hvordan ændres forbrugeradfærden, og hvordan produceres produkter med længst mulig levetid?
Maria Westerberg
Den svenske designer Maria Westerberg er blevet kendt for at skabe nyt ud af gamle ting og sin værtsrolle i tv-programmet Junk om genbrug for børn. Hendes prisvindende T-shirt stol, der var en del af hendes afgangsprojekt i 2008 som bachelor fra Konstfack, University of Interior, Architecture and Furniture Design, vandt i 2011 prisen Green Furniture Award – både 1., 2. og 3. præmien. i 2011. Stolen har kickstartet hendes succes som bæredygtig møbeldesigner. T-shirt-stolen er også blevet brugt til at møblere Åre/Östersund lufthavn.
Som en af tidens hotte yngre designere gør den svenske designer Maria Westerberg sig en del overvejelser om, hvordan man som designer kan være med til at ændre forbrugernes adfærd, og om hvordan man kan producere produkter med længst mulig levetid. Spørgsmålet er bl.a., hvis et møbel er lavet af ét stort stykke tekstil, om det så vil være så dyrere at udskifte det end, hvis designeren tænker det ind fra begyndelsen og laver det af mindre udskiftelige dele.
– Jeg tror, at alle gode hoveder skal samarbejde om at lave bedre materialer, der holder længere og er mere funktionelle. Det er langt dyrere at skifte ét stort stykke tekstil end en enkelt mindre, siger Maria Westerberg, som fra starten under sin uddannelse til designer eksperimenterede med at indflette gammelt tøj købt fra genbrugsbutikker og loppemarkeder i stolens struktur.
Alle folks unikke T-shirt
Maria Westerberg begyndte på et tidligt tidspunkt i processen med at udvikle sin stol af gamle T-shirts at føle et behov for at kende historien bag T-shirten og dem, der havde ejet den.
– Jeg kom på ideen om at bruge T-shirts, da den med sin firkantede form var nem at arbejde med. Desuden er en T-shirt det eneste stykke tøj, der kan fortælle noget om den person, der har den på. Den kan have et tryk med et sted, man har besøgt, et citat, et rockband og så videre, siger Maria Westerberg og fortsætter:
– Jeg begyndte at sætte opslag på skolen, og jeg bad min familie om at give mig en af deres gamle T-shirt. Den eneste specifikation handlede om størrelsen. Desuden skulle de acceptere at optræde på et billede iført T-shirten, ligesom de skulle skrive deres navne i hånden på et skilt og fortælle et minde fra dengang, de havde den på.
Når Maria Westerberg havde modtaget T-shirtene, satte hun dem i rækkefølge og flettede dem ind i stellet. Hun vidste fra begyndelse, at hun skulle anvende en metalramme for at give stolen en fast form. Bredden på stolens størrelse fandt hun frem til ved at kombinere en standard T-shirtstørrelse og den typiske bredde på en loungestol.
Bjarke Ingels købte den første
På Stockholm Furniture Fair 2023 udstillede Maria Westerberg sin relancerede version af sin T-shirt stol, Rag Edition 2.0, som er en mere komfortabel udgave med polstring samt et forskelligt tilpasset farveskema til hver kunde. Udgangspunktet for denne version skete i 2022, hvor Bjarke Ingels fra Bjarke Ingels Group købte to T-shirt-stole til sin private bolig.
– En dag lagde Bjarke Ingels et billede op på sin Facebook med en stor siddepuf med en masse forskelligt farvede striber. Jeg skrev en kommentar om, at mine stole virkelig ville passe til den puf. "Du har helt ret. Jeg er enig.”, svarede han. Han bestilte to stole, og jeg kunne frit lave de farvekombinationer, der ville passe til interiøret i hans husbåd, siger Maria Westerberg og fortsætter:
– Han fik dem sidste sommer og sendte mig billeder af sin søn, der legede under dem som i et lille hus, en hule. Da Bjarke besluttede sig for at købe stolene, tænkte jeg: Okay, her er denne meget berømte arkitekt, og han vil have mine stole! Det fik mig til at tro endnu mere på T-shirt stolen. Nogle gange har du bare brug for ny energi for at kunne tage det et skridt videre.
Ikke flere kopier, tak
Maria Westerberg skræddersyer hver stol til den enkelt kunde, som selv kan komme med tekstilerne, der skal genbruges. Det er afgørende for hende, at stolen skal opfylde kundens egen vision.
– Mit budskab til fremtidens designere er, at man skal tro på sin egen mavefornemmelse og sin egen vision. Vær dig selv, forbliv tro mod dine egne ideer, for det er, hvad der kommer til at vare ved. Ellers vil det bare være en kopi, som vi ikke har brug for. Vi har brug for flere originaler.
Spørger man Maria Westerberg om, hvad hun forventer af fremtiden, lyder svaret:
– Jeg vil gerne lave en stol, hvor man kan lægge benene op. Det kan være alt fra en spisebordsstol, en barstol eller et sengebord. Jeg har ingen begrænsninger i forhold til udvikling af teknikker. Jeg vil gerne lave forskellige dele, som kan danne en større struktur – eller som man bare kan placere mellem nogle stole.