Moesgaard Museum tager os på sanserne

Når vi træder ind i et udstillingsrum på Moesgaard, ankommer vi til et univers, som rammer os på alle sanser: Duft af tjære fra et vikingeskib, røg i halsen og knitren fra et bål ved en vikingeplads, fuglekvidder og vand, der risler i en atriumhave i Pompeji, sol i øjnene til en gladiatorkamp i Colosseums arena. Det skal alt sammen klæde os på til den videnskabelige formidling, fortæller arkitekt Ole Birch Nielsen, som er leder af udstillingstegnestuen på Moesgaard Museum:

- Vi vil ramme folk på sanserne og følelserne – og derefter kan vi fylde viden på. I vores udstilling om gladiatorer oplevede man en dags kamp i arenaen på egen krop. Først så man gladiatoren, derefter arenaen, og her kunne man se løven i buret eller opleve gladiatorkampen fra kejserlogen. Så når man gik ind til museumsgenstandene, forstod man, at gladiatorerne har kæmpet for deres liv med de her udstillede hjelme og rustninger.

 

Det er et strategisk greb at sætte mennesket, som bruger genstandene, i centrum – og ikke genstandene selv. Ideen er, at vi skal lære af fortiden, og det kræver identifikation og indlevelse i de mennesker, som kom før os, hvis fortiden skal have relevans for det moderne menneske.

- Alt skal udgå fra det menneskelige, for vi skal spejle os i fortiden og bruge fortiden aktivt i nutiden. Vi tager derfor ikke en genstand med for dens egen skyld, for det er den menneskelige historie, vi vil formidle, fortæller Ole Birch Nielsen.

 

Gladiator Colosseums helte

Vi vil skabe magiske verdener

Ole Birch Nielsen står i spidsen for museets udstillingstegnestue med 14 ansatte, som arbejder med koncepter, udvikling og opbygning af udstillinger, som også sælges til andre museer herhjemme og i udlandet. De har et konstant fokus på at skabe den rette designmæssige balance mellem faktuel historieformidling og en formidling med et element af tolkning:

 

- Det er forskerne, der kommer med en fortælling, og vi formidler forskernes hjerteblod. Men vi skal ikke have 100 % videnskabeligt belæg for det, vi viser. Vi vil lave magiske verdener. Vi vil skabe stemningen af at være i en magisk mose, som for eksempel ved gravballemanden. Og forskerne skal også være parat til at give en tolkning, som når vi fortæller om en fletning, der blev ofret i mosen. Det VED vi jo faktisk ikke, men det er en kvalificeret analyse.

 

Det handler ifølge Ole Birch Nielsen om at arbejde med antydningens kunst fremfor at genskabe fortiden 1:1, for, som han siger, `Hvis vi går naturalistisk til værks og ikke kommer i mål, ender vi i uncanny valley´, og refererer til det begreb inden for computerteknologi, at når en robot ligner mennesket for meget, bliver udtrykket uhyggeligt.

Han fortæller dog, at museet også arbejder med eksterne rekonstruktører, som har rekonstrueret fortidens mennesker naturalistisk på baggrund af DNA-analyser og knoglemateriale. Det er blandt andet de fortidsmennesker, man ser på museets trappe, som forbinder etagerne. 

 

På vej mod katastrofen, Pompeij og Herkulanum

En udstilling er en fortælling, folk bevæger sig igennem

Men det er en undtagelse fra de koncepter, man arbejder med i udstillingstegnestuen. Her arbejder udstillingsarkitekter, teaterscenografer, multimediedesignere, animationsinstruktører med flere tæt sammen om at udvikle udstillinger med inspiration fra teater, film, billedkunst og litteratur. Udstillingsmediet har dog en særlig mulighed, som de andre kunstarter ikke tilbyder:

 

- Vi kender alle oplevelsen af at blive opslugt af film, teater og litteratur. Det er det samme, vi vil her, men her kan vi flytte os fysisk i udstillingsrummet – i tid og sted. Det er det stærke ved udstillingsmediet, og en mulighed, som de andre kunstarter ikke har, at man befinder sig i et rum og bevæger sig igennem tid og sted. Pludselig er vi midt i det store slag, der gik forud for våbenofringerne i Illerup Ådal i år 200 e.v.t., eller danser med vores afdøde forfædre på torvet i Mexico til de dødes dag, siger Ole Birch Nielsen.

At fortælle historier i rum – det er opgaven. Og her trækker holdet på de dramaturgiske greb i de klassiske kunstarter:

 

- For os handler dramaturgi om at gestalte en fortælling i et rum med intro, action og outro. En udstilling er en fortælling, folk bevæger sig igennem. Det er forskelligt fra teatret og bogen, for det er ikke et lineært forløb på museet, men vi kan stadig arbejde med de samme greb.

Ole Birch Nielsen beskriver udstillingsholdet som en pulje af kreative og kunstneriske kræfter, og det er i mødet mellem de forskellige fagprofiler, gnisten springer. Eller som han siger: ”Det er her, poesien kommer ind”:

- Vores scenografer og teaterfolk kommer med en anden stoflighed end arkitekterne og har en anden måde at tænke storytelling på. De er skarpe på dramaturgien og ved, hvordan man fortæller historier i rum. Til gengæld er man i den klassiske teaterscenografi ikke vant til, at publikum er på scenen eller bevæger sig i rummet - det er udstillingsarkitektens ekspertise, og derfor er det i mødet mellem de to, magien opstår.

 

Teknikloft med inspiration fra teatret

Det er ikke alene udstillingsarkitekturen, men også bygningsarkitekturen, som trækker på inspiration fra teaterverdenen. Det prisvindende byggeri, som er tegnet af Henning Larsen Architects i samarbejde med Kristine Jensens Tegnestue, er designet ud fra et black box-princip, der ligesom i teatret er uden lysindfald. Og det var et ønske i udstillingstegnestuen, da man designede huset, fortæller Johan Ahrenfeldt, som er ansvarlig for udstillingsteknikken på museet, dvs. lys, lyd og billeder:

- Det var et ønske, at der ikke måtte være lysindfald i nogen af udstillingsrummene. Kun på trappen er der naturligt lys. På den måde er vi i kontrol og kan bestemme, om det skal være dag eller nat. Til gengæld har alle udstillinger adgang til et pauserum, hvor der er et stort lysindfald.

 

Også husets teknikrum henter inspiration i teaterverdenen:

 

- Vi har teknisk infrastruktur under gulvene og over loftet som på teatret – og det er noget, andre museer er misundelige på, fortæller Johan Ahrenfeldt.

Det tekniske loft giver en stor frihed til at placere projektorer, højtalere og lamper optimalt, og at man kan bruge forskellige lamper og lyskilder, da man ikke er begrænset af, at de skal passe i et skinnesystem. Derudover har infrastrukturen den åbenlyse fordel, at man kan kable og skjule udstyret. Og det giver ifølge Johan Ahrenfeldt mulighed for at skabe illusioner:

- Vi arbejder med at skabe en totalscenografi, hvor alt smelter sammen til en helhed. Det er den store opgave. Og det skaber black box-designet og den tekniske infrastruktur rammerne for.

 

 

Lys og skygger

Johan Ahrenfeldt arbejder tæt sammen med museets lysdesignere, mediedesignere og den eksterne lyddesigner om at få lys, lyd og billede til at smelte sammen til en helhed, der understøtter udstillingsarkitektens vision. Det handler om at vælge de rette teknologier, fortæller lysdesigner Lasse Ugilt Sø:

 

På vej mod katastrofen - Pompeji og Herkalanum

- Vi projekterer egentlig meget sjældent på konventionelle lærreder, men bruger aktivt den stoflighed der er i at lave levende billeder på dele af scenografien. Billede og scenografi skal smelte sammen for, at det bliver magisk, og det sker i et tæt samarbejde mellem scenografen, mediedesigneren og os lysfolk. For eksempel har vi i ’RUS - Vikinger i Øst’ en interaktiv medieproduktion på en del af et stort vægprint. Her skal alt virkelig spille for, at det hele smelter sammen og fortællingen kommer til live.

 

Lys og billede arbejder sammen, og projektionen tilrettes live af mediedesigneren, så farver, vinkler mv. spiller optimalt sammen. Det er også mediedesigneren, der laver indholdet til projektionen. Ifølge Lasse Ugilt Sø arbejder museets lysdesignere med skygger ligesom i teaterverdenen:

 

- Både i udstillingsrummet og i montrerne arbejder vi lige så meget med skyggerne, som vi gør med lyset. Vi punktbelyser og laver stort set aldrig fladt ambient lys, som belyser det hele lige. Lyset skal skabe dybde i rummet.

Han bakkes op af kollega Torbjørn Strandborg Eriksen, som også trækker en parallel til billedkunsten:

 

- Man tager et sort rum og laver fokuspunkter, lægger lyset i nogle striber, der laver en bevægelse. Solstrejf på et vægprint for eksempel. Det er ligesom skagensmalerne, de gjorde det bare med penselstrøg, men det er den samme måde, vi arbejder med lys og skygge på.

 

De to lysdesignere er enige om, at arbejdet med lys er intuitivt. `Vi kan se, når det er forkert´, som de siger.

 

Lyset er storyteller på vikingetogtet

I den aktuelle udstilling `RUS – Vikinger i Øst´ om de skandinaviske rusvikinger, som drog østpå og opnåede både rigdom og magt, spiller lyset med som storyteller. På den lange rejse fra det kolde nord til det varme syd, har museets lysdesignere brugt det kolde og det varme lys til at understøtte scenografien og skabe forskellige stemninger i de enkelte rum. Men scenografien har været en udfordring, fortæller Lasse Ugilt Sø:

 

- I udstillingen indgår de her 4,5 meter høje frit hængende, flade bannere med print. Det var min frygt, inden vi gik i gang, at det kunne blive et fladt rum med scenografien i midten og bannerne langs væggene. Det handler om at belyse dem rigtigt, fortæller han og tilføjer:

 

RUS Vikinger i øst

- De her print er lavet med en teknik, der hedder ´matte painting´, og har en perlemorsagtig tekstur. De skal punktbelyses, for at det ikke bliver fladt – man kan ikke bare wall washe det. Så her har vi arbejdet med skiftevis kolde og varme temperaturer for at understrege de farver og toner, der er i materialet og lave highlights, det kan for eksempel være et skib, der stikker ud.

Man er nødt til at opleve scenografien for at kunne lave lyssætningen, fortæller Torbjørn Strandborg Eriksen:

- Vi prøver tit at lave et udgangspunkt ud fra tegninger, men det holder aldrig. Vi har også altid 3D-rum, hvor vi kan gå rundt i udstillinger i VR-briller, men man er nødt til at gå rundt i de fysiske rum og opleve scenografien for, at man kan lave den optimale lyssætning.

Arbejdet med lyssætning er en kreativ proces – også når det kommer til brug af lamper:

 

- Vi kan ikke finde ud af at bruge lamper på en almindelig måde, vi tweaker konventionelle lamper, og laver vores egne goboer og afmaskninger. Lyset skal gøre det, vi gerne vil - understøtte fortællingen og få det hele til at smelte sammen, siger Lasse Ugilt Sø.

 

Også i Vikingeudstillingen spiller lyset sammen med de andre visuals, som skal stimulere vores sanser:

 

- Vi har brugt hazer i vikingeborgen i Kiev for at skabe en filmisk effekt. Røgen giver en fortættet stemning, den skaber dybdeeffekter og får lyskeglen til at stå frem i rummet. Også i den byzantiske kirke arbejder vi med iscenesættelse, her har vi hældt vand i døbefonden. Vi oplever, at folk smider mønter i som i en ønskebrønd, så det er næsten et interaktivt værk, siger Torbjørn Strandborg Eriksen og griner.

 

I projekteringsfasen kigger lysdesignerne på, hvor mange lamper de skal bruge. De har langt de fleste lamper in house men køber ind, når der skal suppleres med speciallamper.

 

Museet har gennem knap 10 år blandt andre samarbejdet med Gobo, som laver lyssætning og leverer lysudstyr til museer og andre udstillingssteder. Og samarbejdet med leverandørerne er vigtigt, siger Lasse Ugilt Sø:

 

- Gode leverandører har fingeren på pulsen, de ved altid, hvad der er af nyt udstyr. De har opmærksomheden ude, kender deres kunder og kan sige ´hey, det her kunne måske være noget for dig´. Jens Lind fra Gobo er god at snakke med, for han laver noget af det samme. Jens er ikke kun ude for at sælge produkter. Han vil have, at vi får det rigtige.

 

RUS Vikinger i Øst

Solen skal styres

Spørger man de to lysdesignere, hvilken af museets udstillinger, som lykkes bedst med at tage os på alle sanser, tøver de, for de vil helst ikke fremhæve én udstilling, men går man dem på klingen, svarer de ´Pompeji´. Udstillingen ”På vej mod katastrofen – Pompeji og Herkulanum” fra 2019/2020 viste både romernes søde liv i Pompeji og Herkulanum og følgerne af den voldsomme naturkatastrofe, der skete, da vulkanen Vesuv gik i udbrud i år 79 og begravede byerne i aske.

- Pompeji var en sanseudstilling med stærke stemninger og filmisk karakter. Pompeji er det mest teatralske, vi har lavet. Det var kontrasten mellem en sommerhave og rummet med de døde.

 

Og især lyssætningen af den romerske atriumhave var en udfordring, fortæller Lasse Ugilt Sø:

- Det er svært at lave en lys udstilling, fordi det kan overdøve genstandene i montrerne. Det er meget nemmere at arbejde med lys i mørke rum. Det var især en udfordring at lave en sommerdag i atriumhaven. Vi havde en kæmpe fresnel-lampe, der skulle agere sol, men den var for vild og ustyrlig, og ideen måtte skrottes. Så ’solen’ blev splittet op i flere lamper, så vi havde kontrol over lyset, og det ikke smadrede alt i resten af udstillingsrummet.

Pompeji var en udstilling, som kælede for alle sanser. I den romerske villa var der etableret et vandbassin, hvor vanddråberne var orkestreret til musikken. Udstillingens lydtæppe er komponeret af Søren Bendixen, som er ekstern lyddesigner, og som har brugt de musikinstrumenter, man brugte på den tid. Han rejste på research til Pompeji inden udstillingen, og derfor er de fugle, der fløj rundt i udstillingen, fugle man finder i Pompeji.

 

Alle rum har en klang

Museet har en speciel tilgang til lyd, fortæller Johan Ahrenfeldt:

 

- Vi scenograferer med lyd. Vores lyddesign skal føre folk ind i scenografien – ind i den tid og det sted, hvor udstillingen foregår, og så understøtter vi det med aktionslyde, som støtter op om noget visuelt, for eksempel et bål, vind, vand og instrumenter. Gæsten skal rammes på sanserne, på det underbevidste niveau, man skal mærke det, men ikke se det.

 

I ’RUS -Vikinger i Øst’ er der musik, men det er der ikke altid. Nogle gange arbejder man mere subtilt med rummets egen klang:

 

- Vi arbejder med det, der hedder room tone, det vil sige, at vi lytter til, hvordan rummet responderer og bruger de lyde, der i forvejen er i rummet. En kirke har for eksempel en klang i kraft af forsinkelse i lyden. Desuden vil der være nogle, der går, nogle, der skramler med en stol eller et kor, der aktiverer den klang. Der er næsten altid noget, der aktiverer klang, fortæller Johan Ahrenfeldt.

 

Museet har en masse højttalere placeret rundt omkring i de enkelte udstillinger, alene særudstillingsrummet har 55 lydkanaler, og lydtæppet mikses direkte til det enkelte udstillingsrum.

 

Udstillingen ´RUS – Vikinger i Øst´ kan opleves frem til 11. september 2022.