Oldermand Mads Raaschou, Københavns Snedkerlaug
Nu kan du indstille til Snedkerprisen 2026
Københavns Snedkerlaug har åbnet for indstillinger til Snedkerprisen, som hædrer restaurering, træhåndværk og design, der forener tradition, nytænkning og høj kvalitet.
Københavns Snedkerlaug inviterer hele branchen til at pege på kandidater til Snedkerprisen 2026. Prisen kan hædre både projekter, byggerier, værksteder og individuelle aktører, der løfter træ som materiale og snedkerfaget som disciplin, fortæller Snedkerlaugets oldermand Mads Raaschou. Snedkerprisen 2026 uddeles den 11. juni og gives til en person, virksomhed eller et projekt i Danmark, der markerer sig ved at udvikle snedkerfaget og demonstrere, hvordan træ, håndværk og nytænkning kan forenes i praksis.
– Vi ved, at der findes stærke kandidater rundt omkring i hele landet – i værksteder, byggerier, restaureringer, designmiljøer og blandt bygherrer og rådgivere, der tør satse på træ og godt håndværk, siger Mads Raaschou i en pressemeddelelse.
Med en prissum på 150.000 kroner er Snedkerprisen blandt de mest markante hæderspriser inden for det træfaglige område. Prisen – der er muliggjort med støtte fra Kirsten og Freddy Johansens Fond – anerkender både det præcise håndværk og den faglige indsigt i krydsfeltet mellem tradition, materialeforståelse, innovation og bæredygtighed.
Kig bredt omkring
Ifølge Mads Raaschou, favner prisen bredt i både skala og discipliner:
– Snedkerprisen har hædret alt fra restaurering og historisk bygningshåndværk til specialiseret orgelbyggeri, møbelkunst og udviklingsarbejde med nye materialer. Senest gik prisen til Videnscenter for Håndværk og Bæredygtighed for projekt Grøn Snedker, som arbejder med at integrere bæredygtighed i snedkeruddannelsen, fortæller oldermanden i en pressemeddelelse.
Han peger på, at netop kombinationen af klassisk håndværk og nye materialestrategier er central for fagets udvikling.
– Snedkerfaget rummer noget af det fineste i dansk håndværkstradition – både i den klassiske udførelse og i nutidige løsninger, hvor præcision, materialekendskab og arkitektonisk kvalitet går hånd i hånd, slutter Mads Raaschou.
Blandt tidligere modtagere er Noma, Egeværk, Kongehallen i Lejre, Retten i Aarhus, Marcussen & Søn Orgelbyggeri samt Videnscenter for Håndværk og Bæredygtighed.
Indstillinger til Snedkerprisen 2026 kan indsendes nu. Prisen uddeles den 11. juni 2026.
Fakta om Snedkerprisen
Snedkerprisen uddeles årligt af Københavns Snedkerlaug til en person, virksomhed, institution eller et projekt, der har ydet en særlig indsats for snedkerfaget.
Prisen tildeles aktører, hvor træ spiller en central rolle – enten i udførelse, design eller udvikling. Det kan være inden for nybyggeri, restaurering, møbeldesign eller teknologisk innovation i træbaserede materialer.
Læs også vores serie af portrætter af snedkere, designere og indretningsarkitekter