Felicia Arvid vil gerne overraske sig selv og publikum
Selv om navnet Felicia Arvid umiddelbart ikke lyder særligt dansk, kan designer Felicia Arvid næppe blive mere dansk, da hun er født i Aarhus og i dag bor i Skagen. Hun har trods sine kun 29 år allerede leveret et awardnomineret lampedesign, PLI for Foscarini og prislønnede akustikvægge: det patenterede Snowsound Fiber tekstil, Klipper, for Caimi Snowsound. Klipper vandt den mest prestigefyldte designpris i Italien, Compasso d’Oro-awarden i 2022.
Felicia Arvid er heller ikke en novice inden for designbranchen, da hun faktisk allerede i 2012 blev spottet af nogle japanske indkøbere under modeugen, hvor hun var i praktik hos et daværende modehus. Hun var med på messestanden iført en kjole, som hun selv havde designet/syet. Evnerne for mode- og tekstil har hun ført videre til møbel- og interiørdesign, og hendes talent er åbenlyst for alle.
- Min drøm var at blive modedesigner. Men selv om mit kjoledesign tegnede til at blive en succes, da jeg fik solgt det til det japanske marked – og jeg nåede at stifte firma i eget navn samt have en online webshop – var det logistisk en for stor opgave. Jeg fik i stedet smag for arkitektstudiet og tog derfor en bachelor på Glasgow School of Art, siger Felicia Arvid og fortsætter:
- Det er sjovt at lave noget, som man kan putte ind i rummene i den store arkitektoniske helhed. Jeg har altid kunnet lide at lave ting i mindre skala. I 2018 ansøgte jeg om at udstille min modulsofa Addéra og akustikpanelet Klipper på Salone Satellite i 2018. Addéra var forløberen til Klipper, og de to design kom til at kickstarte min karriere som produktdesigner.
Overraske sig selv og publikum
Felia Arvids deltagelse på Milanomessen i 2018 førte til samarbejdet med Caimi Brevetti og til produktion af akustikpanelet Klipper. Felicia Arvid blev også udpeget af Marva Griffin, grundlægger og kurator af Salone Satellite, som valgte den unge danske designer som en af hendes kandidater til den eksklusive Hublot Design Prize 2018.Modulsofaen har Felicia Arvid givet et ’hack’, det vil sige en opdatering, hvor polstringen er udskiftet med et bæredygtigt fremstillet materiale baseret på recycled polyester. Den nye lampe, PLI, er kendetegnet ved den samme type folder, som Felicia Arvid også var inspireret af til sin lænestol, The Infinity Lounge Chair. Hun præsenterede den som en prototype i 2022 på Salone Satellite under navnet The Infinity Collection, da hun også har lavet et lille sidebord, en bænk og en rumdeler med folder. I kollektionen bruger hun luft i stedet for formskum til at skabe voluminøse former.
- Folderne var med min stol et nyt take på det polstrede møbel. Materialet er lavet af genanvendte PET-plastikflasker, ligesom den nemt kan adskilles og dermed indgå i en bæredygtig cyklus, fortæller Felicia Arvid.
Felicia Arvid har i de senere år modtaget stor international anerkendelse med det prisvindende akustikpanel Klipper for Caimi Brevetti, som har givet hende en lang række priser i 2021 og 2022. Foto: PR
Inspireret af materialer
Netop Salone del Mobile og italiensk design ligger Felicia Arvids særligt hjerte nær, selv om hun er flittig til at besøge møbel- og designmesser i andre europæiske lande. Hun var Special Guest of the Day, da Salone del Mobile lagde vejen forbi Hotel Villa i København i forbindelse med deres charmeoffensiv Road to Salone 2024.
- Jeg er meget beæret over at modtage så stor anerkendelse for mit design, og jeg overvejer at begynde at lære sproget for at gøre samarbejdet nemmere, forklarer Felicia Arvid, som arbejder ud fra det motto, at ”møbler klæder personen, der bærer dem”.
Hun er inspireret af, hvad man kan med forskellige materialer, og trækker på sit kendskab til tekstiler og dermed det taktile. Hun draperer f.eks. et fladt materiale til tredimensionelle former, som repeteres i en ønsket form.
- Jeg arbejder i tre dimensioner og kan stadig gode lide mode, da det er lidt de samme ideer, som jeg trækker på inden for møbeldesign. Både møbler og tøj handler om identitet. Derfor kigger jeg på, hvordan møblet skal fungere i en given situation, ligesom jeg indtænker mennesket, der skal bruge det, forklarer Felicia Arvid, som forsøger at forene funktionalitet med æstetik og bæredygtighed.
- Mit design skal være lavet af ordentlige, rene materialer, ligesom det skal indfri mine holdninger til det visuelle. Jeg vil gerne gå mine egne veje og lave noget nyt. Jeg vil gerne overraske mig selv og publikum. Design kan være ligesom kunst – det kan vække følelser og skabe stemninger, der rækker udover det rent brugsmæssige. Men ikke alt taler til en, slutter Felicia Arvid.