Dinesen Apartment – dansk håndværk i Brooklyn lejlighed
Lejligheden i Brooklyn, indrettet af arkitekt David Thulstrup for gulvproducent Dinesen, og fungerer som et pop-up-showroom, hvor træets stille styrke kan opleves i en smukt kurateret boligramme.
Gulvproducenten Dinesen har åbnet et midlertidigt showroom i en lejlighed i Brooklyn, New York - Dinesen Apartment - indrettet af arkitekt David Thulstrup.
Her midt i kontrasten mellem rækkehuse og byens puls, væves arkitektur, interiør og materialitet sammen i lejligheden, der er placeret i et boligbyggeri, tegnet af arkitektfirmaet SO—IL.
Facadens præfabrikerede betonpaneler i varierende former og overflader giver bygningen et robust udtryk. Indenfor åbner et grønt gårdrum sig som en stille oase. Det er i denne sammenhæng, at Dinesen Apartment midlertidig fungerer som et sanserum – ikke bare for visning, men for oplevelse.
Håndværk og karakter i materiel dialog
Arkitekt David Thulstrup har kurateret lejligheden som en fuldt møbleret bolig over to etager, hvor Dinesen’s træ omslutter rummene. Materialerne er valgt med omtanke: Layers Eg Classic for ro og teknisk robusthed, og indimellem Layers HeartOak – med sine naturlige revner repareret med egetræssløjfer – for karakter og liv. Træet træder frem som et hovedgreb, der binder gulv, væg og møbel til en visuel og rumlig helhed.
- Alt, hvad jeg designer, handler om at skabe et sanseligt sted. Dinesens træ, der er vokset over årtier, bærer en stille styrke. Her handler det ikke kun om at se – men om at føle, fortæller David Thulstrup i en pressemeddelelse.
En detaljering der styrker rumoplevelsen
Interiøret supplerer træets stoflighed med en kuratering af møbler og tekstiler: Arv‑kollektionen for Brdr. Krüger, John Pawson‑design for Dinesen og vintageikoner af Arne Jacobsen og Severin Hansen. Væggene er malet i dæmpede nuancer – udviklet af Thulstrup – for at fremhæve træets naturlige glød. Gardiner, tæpper og polstring fra Kvadrat‑familien tilfører tekstur og akustik – og understøtter materialets tilstedeværelse på flere niveauer.
En bolig i brug
Dinesen Apartment fungerer som mere end et showroom: Den er indrettet som en bolig i brug, et mødested og ramme for samtaler. Her kan besøgende træde ind og mærke, hvordan arkitektur og materialitet sammen skaber en følelse af nærvær.
Læs flere artikler om harmoniske indretningsprojekter
