Note (design studio): Vores designprojekter tager udgangspunkt i følelser
Som skandinavisk designbureau vil stockholmske Note (design studio), som netop har åbnet kontor i København, bruger bl.a. farver til at skubbe til opfattelsen af det designede rum. De elsker træ som materiale, da det skaber det nødvendige uperfekte i helheden.
Der er bud efter skandinaviske designere og designbureauer ude i den store verden. Det kan det stockholmske designbureau, Note (design studio), bekræfte, da de ikke blot hyres ind til f.eks. at skabe messestande for deres egen designmesse, Stockholm Furniture Fair, men også for 3 Days of Design i København og Salone del Mobile i Milano. Men hvad er deres kendetegn? Og anerkender de at det er nogle fællestræk inden for skandinaviske arkitektur og design?
– Nu er Note Design Studio faktisk ikke så skandinaviske i vores tilgang og udtryk, som man måske kunne forvente – eller i hvert fald, som vores kunder kunne opfatte, at vi er. Vi opfatter os tværtimod selv som ’grænseløse’. Det vil sige, at vi arbejder over hele verden, siger Sanna Wåhlin, partner og indretningsarkitekt i Note (design studio), som netop har åbnet kontor i Borgergade i København.
Årsagen til udvidelsen af designbureauet fra kun at have base i Stockholm til nu også at have medarbejdere i Danmark skyldes, at de oplever en stigende efterspørgsel fra kunder på deres særlige fingeraftryk i designbranchen. Spørger man, hvem og hvad Note (design studio) er for en størrelse, lyder svaret, at de er en gruppe kreative mennesker, som forøger ikke at sætte grænser for deres virke. Bureauet bygger på tre ben; produkt- og møbeldesign, indretning og grafiske løsninger.
– Vi forsøger altid at nå ud til hele verden og ikke kun til det øvrige Skandinavien. Vi vil gerne være et designbureau uden geografiske grænser, da vi ser bort fra potentielle forhindringer, som kunden måtte have om sig selv, forklarer Sanna Wåhlin og fortsætter:
– Vi udfordrer gerne rammerne og tænker ud af boksen. Når en kunde f.eks. spørger, om vi kan indrette en messestand for dem på møbel- og designmessen i Milano eller i Stockholm, kigger vi på hvem de er professionelt. Men vi tænker videre end, hvordan de præsenterer sig i diverse billedmateriale, hvordan deres showroom ser ud. Vores tanker rækker ud over selve firmaet, da gerne vil gøre det så godt som muligt.
Må gerne virke ubekvemt
Note Design Studio benytter sig gerne af mange farver i deres projekter, hvilket netop ikke er specielt kendetegnende for, hvordan vi tilgår design i Norden.
– At bruge mange farver – også gerne i atypiske toner og kombinationer – er nok ikke så svensk og heller ikke så dansk. I vores to lande har det traditionelt set handlet om at repræsentere noget nedtonet, klassisk og stiligt ved at bruge en typisk farve- og materialepalette, siger Sanne Wåhlin og påpeger, at Note Design Studio i stedet vil gerne skabe noget nyt og nogle nye oplever.
– Vores indretningsløsninger og design må gerne virke lidt ubekvemt – sådan lidt a la ’tør vi’? Det er vigtigt at vise mod, og brugen af farver må også gerne virke ’scary’ for os selv. Det er noget, som vi gerne vil tilføje designverdenen, fortæller Sanne Wåhlin, som understreger, at det, som binder os sammen i Norden, er vores fine designhistorie.
Det mærker hun og Note (design studio), når de taler med kunder i andre dele af verden. De nordiske lande har en høj grad af fingerspidsfornemmelse for, hvordan man bruger farver, form og lys.
– Vi er også minimalistiske i vores tilgang og udviser en særlig evne til at arbejde forsigtigt med lyset. Vi behandler lyset med omtanke og meget fint, ligesom vi ikke er så maksimalistiske som f.eks. i Sydeuropa og USA. Vores designprojekter tager udgangspunkt i følelser, siger Sanna Wåhlin.
Design må gerne chokere
Det følelsesmæssige handler bl.a. om taktilitet, og Note (design studio) er meget glad for at bruge træ i deres indretningsprojekter. De lægger vægt på, at træ ud over at give en særlig materialitet, også er bæredygtigt på grund af sin lange holdbarhed. De stod bl.a. for indretningen af Tarketts stand under 3 Days of Design, hvor et ’take-back-program’ satte fokus på genanvendelse.
– Vi elsker træ! Vi elsker faktisk alle naturmaterialer – træ, læder, kork, linoleum og sten. De giver en materialerigdom til en indretning og uden dem føles det ofte plastisk. Der er brug for den manglende regelbundenhed, som træ repræsentere – det uperfekte, det levende mønster og strukturer, som de fleste naturmaterialer giver, siger Sanne Wåhlin og fortsætter:
– Naturmaterialer ældes så fint, hvilket betyder, at projekter holder i længden. Vi skaber altid materiale- og farvepaletter til samtlige projekter, da naturmaterialer som træ altid er vigtigt. Vi er også nøjeregnende med, hvilken type træ, vi bruger, da de hver især har sit eget udtryk og farve.
Det følelses- og sansemæssige har derfor også en stor betydning for Note (design studio), som gerne vil berøre mennesker direkte og ikke kun intellektuelt. Design må gerne føles i maven, ligesom når man ser på et billede. Det skal via interaktion og dialog appellere til følelserne.
– Vi forsøger ikke at intimidere folk, men vores design må gerne chokere dem lidt – hellere det end at de slet ikke føler noget overhovedet. Vores job er også intellektuelt på den måde, at vi fanger noget hos kunden og kommer videre med den oplevelse, forklarer Sanna Wåhlin, som har flere dage om ugen, hvor hun arbejder fysisk med opgaver i København.
Af aktuelle projekter i Danmark arbejder Note (design studio) i øjeblikket på at indrette en ny restaurant og et nyt showroom for Lammhults Group i Kuglegården. I Stockholm er de i gang med en kontorindretning af Samsen Domus, der kommer til at føles som en lejlighed med et touch af noget personligt. I London har de netop indrettet Tarkett Atelier i London, og som et helt nyt projekt har Niko Health Care Clinics hyret dem til at indrette et bud på fremtidens sundhedsklinik med en bodyscanner,
– Opgaven er at designe en indretning af fremtidens klink, hvor man kan gå ind og få scannet sin krop for helbredstilstanden. Vi skabet et unikt produkt hver gang – en komplet verden. Klinikken skal føles venlig og imødekommende, ikke skræmmende, men gerne lidt spændende, slutter Sanna Wåhlin.