
AV Egoist chaiselong, sort, Arne Vodder
Vodders chaiselong AV Egoist får nyt liv
Chaiselongen AV Egoist var et af den danske arkitekt, Arne Vodders egne favoritmøbler. Han tegnede den i starten af 1950'erne, og den blev kun fremstillet i ganske få eksemplarer. Nu får den nyt liv hos den danske møbelproducent Sibast Furniture.
Den er sjælden, den er tidløs og helt sin egen - og så var chaiselongen AV Egoist et af den danske arkitekt og designer Arne Vodders (1926-2009) egne favoritmøbler.
Arne Vodder, 1963, Portræt
Alt det til trods blev chaiselongen kun fremstillet i ganske få eksemplarer, da den blev designet i starten af 1950'erne.
Det bliver der nu rådet bod på. Den danske møbelvirksomhed, Sibast Furniture, har været i arkiverne sammen med Arne Vodders søn Michael Vodder, og ved hjælp af gamle tegninger og opmålinger, samt et par fotos, er det nu lykkedes at genskabe chaiselongen, som Michael Vodder ikke tøver med at kalde sin fars signaturmøbel.
Signatur design
AV Egoist er på én gang organisk og kraftfuldt i sit udtryk.
Det komfortable møbel signalerer spændstighed og afslapning, taktilitet og finesse, og så kobles eksklusive materialer med fint håndværk.
Chaiselongens tilbagelænede og svungne sædeskal består af en organisk formet træramme, hvorpå der er udspændt et gitter af flettet kernelæder.
Sædet hviler nonchalant på et elegant træ stel i enten valnød eller eg. Resultatet er et helstøbt og harmonisk møbel, der på trods af et stilrent udtryk og robuste naturmaterialer tilbyder en favnende og blød sidde/liggeplads.
Stolen fås med et integreret sidebord med arm af messing og bakke i massiv eg eller valnød. Bakken har et blødt, trevinklet format og giver lige nøjagtig plads til en kop, et glas, en avis, en tablet eller en bog.
Egoist Chaiselong af Arne Vodder 1951, Sibast.
Unikt udtryk
- Chaiselongen passer perfekt ind i vores kollektion på grund af den håndværksmæssige høje standard og det smukke, tidløse design.
Den har et unikt udtryk og en klassisk elegance, der går i perfekt dialog med de designs, som i øvrigt er i vores møbelportefølje, skabt af blandt andre Helge Sibast, Piet Hein og Arne Vodder, forklarer CEO Ditlev Sibast, der er medindehaver af og fjerde generation i Sibast Furniture.
Ditlev Sibast faldt over en vintage model af Arne Vodders chaiselong på nettet, hvor den dukkede op på en auktionsside.
Det skulle vise sig, at Arne Vodders søn, Michael Vodder, der varetager sin fars designarv, havde de håndgjorte tegninger liggende i arkivet.
Herfra kunne arbejdet med at skabe en mål fast model gå i gang. Chaiselongen blev oprindelig fremstillet i bøg, mahogni og teak i kombination med kernelæder, som på den relancerede variant. Den relancerede model fremstilles i valnød og eg.
Ikonisk møbel
Michael Vodder var ikke født, da hans far tegnede chaiselongen, men han har alligevel en meget nærværende erindring om møblet, fordi det i hans barndom stod hjemme hos en kammerat.
Egoist Chaiselong af Arne Vodder 1951, Sibast, cloesup
Sibast, Egoist Chaiselong, closeup.
- Jeg husker, at min far havde stor interesse for den type stole, og at han var meget stolt af chaiselongen. Jeg har i mit voksne liv altid ønsket mig netop den stol i mit eget hjem, fortæller Michael Vodder, der glæder sig over at Sibast Furniture nu puster nyt liv i chaiselongen - og at han således får sit eget ønske opfyldt.
- Det var en af min fars mest ikoniske møbler, og jeg tænker, at det stadig er aktuelt og friskt i sit formsprog, uddyber Michael Vodder, der fortæller at Arne Vodder havde en intuitiv fornemmelse for formater og harmoni.
Sibast Furniture har specialiseret sig i respektfulde relanceringer og videreudvikling af ikoniske møbler fra 1950'erne og 60'erne, og Arne Vodder er repræsenteret med flere møbler i Sibast Furnitures kollektion. Ditlev Sibasts morfar, arkitekt Helge Sibast, der blandt andet har skabt en stribe stole, havde i to årtier et tæt venskab og samarbejde med Arne Vodder – et samarbejde, der blev starten på et sandt eksporteventyr.
AV Egoist chaiselong fremstilles i valnød eller FSC-certificeret eg i hvidolie, natur olie, mørk olie, sæbebehandlet eller røget. Flettet kernelæder fra Sørensen Læder i farverne sort, cognac og natur.
Chaiselongen fås med nakkepude samt et sidebord i messing og massiv eg eller valnød.
Dimensioner: H: 95.5 cm x B: 59.5 cm x L:142 cm
Vejl. udsalgspris fra 34.995 DKK inkl. moms
AV Egoist chaiselongen kan ses hos Sibast Furniture forhandlere fra september 2022.