Den både rustikke og elegante Format Chair er designet af Lysemose & de Gier
3daysofdesign: Mere kultur end produkt
Når én af verdens mest “livable cities” danner en populær ramme om en fejring af design, skyldes det bl.a. kulturen, tilgængeligheden og et mindre fokus på produkter.
Designugen i København er vel overstået, og gader og stræder kunne man hurtigt spotte, at udlændinge er flokket til hovedstaden for at opleve, hvad der rører sig inden for dansk design. Det stigende antal besøgende gennem årene er det konkrete bevis på, at 3daysofdesign er kommet for at blive, og at populariteten er jævnt stigende. Antallet af besøgende er steget fra 60.000 i begyndelsen til over 100.000 i dag, så det er langt fra længere en lokal begivenhed, men en international smeltedigel af designinteresserede fra både ind- og udland.
Europæerne fylder naturligt nok mest, men japanere møder man også overalt i byens design-venues. Italienerne, som jo har deres egen enorme designuge, Design Week Milano, er også i byen, og de er tydeligvis begejstrede over for det, som København kan i designmæssig sammenhæng.
– Jeg bor i Milano og er til designugen i København for første gang. 3daysofdesign er en langt bedre oplevelse end vores designuge, da byen for det første er meget nemmere at overskue og komme rundt. For det andet ligger de forskellig designevents inden for en fin rækkevidde, og for det tredje føles det langt mere som en kulturel oplevelse end en uendelig række af produktnyheder, siger Elena Sommariva, redaktør på det italienske arkitektur- og designmagasin Domus, da Indret.dk møder hende hos Vitra og Kvadrat i Nordhavn.
Bascule er designet af den tyske designduo, Studio OE, som består af Lisa Ertel og Anne-Sophie Oberkrome.
Bolia har valgt at fokusere på deres flagshipstore i Kuglegården på Holmen, men havde udstillet den nye kollektion af havemøbler på gaden foran butikken.
Udendørsrummet ved Helligåndshuset er også taget i brug, så forbipasserende kan opleve design i bybilledet.
Den østrigske designer Laurids Gallée har skabt designobjekter beklædt med gulvvinyl fra Tarkett.
Lys skaber følelser
Som altid åbner flere ambassader døren for et nøje kurateret udvalg af design fra deres respektive lande – og som en friskt og anderledes pust udefra kan man opleve en spændende udstilling af den polske designdelegation fra Warszawa, under navnet Polish Redesign. Ud over at være utrolig Instagram-venlig byder udstillingen på en kreativ og lidt skæv vinkel på velkendt design, bl.a. i form af en skulpturel, håndlavet lysekrone af messing og matteret glas.
– Lys er aldrig bare en funktion – det bliver til et materiale, der kan skabe følelser, dybde og underbygge, hvordan arkitektur opleves, fortæller Justin Oboladze, som grundlagde sit designstudie i 2014 og arbejder i krydsfeltet mellem design, arkitektur og funktionel kunst.
Elegant og robust
På udstillingen Objects May Very præsenteret i samarbejde med TAKT og Dinesen kan man bl.a. se den nye stol Forma Chair, designet af Michael Lysemose og Nicolai de Gier. Deres designsamarbejde er kendetegnet af, at de skaber produkter til hverdagsbrug ud fra en kærlighed til godt håndværk. Forma Chair er derfor helt bevidst genkendelig i sit funktionelle udtryk, men forener på samme tid elegance og robusthed.
– Vi formgav Forma Chair i spændingsfeltet mellem lethed og robusthed – et kompakt udtryk, hvor hver en linje og detalje tjener et formål. Med et fokus på et minimalt ressourceforbrug har vi ønsket at skabe en stol, som forener komfort, stabelbarhed og fleksibilitet med et roligt, men også karakterfuldt udtryk, udtaler Michael Lysemose om deres nye stol.
Ud over stolen kan man se en række bud på knagerækker og stumtjenere, som også hører under de helt lavpraktiske hverdagsdesign som stole. En af de blandt mange opsigtsvækkende bud på den moderne stumtjener er Nawa Coat Stand designet af japanske Erina Caldeira. Den er så skarptskåret i sit design, at den tydeligvis er oplagt til mennesker, der bor småt. Det er nemlig blot en rundstok, hvorpå ringe af reb er monteret i fire huller.
– Nawa betyder reb på japansk, og rebets fleksibilitet har inspireret mig til at forme det som en slags bløde løkker eller kroge, hvor på man hænge tøj, tasker, hatte osv. Stangen og den cirkulær plade som fod er fremstillet af pulverlakeret metal, der er en materialemæssig kontrast, som giver mig mulighed for forskellige farvekombinationer, fortæller Erina Caldeira, som viste den første gang i 2025 som en del af Salone Satellite-talentprogrammet.
Fra musik til vinyl
De danske designbrands holder fanen højt, og man vil som altid finde design fra øverste hylde – og innovative designsamarbejder – hos de store navne som Fritz Hansen, Carl Hansen & Søn, Magnus Olsen, Finn Juhl, Bolia osv. Fritz Hansen har i tre sammenhængende rum sat lytteoplevelsen i fokus via deres “Sound Club - 3 Days of Design 2026.
Her kan man i hhv. en ‘listening lounge’, gårdhave og og butik få et indtryk af, hvordan “lyd former måden, vi oplever møbler, lys og materialer i et rum”. Gårdhavestemningen med bl.a. DJ-sessions er nok det, der kommer tættest på det, som er det store hit i Milano – at invitere publikum ind i unikke oplevelsesrum. En af de helt store oplevelser for undertegnede var at mærke komforten i den nye lænestol, Bascule, designet af den tyske designduo, Studio OE, som består af Lisa Ertel og Anne-Sophie Oberkrome.
