Daniel Rybakken: AI kan aldrig erstatte menneskers indsats

Som verden ser ud i dag, kan fremtiden godt virkende bekymrende set med den norske designer Daniel Rybakkens øjne. Siden han slog igennem som lysdesigner for 20 år siden – på Salone del Satellite i Milano – har branchen og han selv været igennem enorm udvikling. AI og kunstig intelligens er vokset frem sideløbende med et øget antal konflikter i verden – med en usikkerhed som konsekvens. Og med fare for at lyde dystopisk vil Daniel Rybakken med dette interview til Indret.dk gerne slå et slag for, at mennesker aldrig må gøres overflødige, selv om det efterhånden snart er ved at være en realitet, at maskiner og robotter kan gøre en stor del af vores arbejde.

Daniel Rybakken modtog som den første skandinaviske designer en Compasso d’Oro designpris. Foto: Einar Aslaksen

– Selv om AI kan aldrig erstatte menneskers indsats, kan jeg godt være nervøs for branchens fremtid – og fremtiden i det hele taget – som kan se lidt dyster ud. Nogle gange spørger jeg mig selv om, hvad det er for et liv, vi lever kulturelt set, når det gælder AI, siger Daniel Rybakken og fortsætter:

– Det er skabelsen af kultur, som adskiller mennesker fra alle andre former for liv. Så hvis vi lader AI skabe vores kultur for os, mister vi noget af meningen med livet.

For Daniel Rybakken er det også interessant, hvordan man – i modsætning til AI-genereret kultur, design, litteratur og kunst – kan vise, at noget er ægte. I modsætning til sig selv oplever han, at nogle af hans kolleger ikke tænker lige så kritisk, men bare tilegner sig den nye teknologi. De hopper med på tidens tendens og siger; ”se, hvor nemt mit arbejde bliver.” Han er selv kommet til et godt sted i karrieren, men har fravalgt at have et stort kontor med 10 ansatte.

– Man må spørge sig selv om, hvilken type liv man ønsker at leve. Kan man lide at designe ting, at skabe nye ting og have et stort kontor, kan man gøre det – og få andre personer til at gøre ens arbejde, forklarer Daniel Rybakken, der på et tidspunkt følte sig en art director eller vejleder for sine ansatte og praktikanter, da han brugte mere tid på administration frem for at lære fra sig.

Han havde for nylig en praktikant fra Italien, som spurgte ham om, hvordan han kunne bruge så meget tid på at bygge en model. Han forstod ikke, at Daniel Rybakken netop nyder processen og ikke har valgt at blive designer for at tjene flest mulige penge. Hvis det er ens mål, kan man i hans optik bare uddanne sig til VVS’er. I stedet bør man ifølge ham spørge sig selv om, hvor designere og branchen er på vej hen.

Processen og ikke kun målet

Daniel Rybakken tænker derfor meget over, hvad meningen med livet er, og det gik op for ham – efter perioden med arkitekter i sit studie – at det er processen, som er det vigtige for ham. Det er i processen, at man lever sit liv. Slutresultatet er udstillingen i en uge i Milano. Men resten af året skal være fint også, så man kan nyde processen og ikke bare fokusere på målet og det færdige produkt.

– Jeg håber, at man kan overleve i den her branche, når man tænker på den måde, som jeg gør. Jeg talte for nogle år med Marianne Goebel, tidligere Art Director for Artek, om hvad jeg kunne gøre for at komme videre, da jeg altid har foretrukket at arbejde alene, forklarer Daniel Rybakken og uddyber:

– Det handler for mig om at prioritere balancen mellem karriere og arbejdsliv, så man ikke føler sig presset til at lave AI overtage ens arbejde for at spare tid og penge. Hvis man har brug for, at ens hverdag hænger bedre sammen, skal man måske gå ned tid, selv om man så tjener mindre. Man må tage på færre store rejser og kan klare sig med mindre.

Han har selv valgt at køre i en 10 år gammel Skoda Oktavia frem for at lease en spritny dyr en af slagsen. Af samme grund har han valgt at have studie på en mindre fancy adresse i Gøteborg frem for på en dyr adresse i Stockholm. Han savner dog et fællesskab med andre designere.

– I Södre i Stockholm er man en del af et større designmiljø, hvor man kan se udstillinger med hinandens ting. Det har en selvforstærkende effekt, som man mangler i Gøteborg. Man påvirkes ubevidst af det miljø, man er i, ligesom man måske tiltrækkes man af et mål, som ikke er ens eget. Det er let at lade sig føre med strømmen med alle andre, siger Daniel Rybakken.

 

Lille skala og nichedesign

Med andre ord holder Daniel Rybakken fast i sin grundighed og overlader ikke sine skitser til praktikanten til færdiggørelse. Da han selv kun leverer 3-4 design om året, kan han forestille sig, at kun de allerstørste designstudier overlever i fremtiden. Han skitserer et fremtidsscenarie, hvor forbrugeren primært går op i at købe design med et stort kendt designernavn på.

– Det kan reelt set være designet af praktikanten med henblik på at skabe volumen. Jeg ved godt, at jeg fremstår som lidt af en rebel inden for det her, da jeg jo også bare kan vælge at glæde mig over, hvis en stor kunde i USA bare forelsker sig i en idé frem for en 3D-rendering og bare vil have sat designet i produktion, siger Daniel Rybakken, der mener, at godt design skal være elegant, i balance og have lang holdbarhed.

I forhold til holdbarhed peger han på The Right to Repair-princippet, som handler om genanvendelse og bæredygtighed – tænk blot på, at man smider en sofa ud, hvis den har fået en plet på den ene side. Derfor har Daniel Rybakken sammen med sin kollega Andreas Engesvik designet sofaen Arbour for Hay ud fra The Right to Repair-princippet. Den er designet i 2020 og fik Svanemærket som den første danske sofa. Referencen er sofaer i 1970’erne, som ikke var polstrede på alle sider.

– Vi har bygget den op af en ramme af træ og med udskiftelige hynder. Materialerne er ikke innovative, men fokus er i stedet på en ærlighed i princippet bag, da alt kan repareres og skiftes ud. Den er et eksempel på, at jeg hellere vil designe for en lille gruppe mennesker, en kulturel middelklasse, forklarer han og henviser til stolen The Lira for Alias, der er tænkt som et lille hvilested for tjeneren på en restaurant.

Den er en let, stabelbar stol fremstillet af træ og stål. Stålet kommer fra 100 pct. recyclede stålprodukter som f.eks. omsmeltede gadestolper. Han har også arbejdet med formstøbt aluminium for Hydra i projektet Fields, som er små arkitektoniske modeller af bondehuse/lader.

– Aluminium er et perfekt materiale med et meget lille klimaaftryk, så Fields kan forhåbentlig inspirere arkitekter til tænke på aluminium som facademateriale. Det vil i så fald gøre en større positiv forskel for miljøet end ved at producere 50 små lamper af materialet, slutter Daniel Rybakken, som også har tegnet en indbygget hylde af stål, Niche, som mange arkitekter efterspørger til projektindretninger.