
Lysværket City Gazing af kunstnergruppen VOUW
Et poetisk bykort i lysværk til Aarhus Festuge
Designstudiet VOUW fra Amsterdam har i samarbejde med Den Gamle By skabt et monumentalt lysværk – City Gazing Aarhus – der svæver over Bispetorvet under Aarhus Festuge 2025.
Værket City Gazing Aarhus’ fremstår som et lyslevende kort, der bevæger sig med byens 100-årige byudvikling med specialkomponeret lyd af Ertan Çetin. Portættet af Aarhus’ vækst fremstår i et svævende lysbillede, som dukker op efter mørkets frembrud og forsvinder natten over.
VOUWs internationale arvestykke
Designgruppen VOUW har tidligere præsenteret tilsvarende værker i storbyer som Singapore, Amsterdam, Dubai og Sydney. I Aarhus har gruppen suppleret deres digitale kortlægninger med lokal historisk indsigt fra Den Gamle By.
– At bringe City Gazing til Aarhus føles som at komme hjem. Festugen lever i en by med et ry for åbne og varme mennesker – præcis det publikum, der vil standse op, kigge op og fejre ikke blot byens lysende aftryk, men også de menneskelige forbindelser, vi deler under det, siger Justus Bruns fra den prisvindende designgruppe VOUW i en pressemeddelelse.
Læs også om, hvordan arkitekt, lysdesigner og forsker, Mette Hvass, er drevet af, hvordan man skaber lys og mørke, der understøtter stedets kvaliteter, mennesker og deres adfærd i det specifikke uderum og dermed forskellige kontekster
Lokale bidrag og historisk dybde
Den Gamle Bys arkiver og faglige viden om byudviklingen har været afgørende for værkets detaljeringsgrad og historiske præcision. Det visuelle kort ledsages af en lydfortælling skabt af den tyrkiske komponist Ertan Çetin, som giver dimension til oplevelsen.
– Værket City Gazing er en poetisk afspejling af tid, historie og udvikling i Aarhus og spiller på den måde rigtig fint ind i Festugens 60-års jubilæum og i vores jubilæumstema ’Aarhus Festuge – ingen alder’, fortæller Micha Schaarup, producent for kulturfestivalen Aarhus Festuge.
Aarhus Festuge præsenterer lysværket City Gazing Aarhus med støtte fra Dronning Margrethe og Prins Henriks Fond, Augustinus Fonden, Knud Højgaards Fond og Købmand Herman Sallings Fond.
Se VOUWs lysværk
Sted: Bispetorvet, Aarhus
Tid: 29. august–7. september 2025
Lys: Tændt kl. 17–01 (eller til kl. 03 på udvalgte aftener)
Der er fri adgang hele døgnet.