
Den Franske Ambassade. Håndtuftet tæppe. Foto: Astrid Ellemo
3 Days of Design: God atmosfære og korte afstande
Som én af verdens mest ’livable cities’ er København populær for et udenlandsk publikum, og når man sammenligner med andre internationale møbelmesser, så har udlandet for alvor fået øjnene op for 3 Days of Design, som foregår d. 18. til d. 20. juni.
Karimoku Case
Belysning fra italienske Vistosi
Belysning fra italienske Vistosi
Møbel- og designmesser tiltrækker publikum fra hele verden, og de store internationale af slagsen i f.eks. Milano, Chicago, Guangzhou, Lissabon og Stockholm er noget, som de færreste branchefolk vil gå glip af. For både producenter og designere er nødt til at være repræsenteret, når hele verden mødes for at blive inspireret af hinanden i alverdens metropoler. Eller er man nu også det – eller skal man bare satse på de bedste?
I de senere år har denne skribent talt med flere både danske og udenlandske udstillere, som foretrækker de danske designdage frem for de ofte enorme og temmelig uoverskuelige møbelmesser i forskellige storbyer i Norden, USA, Kina og Europa. Det er et rent sansebombardement at besøge f.eks. Salone del Mobile i Rho lidt uden for Milano, hvor messehallerne i antal, størrelse og indretning får danske Bella Center til at virke utrolig lille.
Men det er ikke særlig charmerende at rende rundt i dagevis i kæmpestore betonhaller – uanset hvor spændende standene er indrettet. Og det har designbranchen i Milano heldigvis haft tanke for, så man kan også gå på opdagelse i Milano by, hvor kvarterer som Brera, Lambrate og Via Tortona gør designoplevelsen mere personlig og vedkommende. Det er også i de små kvarterer, at man møder de unge nye navne, som endnu ikke er etablerede eller er inviteret med i rugekassen på møbelmessen, Salone Satellite. Den type miljø mangler i den danske designuge, hvor kritiske røster mener, at det simpelthen er for dyrt for ”almindelige designere” at deltage.
Les trois inséparables af Isabelle Bideau
Unik platform
Man kan ikke sammenligne København og 3 Days of Design 1:1 med andre møbelmesser i verden. Det nærmeste inden for kategorien er Stockholm Furniture Fair, hvor de mest interessante designevents også foregår uden for messecenteret. Tager man årstiden i betragtning, er den danske forsommer også langt mere attraktiv end februar i Sverige, selv om Milano i april er svær at matche. Tidsmæssigt foretrækker mange også et kortere og mere intensivt forløb, hvorfor nye opkomlinge som f.eks. Trends & Traditions – afholdt på en enkelt dag i de rustikke gamle lokomotivhaller – er blevet taget godt imod.
3 Days of Design vinder bl.a. ved, at nyhederne inden for branchen kan præsenteres langt mere effektivt på tre dage, ligesom publikum og arrangører nemt kan komme rundt i byen enten til fods eller med metro. Og det er bl.a. nogle af hovedargumenterne for, at flere og flere udenlandske udstillere vælger Københavns designuge til – byen føles rarere at være i på grund af de korte afstande, den hyggelige atmosfære og den mindre kommercielle tone.
En af årets udstillere på 3 Days of Design, Karimoku Furniture fra Japan, forklarer valget på denne måde:
- Der har i de senere år været en mærkbar stigning i messer med et stærkt forretningsorienteret fokus, men her skiller 3 Days of Design sig ud med sin åbne og imødekommende atmosfære. Designugen inviterer alle til at engagere sig i design på en tilgængelig måde, ligesom alle arrangementer er bekvemt placeret i centrum af byen, siger Hiroshi Kato, Executive Vice President i Karimoku Furniture om de kvaliteter, som gør 3 Days of Design til en unik platform for dem.
Læs også:
Salone del Mobile i Milano er en jungle med design
Den Franske Ambassade. Foto: Astrid Ellemo
Under 3 Days of Design 2025 kan man bl.a. se tekstilværker af Aurélie Mathigot. Foto af Isabelle Bideau
Deler samme værdier
Karimoku Furniture, som er en af de førende møbelvirksomheder i Japan, har været med i 3 Days of Design siden 2019. Og Danmark har en særlig betydning for dem, da det er hjemsted for Norm Architects, som de samarbejder med.
- Norm Architects er designdirektørerne for vores brand, Karimoku Case, og vi har gennem de seneste møbelmesser i København været vidne til, hvordan den raffinerede sensibilitet inden for skandinavisk æstetik naturligt resonerer med Karimoku Furnitures omhyggelige håndværk, forklarer Hiroshi Kato og fortsætter:
- Karimoku Case-visionen omfavnes ikke kun i Danmark, men i hele Norden. Det er med udgangspunkt i denne følelse af fælles værdier og løbende dialog, at vi har besluttet at deltage igen i år – i håb om at bringe Karimoku-sagen til et endnu bredere publikum.
Den samme opfattelse deler man på Den Franske Ambassade, som igen i år åbner dørene for 3 Days of Design. Temaet i år er ”French Fiber”, hvor de forskellige franske designere viser deres kunnen inden tekstilmaterialer. De tager afsæt i den lange håndværks- og kunsthåndværksmæssige tradition, som i dag holdes i hævd af institutioner som Manufactures Nationales med rødder tilbage til 1604.
- Udstillingen forener kommende og etablerede designere fra Frankrig – med ambitionen om at vise bredden og dybden inden for aktuel tekstilkunst. Man kan se værker af Mona Cara, Aude Franjou, Ralph Samuel Grossmann, Aurélie Mathigot, Simone Pheulpin og Jean-Luc Parant, fortæller H. E. Christophe Parisot, den franske ambassadør i Danmark, som er meget stolt over at kunne fortsætte det gode dansk-franske samarbejde med udgangspunkt i design.
De flotteste ord om 3 Days of Design kommer fra Michele Simionato, eksportchef hos Vistosi, en venetiansk glasvirksomhed på Murano, som overvejer at deltage næste år:
- 3 Days of Design ser ud til at være en velkurateret og inspirerende begivenhed samt en fantastisk platform for kreativ udveksling og synlighed inden for designfællesskabet. I år tager vi til International Contemporary Furniture Fair i New York, men overvejer en visit i København for at fornemme atmosfæren og for at vurdere, om møbelmessen stemmer overens med vores brand og fremtidsplaner, slutter Michele Simionato.