Maren Brostrøm Buchwaldt og Esben Sneum, tegnestuen Space Innovators. Foto: Sarah Lange/Yeehaw Studio
Space Innovators: Den røde tråd starter i planlægningsfasen
Som tegnestue drømmer Space Innovators om at være med hele vejen fra et nybyggeri eller et transformationsprojekt til en færdigindrettet enhed.
Indretningsarkitekter bliver oftest tilkoblet til slut, når en ejendom er færdigmeldt til ibrugtagning. Det er der ikke noget nyt i, men for indretningsvirksomheden Space Innovators, bestående af Maren Brostrøm Buchwaldt og Esben Sneum, er det den omvendte og dermed ulogiske verden.
– Vi vil gerne kendes som en ’One Stop Shop’, hvor kunden kan få det hele på et sted. Tingene kan blive løst, uanset hvad de kommer med, da vi tænker helhedsorienteret. Der er en naturlig sammenhæng mellem byggeri, arkitektur og indretning samt den efterfølgende brug, siger Maren Brostrøm Buchwaldt, der grundlagde Space Innovators sammen med sin kollega Esben Sneum i 2019.
De ønsker at tænke indretning ind allerede fra byggefasen eller rettere sagt: de skal være med helt fra planlægningsfasen. Det kan forhindre, at de – som de somme tider oplever det – skal ind og redde et flow eller en indretning, der ikke helt fungerer.
– Vi vil gerne have hele opgaven, så der kommer en rød tråd, siger Esben Sneum og understreger, at de fik en lidt hård start med deres fælles firma, da det første år var præget af coronalockdown. Men hen under sommeren fik vi en ret stor opgave, og så var vi i gang, fortæller Esben Sneum og fortsætter:
Plejehjemmet Lindehaven i København. Foto: Space Innovators
Plejehjemmet Lindehaven i København. Foto: Space Innovators
Plejehjemmet Lindehaven i København. Foto: Space Innovators
– Det var en stort plejehjem på Frederiksberg, Lindehaven, hvor vi endte med at stå for både indretning, wayfinding og indbygget inventar. Selv om vi også laver indretninger af kontorer, sundhedshuse, uddannelsesinstitutioner og restauranter, har vi oparbejdet en ekspertise inden for sundhedsbyggeri med fokus på ældre og plejehjem.
Fra wayfinding til planter
Opgaven med indretningen af Lindehaven var en kompleks størrelse med mange interessenter, hvor Space Innovators stod for at samle alle trådene. De blev hyret af KAB til at varetage indretningsprojektet, da boligselskabet var bygherre. Men Frederiksberg Kommune og driftsfolk skulle også få det til at fungere.
– Der var ingen brugere ind over før helt til sidst, så det handlede mest om, hvordan det her hus skulle driftes og fungere i praksis. Vores opgave var at finde ud af, hvordan det kunne designes og lande på en god måde, hvilket lykkedes trods de mange interessenter og hensyn til drift, hjemlighed og praktik, fortæller Maren Brostrøm Buchwaldt, som suppleres af Esben Sneum:
– Vi hold os inden for budgettet. Det var også sjovt og en speciel følelse bagefter at have været ind over alt, siger han.
Space Innovators særlige ’take’ på care-segmentet betyder, at de har en helhedsforståelse. Det vil sige, at de ikke kun indretter og designer møbler/inventar, men også fuldender løsningen med skiltning i form af wayfinding, nips, kunst og grønne planter samt belysning.
– På Lindehaven stod vi overfor en brandmæssig problematik i opholdsstuer på gangene, som umiddelbart kun måtte møbleres med stål og beton. Det kan man ikke byde de ældre, så vi arbejdede tæt sammen med brandrådgiveren om, hvad vi kunne gøre for at skabe hjemlighed og hygge. Det gjorde vi bl.a. ved at opbygge skærmende nicher i ikke-brændbare materialer og brandhæmmende eller lette møbler, siger Esben Sneum og fortsætter:
– Vi arbejdede meget med en reminiscens, bl.a. fra biblioteker. Så hvor vi gerne ville have haft bøger, er der brugt tapet med bøger. På samme måde har de i en anden niche arbejdet med at illudere en havestemning ved hjælp af naturmaterialer som træ samt akustikregulerende, ikke-brændbare materialer for at understrege en ’grøn’ stemning og en god akustik.
Formålet er at give beboerne en fornemmelse af at være udendørs, selv om kravene om brandsikkerhed sætter naturlige begrænsninger. Træ er et velkendt materiale, som virker hjemligt, og Space Innovators medtænker altid det faktum, at stedet både er nogles bolig og andres arbejdsplads.
– De to præmisser går hånd i hånd, og det kan være svært at integrere, men vi synes, at vi er lykkedes med det, siger Maren Brostrøm Buchwaldt, som også arbejder med koncepter med navne som Trinbrættet, Biblioteket og Havestuen for at skabe genkendelige pejlemærker på de lange gange.
Læs også:
Portræt af møbeldesigner Anker Bak, der fordeler sit virke 50/50 på at tegne møbler og hjælpemidlerFarver i douce toner
Space Innovators benytter sig specifikt af farver som et særlig greb i indretningen. Farver bruger de til at underbygge stemninger med. De ser farver som et mere subtilt greb, da man ikke på samme måde som med f.eks. wayfinding opdager, at indretningen gerne vil et sted hen.
– Vi har lavet andre projekter, hvor det er mere udpræget end med Lindhaven, fordi der i projektet var grænser for, hvor mange steder vi kunne bestemme farverne på væggen. Men vores fingeraftryk med douce naturfarver – tone i tone eller monokromt – er nok lidt gennemgående, forklarer Esben Sneum, som arbejder med kundens kerneværdier ved bl.a. at tage brugerne med på råd og lytte til dem, der skal bruge det – de skal føle sig godt tilpas.
De rådgiver kunden, og hvis de kan se, at det kan gøres anderledes eller bedre end det, kunden oprindeligt har tænkt, så taler de om det.
– Vi sætter os ind i, hvem de er, og hvad de vil, så vi bedst muligt kan understøtte deres ønsker på deres præmisser. Men man kan nok alligevel godt se, at vi har været der, selv om vi ikke har et bestemt udtryk, vi gerne vil presse ned over projekterne. Vi tilfører ofte afdæmpede farvetoner og tiltag med flest muligt naturmaterialer, supplerer Maren Brostrøm Buchwald om den sammenhæng og det fingeraftryk, som de sætter – altid med masser af grønne planter, hvor det er muligt.
Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. Foto: Sarah Lange/Yeehaw Studio
Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. Foto: Sarah Lange/Yeehaw Studio
Center for Mental Sundhed. Foto: Space Innovators
Mental sundhed og konservatorie
Space Innovators laver mere end projekter på plejehjem, og et af deres aktuelle projekter er for Københavns Kommune, som er ved at etablere et nyt center for mental sundhed. Indretningen kommer også til at indbefatte farve på væggene, planter, supplerende belysning og gardiner, så brugerne oplever, at de er i et mere hjemligt miljø.– De skal føle sig godt tilpas, og sjælefred harmonerer ikke særlig godt med voldsomme farver og fuld fart frem. Vi skal bl.a. indrettet en masse samtalerum, nogle store sale og opholdsrum. Brugerne er voksne med ADHD og stressramte, så omgivelserne skal være rolige og rare at være i, fortæller Esben Sneum og fortsætter:
– Det andet aktuelle projekt er en mere spektakulær opgave for Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, hvor vi indretter opholdssteder for de studerende i det gamle Radiohuset på Rosenørns Allé, som Wilhelm Lauridsen har tegnet. Det er en smuk, historisk og fredet bygning med mange virkelig flotte detaljer, så vi arbejder med møbler og virkemidler, der kan understøtte den eksisterende indretning og stil.
Space Innovators har derfor gravet sig ned i historien bag, og sammen med bygherre har de fundet eksisterende skatte i gemmerne. De har kigget efter, om der var noget, som de kunne genbruge.
– Vi har bl.a. omdannet nogle af husets oprindelige væglamper til pendler. De hænger nu og har fået nyt liv i klynger flere steder, bl.a. over nogle plantekasser. Plantekasserne har vi tegnet og fået specialfremstillet med et rillet mønster, mage til de originale træpaneler, siger Maren Brostrøm Buchwald og fortsætter:
– Vi har på samme måde tegnet og fået produceret radiatorskjulere, så de blender naturligt ind i det ikoniske hus.
Da Space Innovators mål er, at deres indretninger også skal se pæne ud om fem år, må de også tage højde for den daglige drift, hvorfor de også anvender kunststof, hvor det er påkrævet, selv om de elsker naturmaterialer.
– Vi arbejder meget med at finde de rette materialer til den rette brug. For os er det bæredygtighed nemlig ikke kun genbrug og upcycling af eksisterende materialer i nyindkøb, men i høj grad også at vælge inventar med lang designmæssig holdbarhed og slidstyrke samt at genbruge og bygge videre på det eksisterende.
Transformation ligger også Space Innovators meget på sinde, og de er lige nu i gang med et projekt under Bevar Mere, hvor Grundejernes Investeringsfond, Landsbyggefonden, Dreyers Fond og Realdania står bag.
– Det handler om, hvordan vi kan bruge og udvikle den eksisterende bygningsmasse i stedet for at bygge nyt. Et tiltag er f.eks. at omdanne parcelhuse, hvor der måske kun bor en ældre person på mange kvadratmeter til to-families boliger, slutter Space Innovators.
Læs flere portræt-artikler af danske og internationale designere og indretningsarkitekter
