Restaurant Levi, København
Portræt af Johannes Torpe: Design med udgangspunkt i det menneskelige
Hvis ikke rummet som helhed er i orden, bliver oplevelsen aldrig fuldendt, siger designer Johannes Torpe. Det handler om, hvilke forventninger gæsten har, og hvad kan man gøre for at opfylde dem og overraske.
Bag de kæmpestore vinduer i det højloftede rum, er lyset delikat afpasset lyset udenfor og justeres i takt med, at mørket eller sollyset lægger sig ind ad vinduerne.
Restaurantens åbne rum med bar ved indgangen, kan rumme 120 mennesker. Gæsten bliver empatisk favnet af rummet, der giver én tid til at falde til ro og nyde at være til stede og nyde det japansk-italienske fusionskøkken.
Den ikoniske grappa-producent Romano Levi har inspireret til restauranten, der har sit helt eget univers. Indretningen har designer Johannes Torpe og hans studio stået for. Den multidisciplinære og autodidakte designer med opvækst i Thylejren, tre års skolegang og eget firma som 15-årig er kendt for en lang række designopgaver.
En hurtig opremsning er natklubben NASA tilbage i 1990erne, cykelbutikken United Cycling Lab & Store i Lynge og han vendte B&Os forretning som kreativ chef. Men hele verden er Johannes Torpes arbejdsplads som designer. Han har designet møbelserie for italienske Moroso, hoteller og restauranter i Asien. Har senest kastet sig ud at tegne spahotellet Buda Resort i Ungarn samt hovedkvarter til Space Foundation i Colorado Springs, som er den samlede rumindustris interesseorganisation.
- Kan man drømme det, kan man gøre det – siger designeren, der lige nu er ved at færdiggøre endnu en ikonisk dansk designopgave - sammen med franske Alstom har han tegnet DSB’s nye IC5 tog.
Johannes Torpe
Den dynamiske helhed
Om det er et spahotel, en restaurant eller et tog, så tænker designeren altid først på, hvordan rummet i sidste ende skal påvirke brugerne, før han kaster sig over indretningen. Det vigtigste er at vide, hvem man designer til. Bag hver opgave ligger lang research, brugerundersøgelser, afdækning af lignende produkter eller steder på markedet.
- Hvis ikke rummet som helhed er i orden, så bliver oplevelsen aldrig fuldendt, siger Johannes Torpe. Det handler om, hvilke forventninger gæsten har, og hvad kan man gøre for at opfylde dem og overraske. Hvis ikke du får funktionaliteten ind i materialet, så får du det ikke til at fungere. Det kan være nemt at springe det komplicerede over, men man kan ikke bare komme til sidst og sætte akustik- og lys designere på. Fremtidens forbrugere forventer oplevelser. Det skal være fantastisk, og det er tankevækkende, hvor lidt der skal til.
Som en dirigent for et orkester eller trommeslager, der sætter takten, ser Johannes Torpe alle detaljer og går hele vejen for at opnå en gennemført dynamisk helhedsoplevelse.
- Indretningen på Levi skal skabe omgivelser, der respekterer bygningen, og tale i et visuelt sprog, der reflekterer maden. Bygningen, hvor Levi ligger i, er utrolig vellykket, og vi ønsker, at restauranten giver en oplevelse, man ellers ikke får. Oprindelig ønskede ejeren at lave en naboskabsrestaurant. Men der er ikke rigtigt et ”naboskabs” kvarter, så vi foreslog i stedet at skabe en mere sanselig oplevelse, hvor du bliver taget til Milano eller Tokyo fremfor lige midt i København. Sjovt nok er bygningen blevet meget mere værd efter restauranten åbnede, så der er også en glad udlejer.
Helt den samme tilgang anvender de i designet af det nye IC5 tog. Det skal tage godt imod sine rejsende, uanset deres formål med rejsen. Undervejs lavede studiet sine egne brugerundersøgelser om danskere og har lavet en model, der rummer både funktionalitet og æstetik for fremtidens tog.
Møder forventningerne og overrasker
Faktisk begyndte Johannes Torpe som lysdesigner, der ville skabe koncertoplevelser – som 15-årig byggede han virksomheden FatFish op til at blive en millionforretning, og akustik og lys har en grundlæggende betydning for hans tilgang til indretning.
- Akustikken og et rums efterklang er en rejse i materialiteter – hårde og bløde overflader, lukkede og åbne, varme og kolde. Vi valgte at lave hele loftet på Levi som en luftpude, så luften bliver pustet ind over stoffet, der ligger henover akustikloftet, som selvfølgelig er beregnet helt nøjagtigt i forhold det høje rum.
- Det gør, at folk kommenterer, at det er behageligt at være her, selv på en varm sommerdag. Luften køler og gør det behageligt. Selvom der sidder 120 mennesker i rummet, vil du ikke mærke det.
Stofgardiner trækker loftets bløde, varme materialer ned ad de træbeklædte søjler og paneler til de rundede sofaer. Samspillet mellem de bløde og hårde materialer som borde, lamper, Precious Chair-stolen, som Johannes Torpe har designet for italienske Moroso, og ned til det grågrønne terrazzogulv. Alt sammen knapper til at forme gæstens helhedsoplevelse og overraskelser i detaljen som de fine linjer i træpanelerne i loftet, der trappes ned som i et tempelloft ind til køkkenet. Lyden fra den livlige bar eller køkkenet bliver for eksempel fanget og forstyrrer ikke samtalen.
- Når man har 100 procent akustikregulering og kan justere lyset med én procents tolerance, begynder man at tage udgangspunkt i den menneskelige tilstedeværelse, forklarer Johannes Torpe:
På væggene har vi anvendt akustikpaneler i grå tekstiler. En Kvadrat Acoustic løsning, der er spændt op, og hele tiden kan justeres, så de ikke mister elasticitet. Tekstilet mindsker rummets efterklang. I loftet føres tekstil videre, der ligger i den præcis rigtige højde under akustikpladerne i forhold til det høje rum.
Alt træværk er lavet i moduler på forhånd og sat op for at være sikker på, at alt passer ned i mindste samling og giver den helt præcise finish.
Belysningen har mindst lige så stor betydning for at skabe fornemmelsen af, at der er rart at være.
- En restaurant oplever man i fire dimensioner. Du skal kunne se det, du spiser, og jo højere, der er i rummet, jo sværere er det at lave belysningen. Her har vi valgt indirekte lys med små ekstra lange spots, hvor pæren sidder længere inde. Lyslinjer i træpanelerne giver lyset i loftet, og belysningen fra barens kromlamper lyser op i loftets smukke kupler.
Igen her bliver gæstens oplevelse tilpasset stemningen, og om aftenen kan lyskilden teknisk justeres helt ned til nærmest ingenting. Skribenten kan kun sige, at restauranten er en fantastisk oplevelse og maden med.