Portræt Susanne Grønlund: Den taktile tilgang
Designer Susanne Grønlund har en baggrund fra tekstillinjen på Designskolen, og det kan ses i hendes møbeldesigns, der har en anden blødhed og femininitet, sammenlignet med den skandinaviske designtradition.
I 2006 begyndte Susanne Grønlund sit samarbejde med Fredericia Furniture omkring stolen Mundo. Stolen er hendes mest kendte design, og det færdige resultat afspejler direkte hendes arbejdsmetode, hvor hun fra starten arbejder med at forme materialerne, og mulighederne afsøges ved hjælp af fysiske modeller på værkstedet.
- Møbeldesign har i forhold til tekstildesign meget mere funktionalitet, ligesom man skal tænke tredimensionelt, hvilket har tiltalt mig meget som designer. Men jeg har taget den taktile tilgang med mig, forstået på den måde, at jeg hele tiden skal kunne mærke materialerne, siger Susanne Grønlund, der på Mundo stolen selv var med til at sy og klippe:
- Den stol var aldrig opstået med en traditionel tilgang, og jeg kunne hjælpe Fredericia Furniture’s polsterfolk med de konkrete løsninger, hvilket de blev overaskede over. Samtidig har de en dyb viden om muligheder og begrænsninger i forhold til produktionen, som er fantastisk at kunne trække på.
Sidste skud på stammen i Mundo familien er dette træunderstel
Det tætte samarbejde
- Jeg forsøger at have en empatisk tilgang til udviklingsarbejdet, så det endelige design reflekterer den enkelte kundes unikke muligheder og kompetencer. Det er altid et puslespil, hvor det hele skal passe sammen. Og her har det været fantastisk at samarbejde med Fredericia Furniture, som har en historie og et virkeligt højt kvalitetsniveau, siger Susanne Grønlund, der selv i 2006 præsenterede den første prototype af Mundo stolen for direktør Thomas Graversen, som var meget begejstret.
- Det var kærlighed ved første blik, og hvis designet kan noget, så betyder det intet, om man er et navn eller ej. Samtidig deler de den samme hands-on tilgang, hvor en stol bliver testet hårdt på udviklingsmøderne. Det kan være svært at se sin kære stol blive kastet ned i gulvet, men det skal den jo kunne holde til, siger Susanne Grønlund.
Læs også:
Portræt af designduoen Aggebo+Henriksen: Den sanselige kvalitet
At arbejde med de lange bolde
Susanne Grønlund arbejder konstant på mange projekter i vidt forskellige kategorier, og hendes virker spænder fra Sleepi tremmesengen til den helt nye gadelampe BECCO, som er udviklet med udgangspunk i LED teknologien. Med dens design og lystekniske egenskaber adskiller den sig ud fra andre tilsvarende lamper på markedet, ligesom den også findes som pullert.
For Susanne Grønlund er det afgørende, at designet har en berettigelse ud over at være smukt:
- Som designer må man hele tiden balancere på en knivsæg, hvor designet skal stå klart frem og skille sig ud, uden at det bliver et outreret designstatement. Ting skal bruges. Når folk køber mine møbler, så er det den bedste ros, jeg kan få.
Miljøtænkning by heart
Udviklingen af Noor stoleprojektet startede i foråret 2011 på en workshop i den Vestnorske skærgård. Ud over Susanne Grønlund havde producenten RBM inviteret norske Stokke/Austad og svenske Form Us With Love for sammen med RBM i en fuld uge at ideudvikle og forme et nyt stoleprojekt.
Susanne Grønlund er meget interesseret i at skabe bæredygtige produkter, og med norske producent RBM har hun fået en medspiller, som har de samme værdier. Hun fortæller:
- Det skal være et krav fra producenterne, hvis man skal designe miljøvenlige produkter – ellers sker det ikke. Derfor har det været meget positivt at udvikle Noor stolen sammen med RBM. Her har vi en producent, der altid har haft miljøtænkningen i sit DNA, men de er faktisk ikke gode til at fortælle om det. Ud fra et bæredygtighedskriterie er Noor stolen fremtidssikret langt frem i tiden.