
OneCollection og Design Solutions: Bæredygtig indretning på NATURKRAFT
Til juni åbner NATURKRAFT ved Vesterhavet – Danmarks nye oplevelsesarena med fokus på klima, bæredygtighed og grøn omstilling. Firmaet Design Solutions har ledt efter en bæredygtig stol til projekt og kontaktede møbelproducenten OneCollection.
Ingen steder i Danmark spiller naturen så meget med musklerne som i det vestjyske, hvor Vesterhavet æder klitterne, vinden suser gennem gaderne, og alle træer hælder kraftigt mod øst. Når Naturkraft åbner i juni 2020 bliver den vestjyske natur destilleret til en sansemættet oplevelse for alle generationer i en oplevelsesarena, der omsætter naturens kræfter til interaktive aktiviteter, tankevækkende læring og skaber et nyt paradigme for den brede befolknings naturvidenskabelige forståelse.
Fokus på den bæredygtige produktion
Til juni åbner oplevelsesarenaen Naturkraft i Ringkøbing. Ambitionen er at blæse de besøgende bagover med fascinerende oplevelser af naturens kræfter, at rykke grænserne for leg og læring samt give os den viden om naturens sammenhæng, der er en forudsætning for at lykkes med den grønne omstilling
Derfor er jagten sat ind for at finde den helt rigtige stol, der kan bære de forventede 260.000 gæster om året – og blive produceret bæredygtigt. Det er ikke lige sådan at finde en bæredygtigt produceret ’hverdags-stol’, som både kan stables, er nem at gøre ren og kan holde til leg, energi og flere hundrede gæster om dagen.
Design Solutions har ledt efter en bæredygtig stol på vegne af NATURKRAFT og kontaktede møbelproducenten af blandt andet Finn Juhls møbler, OneCollection. De to lokale virksomheder kom på idéen om at genbruge designet af en konferencestol, som OneCollection har produceret i 20 år, og udskifte materialerne, så den lever op til kravet om bæredygtighed.
Stolen er oprindeligt designet af islandske Erla Óskarsdóttir og NATURKRAFTs model bliver med træ i stedet for plastik og genbrugspolyester til sædet. Det oprindelige design, ved navn Bessi, er blandt andet blevet brugt til klimatopmødet COP15 i København i 2009, hvor den daværende amerikanske præsident Barack Obama sad i den. Som prikken over klima I’et kan stolen hentes lige i baghaven. Producenten, OneCollection, og Design Solutions, som havde til opgave at finde NATURKRAFTs nye stol, er nemlig begge lokale Ringkøbing virksomheder. De kan praktisk talt levere stolene på gåben.

At mærke naturens kræfter på sin krop
Naturens fascinerende kræfter er omdrejningspunktet i det, der er godt på vej til at blive hele Danmarks nye lærings- og oplevelsesarena. Arenaen på fem hektar og den dertilhørende hovedbygning bliver et forundrings- , forståelses - og forandringslokomotiv – med et mål om, at de besøgende gennem leg og læring bliver klogere på naturens kræfter og får inspiration til en grønnere adfærd. Hele Naturkrafts område og den omgivende natur danner afsæt for udviklingen af de oplevelsesspor og undervisningsforløb, som kan give besøgende en indsigt i naturens kræfter.
Arenaen vil bestå af en stor ringvold på over 600 meter i omkreds med en integreret hovedbygning på knap 5.500 etagem2. Udendørs kan du blandt andet opleve klatrebaner i klitterne, gå på opdagelse i karbonskoven, mærke centrifugalkraften i hæsblæsende Zorbing-kugler, få vestenvind i håret i svævebanen, gå på opdagelse i otte vestjyske biotoper, transportere dig rundt ved hjælp af trækfærger, blive blæst bagover af en vesterhavsstorm i vindturbinen, rutsje ned gennem den enorme ringvold samt besøge den store event-ø med skiftende aktiviteter. Hovedbygningen vil, foruden et stort legeområde, sanseinstallationer som en kæmpemæssig bølge og et fascinerende klitlandskab, rumme tre sfærer, hvor man kan undersøge og forstå naturens kræfter i et interaktivt digitalt univers, blandt andet i form af et klimaspil, der visualiserer, hvordan eksempelvis udskiftningen af et kulkraftværk med en vindmøllepark påvirker CO2-udledningen.
På Naturkraft vil man således inspirere til blandt andet affaldssortering, genanvendelse og at mindske forbruget af plastik. Og gennem et nyt madkoncept i Naturkrafts restaurant tages de besøgende med på en opdagelsesrejse gennem lokale fødevarer, en CO2-aftryksmåler og via til- og fravalg af kød i en menu baseret på fremtidens bæredygtige fødevarer.