Heartwood og Norm Architects samarbejder om nye sommerhus-typologier
Samarbejdet har fået navnet Heartwood by Norm, og med de nye sommerhuse ønsker man at forene dansk landskab og designtradition.
- Sammen med Heartwood har vi fået mulighed for at skabe en række sommerhuse, der både forankrer sig i landskabet og genfortolker dansk byggetradition. Samarbejdet forener æstetik, bæredygtighed og innovation og tilbyder et nutidigt bud på, hvordan vi kan leve mere harmonisk og respektfuldt med omgivelserne, siger Peter Eland, Partner & Arkitekt i Norm Architects i en pressemeddelelse.
Tre sommerhus-designs – tre fortællinger
”Kysten” er inspireret af vindens kraft og havets rå skønhed er sommerhuset ved kysten designet til at indgå harmonisk i det barske landskab. Et grønt sedumtag og bruneret aluminium beskytter huset mod elementerne, mens sandfarvede stengulve og egetræ giver interiøret en naturlig varme.
I ”Skoven” smelter arkitekturen sammen med trækronernes dunkle skygger. En facade af yakisugi-behandlet træ sikrer en smuk patinering og en subtil integration med omgivelserne. Indenfor skaber lyse træsorter og nøje udvalgte materialer en lys og indbydende kontrast til skovens dybde.
”Landsbyen” er en hyldest til de klassiske danske sommerhusområder. Med ståltag og pudsede facader forener designet robusthed og elegance. Indvendigt mødes malede overflader og varme trædetaljer i en afslappet, men raffineret atmosfære, der indrammer hverdagens små øjeblikke.
Bæredygtighed i fokus
De tre sommerhuse er designet med fokus på bæredygtighed og kvalitet, og de vil blive bygget ved hjælp af Heartwoods innovative byggesystem, der gør det muligt at opnå et markant lavere CO2-aftryk. Ved at anvende biogene materialer, optimere ressourceforbrug og integrere avanceret teknologi er "Heartwood by Norm" et konkret skridt mod en mere bæredygtig fremtid i dansk boligbyggeri.- Vi er stolte over at samarbejde med Norm Architects om Heartwood by Norm. Det er en vigtig milepæl i vores mission om at bygge med respekt for naturen og for kommende generationer, siger Frederik Lønstrup Homann, direktør i Heartwood.