
Nami
Status på cirkulært design og produktion – et voksende marked
Brugen af genanvendte materialer i møbler vokser, specielt på kontrakt-markedet, og Louise Mørk fra møbelproducenten HOUE og Betina Simonsen fra Lifestyle & Design Cluster ser en række lyspunkter i et felt, hvor mange desværre stadig selv har skullet opfinde løsningerne.
Betina Simonsen, direktør i Lifestyle & Design Cluster
Med et meget lavt cirkularitetsniveau har vi i Danmark et stort behov for at forlænge vores produkters levetid. Hvor dette ikke er muligt, bør vi forsøge at genanvende materialer på den bedst mulige måde, mener direktør i Lifestyle & Design Cluster, Betina Simonsen, og hun ser en række muligheder for at skabe innovative og æstetisk tiltalende møbler ved en højere grad af genanvendelse af plast i produktionen:
- Den genanvendte plast kan give unikke teksturer og farver, hvilket appellerer både til miljøbevidste forbrugere og til det private og offentlige kontraktmarked. Stadigt flere bygge- og indretningsprojekter har fokus på miljøvenlige produkter, og nogle prioriterer at holde produkter og materialer i loop ved evt. nedrivning og efterfølgende nyindretning – altså genanvendelse af gamle materialer til nye produkter i de nye projekter.
Genanvendelse kræver plast af høj kvalitet
I dag genanvendes kun en brøkdel af vores brugte plast, hvilket hænger sammen med, at kvaliteten af genanvendt plast kan variere meget afhængig af kilden og metoden for genanvendelse. Dette kan føre til uensartede egenskaber, hvilket kan påvirke møblernes holdbarhed og æstetiske udtryk. Derudover har genanvendt plast som udgangspunkt ikke samme egenskaber som ny plast. Det betyder, at det eksempelvis ikke altid er muligt at genanvende virgin plastik og holde farverne ensartede, fortæller Betina Simonsen:
- Ofte forventes der lavere priser på cirkulære produkter, men omkostningerne ved indsamling, sortering og behandling af genanvendt plast er typisk højere end ved nye materialer. Der er derfor behov for udvikling af bedre metoder til genanvendelse og behandling af plast for at gøre det mere anvendeligt i møbelproduktionen. Desuden findes der ikke altid klare standarder for, hvad der kan betragtes som genanvendt plast, hvilket kan skabe forvirring for både producenter og forbrugere
Louise Mørk, Sustainablity Manager hos HOUE fra Ry
En virksomhed, der længe har arbejdet med den cirkulære dagsorden, er møbelproducenten HOUE fra Ry, og Sustainablity Manager Louise Mørk har oplevet betydelige udfordringer i deres bæredygtige rejse:
- Vores proces har tidligere været håndholdt, præget af små mængder og ressourcemæssige udfordringer med at opnå ensartede materialer – specielt når det kom til farver. I dag er det blevet lettere at få adgang til post-consumer recycled (PCR) materialer, men håndteringen heraf er stadig mere kompleks sammenlignet med specifikke industrielle affaldsstrømme. Tidligere blev meget PCR-materiale brændt, men efter flere års arbejde har vi set forbedringer i sortering og i udviklingen af anlæg, der kan behandle det, selvom vi ikke er i mål.
Flere krav til genanvendelse på kontraktmarkedet
Louise Mørk oplever, at offentlige institutioner i stigende grad promoverer cirkulære løsninger, som inkluderer genanvendelse af materialer. Det kan betyde, at møbler lavet af genanvendte materialer bliver opprioriteret i forhold til virgine materialer.
- Opbakningen fra offentligheden og beslutningstagere kan øge efterspørgslen og accepten af møbler lavet af genanvendt plast. For eksempel har hotelkæder som Signatur Hotel & Konference implementeret hvor hotelkæder som Signatur Hotel & Konference har implementeret initiativer til at omdanne deres affald til nye produkter. Kommuner har givet nyt liv til plastaffald fra valgplakater og kommunale affaldsstrømme. Efterspørgslen efter bæredygtige produkter er støt stigende i detailhandlen, og specielt i kontraktsalg er der en voksende fokus på, at produkter skal indeholde genanvendte materialer, siger Louise Mørk.
FALK Chair
reCLIPS
Behov for strømlinede processer for genanvendelse
I HOUE har man arbejdet med håndsorteret post-consumer affald, men nu begynder flere aktører i Danmark at forbedre deres sorteringssystemer, hvilket åbner op for at kunne finsortere affald mere effektivt i store anlæg, understøttet af lovgivningsmæssige tiltag. Louise Mørk slutter af:
- Den igangværende udvikling rejser spørgsmålet om hvordan, vi sikrer størst mulig genanvendelse af post-consumer affald – og samtidig skaber anvendelige materialestrømme, som kan sikre øget brug. I HOUE investerer vi betydelige ressourcer i at udvikle nye løsninger, og vi er åbne for at teste nye idéer og tilgange, da der er konstant udvikling og forandringer, som vi skal navigere i – herunder ejerskabet af affaldet, de eksisterende systemer og de materialer, der er tilgængelige.
Om HOUE
Møbelvirksomheden HOUE er grundlagt i 2007 af Lars Houe, hvor man har fokus på både kvalitet og bæredygtighed i produktion og design af deres møbler.
Om Lifestyle & Design Cluster
Lifestyle & Design Cluster er den nationale klynge for design, mode og møbler, og deres cirkulære møbelnetværk tæller mange af branchens virksomheder, der arbejder med den cirkulære omstilling.