Luca Nichetto har designet alt fra senest et Steinway & Sons piano til lamper af metal og glas, vinduesdekoration for glasdesignmagere i øverste liga, sofaer, vaser og stole. Foto: PR
Luca Nichetto: Design er som narkotika – og jeg er afhængig!
Den italienske designer, Luca Nichetto, gør sig klar til årets store møbel- og designevent i Milano, Salone del Mobile 2024, hvor han er Guest of Honor. Han kom første gang til designugen i turistbus og sov på en madras på gulvet, men i dag er han en af stjernerne.
Kender man til øen Murano i Venedig, kan man nemt forestille sig, hvilket kreativt miljø den italienske designer Luca Nichetto er opvokset i. Hans bedstefar var nemlig en af øens mange glaspustere, så han har fået design ind med modermælken. For ni år siden rykkede han fra Murano til Stockholm, da hans svenske kone gerne ville tilbage til Sverige.
- Flytningen var derfor ikke strategisk i forhold karrieren, men et spørgsmål om kærligheds- og privatlivet. Jeg elsker min kone meget højt, så selvfølgelig skulle vi da prøve livet af i Skandinavien også, siger Luca Nichetto, som lagde vejen forbi København i forbindelse med Road to Milano-eventen.
Luca Nichetto har derfor i dag designstudie i både Venedig og Stockholm, og hans tilknytning til Venedig og Murano har ikke sluppet hans designvirke. Man kan f.eks. se hans vinduesudstilling hos Muranos største og fornemste glaspusterbrand, Barovier & Toso, ligesom hans lampe, Rénunion, der er lavet i samarbejde med candadiske Mjölkshop, har en skærm af pulverlakeret stål fra Canada og en fod af mundblæst glas fra Murano.
- Man kan godt sige, at min gode ven Enrico Fratesi og jeg, er to tossede italienere, som er flyttet til Skandinavien og lever som designere. Vi har på en eller anden måde skabt en form for forbindelse mellem italiensk og dansk/svensk design. Og det er gået godt, siger Luca Nichetto, som i begyndelsen var meget nervøs for, om hans flytning af sit designstudie ville lykkes.
Han havde overvejelser, om hans – gennem mange år opbyggede portefølje af kunder – ville falde fra. Hans frygtede også, at han ville være nødt til at starte helt forfra.
- Mit designstudie var godt etableret med vigtige og gode virksomheder og brands som samarbejdspartnere. Heldigvis fandt jeg et smukt og imødekommende fagligt fællesskab i Stockholm. Alle hjalp mig virkelig, så jeg hurtigt fik kontakter inden for industrien. Derfor har jeg kunne åbne designstudie nummer to, som arbejder med skandinaviske brands, fortæller Luca Nichetto.
Læs også:
Front Design: Design skal udforskes, diskuteres og kvalitetstestesRoad to Salone-konference på Hotel Villa Copenhagen
Beæret overrollen som Guest of Honor
Rollen som Guest of Honor til Salone del Mobile i Milano har en meget stor betydning for ham som en italiensk designer, der kommer fra en lille venetiansk ø.- Il Salone del Mobile har altid stået som et designmekka for mig, hvor vi små glaspustere, f.eks. min bedstefar, så op til alt det, der foregik i Milano. Det var det ypperste for os, så derfor er det en stor ære for mig at deltage og ovenikøbet være æresgæst, siger Luca Nichetto, der som ung designstuderende lejede en turistbus med en af sine klassekammerater for at køre til designugen i Milano.
- Det var en drøm, der blev til virkelighed at få lov til at se mine helte og forbilleder inden for designverdenen i virkeligheden. Både de gamle hæderkronede koryfæer, men også de nye stjernefrø. Det, at kunne være i samme omgivelser, møde dem og tale med dem, var kæmpestort, siger Luca Nichetto og fortsætter:
- Design handler om relationer, og det fik jeg især blik for, da jeg kunne vende tilbage til Milano og Il Salone del Mobile efter Covid19-pandemien. Man kan møde hele verden, udveksle erfaringer og ideer om en fælles passion for design. Vi gik ikke ind i denne branche for at blive rige, men fordi vi elsker det.
Luca Nichetto er især begejstret for den gode energi, som mødet med andre i designbranchen giver ham. Han beskriver energien som benzin på bålet til at fortsætte med sit kreative virke.
- Design er som narkotika – og jeg er afhængig! Som helt ung var jeg ikke en del af eliten, men kom første gang med turistbus til Milano – uden penge på lommen og sov på en madras. I dag jeg en del af et stort netværk af kolleger og venner. Dengang følte jeg et stik af jalousi over ikke at være en del af deres verden. Det er jeg i dag. Der er nok en sund konkurrence, som sætter barren højt, slutter Luca Nichetto.