Portræt af Space Copenhagen: Rummet og oplevelsen

Vi møder Signe Bindeslev Henriksen og Peter Bundgaard Rützou på deres tegnestue i indre København. Peter peger på nogle tegninger af en stol, i dialog med en af tegnestuens unge designere, mens Signe er travlt optaget ved computeren og telefonen. Der er mange måder at beskrive tegnestuen Space Copenhagen på, men søvnig er ikke en af dem.

 

Design og arkitektduoen har kendt hinanden siden deres tid på kunstakademiet i København, hvor de mødtes på et kursus med Henning Larsen som professor. Her blev de første frø til dannelsen af Space Copenhagen lagt:

 

- Vi snakkede og diskuterede meget, og vi havde begge en enorm interesse for det, som i dag er essensen af vores arbejde: At integrere arkitektur og skala. Vi har en dyb interesse for selve rummet og det arkitektoniske perspektiv herpå, men mest af alt, hvad rummet skal bruges til. Når vi arbejder og integrerer denne opfattelse i vores virke, så efterlades arkitekturen ikke længere som en skal, men kan i stedet ses som et design, hvor rummets oplevelsesmæssige aspekt kommer i fokus. Det ledte efterhånden til, at vi gik fra at være hinandens bedste konkurrenter til i dag at drive en tegnestue sammen, fortæller Peter Bundgaard Rützou.

 

- På akademiet handlede vores samtaler ofte om, hvordan man får limet den teoretiske verden fra skolebænken sammen med den virkelige verden. Jeg savnede selv den følelse og relation til mennesket i arbejdet med arkitektur og design, hvilket Peter var helt enig i. Vi så sammen på, hvordan man rumligt kan understøtte forskellige universer, ved at arbejde i krydsfeltet mellem arkitektur og interiør. Vi borede os ned i, hvordan overflader, lys og atmosfærer kunne tænde nysgerrigheden og forskellige følelser i de personer, der skulle opleve et givent rum, uddyber Signe Bindeslev Henriksen.

 

Hvorfor er her rart at være?

At dykke ned i de bittesmå detaljer for at kunne undersøge rummet, og hvorfor det fremkalder helt bestemte følelser, har og er stadig en af grundingredienserne i tegnestuens arbejde:

 

- Vi har altid beskæftiget os med at afkode, hvorfor et sted er rart, eller ikke rart at være. Hvad er det for nogle mekanismer der tændes, og hvorfor? Gennem disse undersøgelser udviklede vi et begreb, vi kalder poetisk modernisme, der til dels er et opgør med den planlagte og strukturerede modernisme vi ser udbredt her i norden. Der er som sådan ikke noget galt med den, men der er en side af den menneskelige natur, som Signe siger, der har med intuition at gøre. Et urinstinkt, der omhandler alt det, som ikke kan siges eller udtrykkes kognitivt. Man kan ikke regne sig frem til alting. Det er en mavefornemmelse og deraf kommer begrebet poesi. Det kan være et samspil mellem hvordan lyset falder på et bestemt tidspunkt, det at røre ved en bestemt overflade. Det er den måde ens krop af sig selv indsamler indtryk via sanserne, og som så oversættes til en oplevelse, fortæller Peter og fortsætter:

 

- Der er naturligvis en masse praktiske aspekter man skal tage i betragtning. Sæt nu man arbejder med et hotel eller en restaurant. Men i sidste ende skal man skabe en fascination og et tilhørsforhold i det givne rum. Vi arbejder med en pendling imellem de rammer, der er til stede, det formprogram, der skal opfyldes og så oplevelsen i sig selv. Men pointen er jo, at alle der træder ind i et rum får i løbet af meget kort tid en eller anden form for følelse projiceret, og det er den, vi er interesseret i: Selve interaktionen med rummet og arkitekturen. Den prøver vi at skille ad for at forstå den i alle sine enkeltdele, for derefter at nå frem til det emotionelle lag, som vi ønsker at fremprovokere.

 

- Denne vej har vi selv skullet finde. For bare tyve år siden fandt man sjældent disse oplevelseslag indenfor f.eks. restauranter og retail. Men vi var heldige at være med til at starte den inden for gastronomi og mode, fortæller Signe.

 

New Nordic

Det henleder tankerne på New Nordic Cuisine bølgen, der har fået så stor succes. Altså ideen om at skabe mad, der handler om oplevelser og ikke bare smag og tradition:

 

- Det er interessant, du siger det, for vi var faktisk med til at definere hele New Nordic Cuisine bølgen. Vi startede med Formel B allerede da vi gik på akademiet. Herefter var det Noma og Geranium, Geist og Fiskebaren osv.  Det var spændende og enormt kreative opgaver. Men vi var lidt nogle outsidere i branchen, fordi det blev betragtet som kommercielle projekter, der blev set lidt ned på. Man skulle være en lidende kunstner, der lavede kirkeprojekter i Berlin eller skovrefugier, griner Signe og fortsætter:

 

- På det tidspunkt var det primært David Chipperfield og John Poulson, der som store samtidsarkitekter, havde arbejdet med retail og de lavede nogle fantastiske projekter, der virkelig inspirerede os. Det var jo også utroligt spændende at være en del af det store eksperiment, som blev døbt New Nordic, for ingen vidste jo, om det ville blive en succes. Da vi indrettede det første NOMA, fik vi en klar brief fra ejeren René, der jo dengang var helt ung og uprøvet: Der måtte ikke være noget filter mellem maden (oplevelsen) og gæsterne. Det betød, at der var mange scenografiske virkemidler indenfor gastronomien, vi ikke kunne bruge. Der kunne ikke bruges duge eller Georg Jensen-bestik, for så havde man allerede signaleret en formalitet, der ville fjerne fokus fra maden. Men hvordan skaber vi så den tryghed og nærvær, som man normalt forbinder med finere gastronomi? Vi kiggede i stedet på et element som bordpladen, hvor vi valgte noget ædelt træ, der er blevet bearbejdet af menneskehænder i stedet for at være kommet ud af en industrimaskine. Måske tænker man ikke, at der er en som har arbejdet på bordet i timevis, men alligevel kan der være noget intuitivt, der får os til at sanse og opleve noget så simpelt som en bordplade. Vi prøver at vække urinstinktet.

 

- Vi var jo en del af en revolution, og revolutioner ved man jo ikke om lykkedes før slaget er ovre. Noma var jo den første Michelin restaurant i verden uden duge, hvilket skabte ramaskrig. Det var et oprør mod den æstetiske etikette som al finere mad skulle have på sig og som var forankret i en fransk tradition. Det var et opgør mod ritualerne, siger Peter.

 

 

 

Nye kulturer og tunge projekter

Arbejdet med den gastronomiske revolution, var med til at cementere Space Copenhagen som en vigtig aktør indenfor designverdenen, både nationalt og internationalt. I dag foregår langt størstedelen af tegnestuens arbejde i udlandet. Men hvordan forholder I jer som arkitekter og designere til projekter, der har rod i vidt forskellige kulturer?

 

- Uanset kulturen eller projektet går vi til det på samme måde. Vi starter med et åbent sind, hvorefter vi i mødet med kunden forsøger at opbygge et sprog, hvorfra vi kan realisere projektet. Herved kan vi opbygge narrativer og værktøjer, der ved hjælp af farver, materialer og teksturer, kan opbygge de oplevelser, som et givent rum skal udtrykke, fortæller Signe og fortsætter:

 

- Men der er selvfølgelig store forskelle på, hvad kunderne ønsker på tværs af kontinenterne, og det er utroligt spændende at blive provokeret af helt nye måder at gribe tingene an på. Vi arbejder med indretningen af et stort hotel i Tokyo og det er tydeligt, at man arbejder ud fra rammerne af traditioner og kulturer. Men alligevel er der et ønske om forandring og overraskelse, og det skaber et helt fantastisk parløb mellem kunden, os og de andre samarbejdspartnere, hvor man får mulighed for at skabe noget helt unikt.

 

- Det er også spændende at samarbejde med internationale tegnestuer med langt over 1.000 mand. Det sætter jo virkelig vores egen medarbejderstab på 20 mand i perspektiv. Men vores størrelse er i den kontekst en styrke, for alle leder efter autenticitet og nærvær, hvilket vi kan tilbyde. Der er ikke langt fra beslutning til handling, og samarbejder man med os, kan vi med ro i stemmen love, at Signe og jeg altid vil være inde over projektet, hvilket vi ser at mange bygherrer efterspørger, siger Peter og uddyber:

 

- Men selvom vi er små, har vi størrelsen og ekspertisen til at løfte tunge opgaver. Her hjælper vores portefølje også, for nogle af branchens store og hårde spillere vil måske gerne prøve noget nyt, men de vil bestemt heller ikke brænde fingrene med deres investeringer. De søger derfor både tryghed og nytænkning. Men hvis man først har overlevet sådan et samarbejde, der ikke altid er lige let, så blåstemples man i branchen og får friere tøjler.

 

 

Dykke ned i detaljerne

De store internationale projekter er ofte langvarige processer, der strækker sig over mange år. Derfor er der også en stor glæde ved mindre projekter, hvor man kan dykke helt ned i de mindste detaljer. Det indebærer f.eks. møbeldesign, der med tiden er blevet et vigtigt ben for tegnestuen:

 

- Det er befriende at arbejde med en stol, hvor fire mennesker samarbejder om udviklingsprocessen, fremfor et hotelprojekt, med hundredvis af mennesker. Med stolen kan man lave en håndgribelig 1:1 model og nørde hver en lille detalje, som polstring og syninger, siger Signe og fortsætter:

 

- Vi startede med at designe møbler meget tidligt. Vi tegnede dem til små projekter, hvor vi måtte tigge og bede om at få dem udviklet, hvilket ofte resulterede i, at vi måtte betale de fleste af udviklingsomkostningerne. Vi tænkte ikke på at skabe designklassikere til masseproduktion, men der var flere producenter, der så vores designs og var interesserede nu hvor prototypen allerede stod klar.

 

- Det var også et svært område at komme ind på, fordi vi ofte stødte på holdningen: I er jo arkitekter, arkitekter kan da ikke lave møbler. Møbelbranchen er en anelse snobbet og indelukket. Samtidig er møbeldesign ikke lige til i Danmark, fordi vi alle har den danske møbelarvs formsprog som fodlænke, og det er næsten umuligt at bevæge sig ud af historiens skygge. I 90’erne så man derfor mange sjove og konceptuelle forsøg på at bryde fri. Men det var vi selv ikke helt vilde med. Vi abonnerer på en mere traditionel tilgang til møbeldesign, hvor programmet for en stol er defineret af kroppen. Vi har derfor primært æstetikken at arbejde med, for vores krop stiller nogle krav, som vi ikke bare kan ændre ved, fortæller Peter.

 

- Men der kan opstå nye typologier og rum, hvor særlige behov kommer i spil, i forhold til møbeldesign. Se bare på SAS-hotellet, hvor vi havde brug for en lille lounge stol, der kunne stå i et stort åbent rum. Den skulle være blød og behagelig og skulle som Arnes tidlige møbler stå som en skulptur på gulvet. Man skulle kunne spise, drikke, arbejde og alt muligt andet i den her stol. Du skulle ikke flyde og ikke sidde stift. Her havde vi et rum, hvor forskellige funktioner smeltede sammen. Før i tiden var der mad et sted, møder et sted og drinks et sted. Nu skal rummet og ikke mindst møblerne kunne akkommodere langt flere oplevelser, siger Signe.

 

 

Opgør med monoæstetikken

Men bekender I jer så til et bestemt æstetisk formsprog, nu hvor kroppen dikterer møblernes fysiske tilblivelse?:

 

- Gennem det 20’ende århundrede har man set en monoæstetisk tilgang til designfaget, hvor hvert årti har bekendt sig til en helt bestemt tradition. Den tilgang har vi forsøgt at kaste ud ad vinduet, lige så vel som at vi ikke arbejder strengt minimalistisk i vores designtilgang. Minimalismen egner sig fremragende til museer og kunstudstillinger, hvor den distancering minimalismen skaber, kan være attraktiv. Men inden for møbeldesign har man brug for nogle hængsler, der kan få os til at føle os trygge, hvilket kræver et mere sammensat formsprog. Vi bruger referencer fra forskellige historiske perioder og bruger forskellige materialer, men alt dette fordøjes efter en nordisk tradition. Det vil sige: vi filtrerer den ned til noget essentielt, men vi har nok en større trang til at skabe noget mere komplekst, så øjet i højere grad kan gå på opdagelse og oplevelsen af stolen styrkes, afslutter Peter.