Water Garten er en kunstig sø, der skal øge biodiversiteten på det industrielle område. Foto: Astrid Ellemo
Vitra Campus: Krydsfeltet mellem arkitektur, design og landskab
Vitra Campus er et eksempel på, hvordan man med afsæt i indretning og møbel-dna kan udforme arkitektur og skabe sammenhæng mellem bygningers ydre og indre.
Møbler af det amerikanske designpar Charles og Ray Eames er synonyme med det schweiziske designfirma Vitra, som er grundlagt af Willi og Erika Fehlbaum i 1950. De knyttede Vitra og Eames sammen i 1957, hvor Vitra tegnede kontrakt med Herman Miller, som producerede Eames-parrets formstøbte skalstole af glasfiber i USA. Samarbejdet mellem Vitra, Eames-parret og Herman Miller betød, at bl.a. deres Eames Plastic Chair – og en lang række af deres øvrige design – blev produceret til det europæiske marked. De klassiske Eames-stole er med andre ord blevet fundamentet for Vitra, som i forlængelse af deres fem fabrikker med møbelproduktion har skabt en campus med design, arkitektur, kunst og installationer.
Resten er historie, som man siger, for i dag er Vitra Campus et hotspot for arkitektur og design – et rent slaraffenland, hvis man ikke kan få nok af formgivning relateret til tid og rum. Vitra Campus åbnede for offentligheden i 1989, og man kan opleve internationale arkitektoniske hovedværker af f.eks. japanske Tadao Ando (1993) og SANAA (2012) samt irakisk-britiske Zaha Hadid.
Weil am Rhein som ægthedsbevis
I 2024 besøgte over 360.000 mennesker fra hele verden Vitra Campus, da det – uanset om man er fag- eller privatperson – er et helt unikt sted. Det ligger en times kørsel nord for Basel i byen Weil am Rhein, og bynavnet ses sammen med et serienummer i bunden af hver stol, når den forlader Vitras fabrikker. Fabrikkerne producerer 626 designs – fordelt på bl.a. stole, borde, garderober og hylder, konferencemøbelsystemer herunder skriveborde og opbevaringsmøbler, lufthavnsmøbler, belysning, sofaer, bænke og puder samt accessories som ure, bakker, vaser, objekter, spejle osv.
Instagram-podie med sort-hvide mønstre af Verner Panton med én af hans knaldrøde The Panton Chair. Foto Astrid Ellemo
Instagram-podie med sort-hvide mønstre af Verner Panton med én af hans knaldrøde The Panton Chair. Foto Astrid Ellemo
Design af danske Verner Panton (1926-1998), som spiller en særlig rolle for Vitra, er repræsenteret med en stor udstilling i Vitra Schaudepot, hvor man kan gå på opdagelse i alt hans design og prototyper – fra stole, borde og sidde-installationer til lamper, tæpper og skitsetegninger. En del af objekterne er doneret af Verner Pantons enke og datter, men resten er opkøbt af museet selv til samlingen.
Historien med Verner Panton er, at han i årevis kæmpede med at få sin formstøbte frisvingerstol, The Panton Chair fra 1959, sat i produktion. Det var en stort set umulig opgave, indtil han kom i kontakt med Vitra i begyndelsen af 1960’erne. I 1967 lykkedes det ham i samarbejde med Rolf Fehlbaum, Willi og Erika Fehlbaums søn – og lederen af Vitras tekniske afdeling Manfred Diebold – at eksperimentere sig frem til løsningen. Stolen kunne efter Pantons ønske nu sættes i masseproduktion, og det har den været lige siden hos Vitra, der forvalter designarven efter Verner Panton, Charles & Ray Eames og Alexander Girard.
Læs også:
Arkitekt og designer Verner Panton gik mod strømmen i sin samtid – og skabte enestående interiøruniverser, som nutidens space plannere kan lade sig inspirere af
Den meditative labyrint af cortenstål, The Doshi Experiece. Foto: Astrid Ellemo
Den meditative labyrint af cortenstål, The Doshi Experiece. Foto: Astrid Ellemo
Den meditative labyrint af cortenstål, The Doshi Experiece. Foto: Astrid Ellemo
Skattekammer for kuratorer
Ud over Panton-udstillingen i Vitra Schaudepot finder man i kælderen to enorme depotrum, hvorfra museets kuratorer henter ”guldet” op. Der er adgang for personalet, men til ære for Byggeri+Arkitekturs udsendte gav Susanne Graner, chef for konserveringsafdelingen og kurator for Vitra Design Museum, en lille rundtur i de hellige haller.Designmuseets samling af ca. 7.000 eksemplarer af møbeldesign – og ca. 1.000 lamper fra ca. begyndelsen af 1900-tallet og frem til i dag – betragtes som museumsgenstande. De er derfor tildelt hver sit nummer og kategoriseret, så kuratorerne hurtigt kan finde den genstand, som de ønsker til en given udstilling. Vitra Design Museum køber eller modtager løbende donerede møbler og lamper fra folk.
– Enkelte tror, at de kan skyde papegøjen ved at sælge deres arvestykker til os. Men de bliver skuffede, da vi kun meget sjældent køber noget på den måde. Vi går systematisk til værks og finder selv tingene på auktioner rundt omkring i verden, fortæller Susanne Graner, der er uddannet inden for kunst-teknologi, konservering og restaurering på Münich Technical University og derefter har specialiseret sig i møbler og moderne materialer.
På hylderne kan man se prototyper eller ikonisk møbeldesign af f.eks. Le Corbusier, Alvar Aalto og Studio 65 samt moderne 3D-printede møbler. Man gør ikke andet ved møblerne end at reparere småskader, da man ønsker at bevare patinaen, identiteten og karakteren fra den tid, hvor det er produceret og anvendt.
Nye mikroklimaer og scenografisk team
Nutidens krav om bæredygtighed forbigår naturligvis ikke Vitra, som – ud over Piet Oudolfs impressionistiske have – i juni 2026 har anlagt en kunstig sø ved navn Water Garden. Den er skabt af den belgiske landskabsarkitekt Bas Smets, som arbejder ud fra konceptet ”Augmentet Landscapes. Det vil sige, at naturens præmisser er grundlaget for nye mikroklimaer – vandet i den er regnvand afledt af taget på Frank Gehry Museum, der ligger ved siden af.
Oudolf Garten er tilført en rund metalbænk og en vandkanal – Ring og Ruisseau – af Ronan & Erwan Bouroullec
Water Garden er en kunstig sø, der skal øge biodiversiteten på det industrielle område. Foto: Julien Lanoo
– Vitras største bidrag til bæredygtighed er selve produkternes levetid og udeladelsen af alt overflødigt. Vores rødder i moderne design tillader os ikke andet, udtaler Nora Fehlbaum, adm. direktør i Vitra og tredje generation i den familieejede virksomhed.
Vitras tilgang til design og materialer – med eget testcenter – har betydet, at de fra begyndelsen har været kendt for at gå i clinch med materialers kunnen. The Panton Chair produceres f.eks. i dag i polypropylen, som kan recycles. De har også taget ved lære af corona-lockdowns igangsættelse af et behov for hjemmekontorer, så de producerer nu funktionelle kvalitetskontorer til såvel B2B- og B2C-markedet. Et aktuelt eksempel er møbelserien Scout, mobile og pladsbesparende arbejds- og mødeborde, designet af Konstantin Grcic i 2026.



