Portræt af Anton Bak og Joakim Tolf Vulpius

Jeg møder Anton Bak og Joakim Tolf Vulpius på deres tegnestue og snedkeri på Vermlandsgade på Amagerbro i København. Der summer af aktivitet i værkstedet, hvor stemmer blandes med lyden fra saven og duften af træ. Tegnestuen i lokalet ovenpå er indrettet med Vermlands egne møbeldesign, eksperimenter og en stilfuld materialevæg. Man mærker en stor entusiasme og samtidig er der en jordbunden ro over stedet. 

Design- og snedkerduoen har kendt hinanden siden deres tid på Kunstakademiets Designskole, hvor de var meget optaget af både småarkitektur og møbler. De endte med at lave deres afgangsprojekt sammen, hvilket var kimen til dannelsen af Vermland:

 

Kombinationen mellem snedkeri og arkitektur
- Vores afgangsprojekt var det, der kickstartede vores tanker om tegnestuen. At kombinere snedkeri og arkitektur. Da vores fag var møbeldesign, var det egentlig meningen at vi skulle lave et hus i en lille skalamodel, men vi endte med at bygge hele huset i 1:1 på tre uger. Det var en meget naiv beslutning, griner Anton og fortsætter:

- Vi så det som en fordel at kunne arbejde i den store skala, og vi sammenlignede det med et møbel, da alt skal passe lige så godt sammen, som hvis man bygger en sprosse på en stol. Der var mange processer, men det lykkedes og det var sjovt. Samtidig har det ledt os frem til at vi nogle gange må insistere på at tage naive valg, da det ofte er dem, der inspirerer og udvikler os. Udviklingen sker oftest, når vi har givet tid og plads til at kaste os ud i eksperimenter med skitser, materialer og teknikker.

- Af samme grund er det vigtigt for vores arbejde, at vores snedkere og designere arbejder under samme tag, så der ikke er langt mellem skitse og værksted. Herved kan vi være til stede i kombinationen mellem tegnestue og snedkeri, og den vekselvirkning, der foregår der.

 

Kvalitet og holdbare designprodukter
Joakim og Antons afgangsprojekt handlede også om noget, der er vigtigt for deres arbejde i dag – et fokus på at præge tilgangen til forbrug og kvalitet:

- Vi var og er optaget af tanken om at have få, men gode kvalitetsmøbler. Generelt set bruger vi kun ca. 5-10% af de ting, vi ejer, hvorfor vi er tiltrukket af ideen om at downsize antallet af ting til fordel for at øge kvaliteten. De få ting skal være gode. Det motiverer os til at være grundige og bevidste om den endelige kvalitet. Det er også en årsag til at vi holder fast i den traditionsbundne, håndværksmæssige tilgang, siger Joakim, og Anton fortsætter:

 

- Et eksempel der illustrerer det, er vores plankebord, Tarkett Table, der består af en bordplade med egetræsplanker og ben, der er konstrueret af en skal af genbrugt, formbar vinyl. Benene var oprindeligt tiltænkt et andet projekt, men da vi opdagede vinylens kvaliteter, blev vi grebet af idéen om at nyfortolke det klassiske plankebord. Vores slutprodukt behøver ikke altid at være et konkret klassisk håndværk, det kan også blot være metoderne, vi bruger.

 

 

 

Funktionalitet og skandinavisk minimalisme
Vermland arbejder med idéen om hvorvidt det er muligt at producere et design i høj kvalitet til en pris, som flere kan være med på. Anton fortæller:

- De fleste drømmer om en perle af et køkken med håndsnedkererede detaljer, men de færreste kan være med på prisen. Her har vi fundet inspiration i Folkestolen og Børge Mogensens tilgang til produktdesign til folket i høj kvalitet, som ikke behøver at koste en million.

- Det er mundet ud i vores nye køkkenkoncept, Hook Kitchen, der byder på uanede muligheder i forhold til materialer, kvaliteter og størrelser. Konceptet rummer en række skræddersyede løsninger, såsom hylder, skuffer og fronter sammen med håndtag i egetræ og rustfrit stål. Selve stellet består af massivt egetræ. Køkkenet er muligt at samle selv – og dermed også at skille ad igen, forklarer Joakim. Anton fortsætter:

- Der er en bæredygtig tanke i det som modsvar til den tendens, vi ser i renoveringsprojekter, hvor alt rives ned. Vores køkkenkoncept kan forhåbentlig få lov til at leve videre i flere generationer, fordi grundstrukturen med det massive egetræ meget holdbar og ældes flot. Samtidig er det sværere at smide flotte massive egetræsstykker ud, end nogle spånplader, der er gået fra hinanden. Et solidt kvalitetsmateriale behøver man heller ikke at dække af, hvilket gør designet mere ærligt.

Growing Furniture – bæredygtighed som en del af designet
Hvilken rolle spiller bæredygtighed og genbrug for jeres arbejde?

-Vi ser genbrug og bæredygtig bevidsthed som en naturlig del af vores designproces. Det er nødvendigt, når man producerer nyt i dag, så man er med til at skabe de bedst mulige forhold for mennesker og miljø. Samtidig har det også en betydning for holdbarheden i tingene, både æstetisk og rent håndværksmæssigt, siger Joakim.

Vermlands svar på hvordan man kan inkludere bæredygtig produktion i møbelindustrien, er Growing Furniture – et bord, der er dyrket af mycelium (svampesporer) og savsmuld fra produktionen. I samarbejde med bl.a. DTU fandt de ud af, at selve netværket af svampesporer får træfibrene til at gro sammen, hvorved man kan undlade at bruge lim eller anden kemisk bindingsmiddel. Anton fortæller:

 

- Typisk bearbejder man træ udefra og ind, men her foregår det omvendt, hvilket gør at man kan dyrke det i hvilken som helst form. Udviklingen af mycelium-materialet er stadig i proces i forhold til at sikre, at materialet er grundigt gennemprøvet, før det kommer på markedet. Det kan tage noget tid, men gør det ikke mindre vigtigt at eksperimentere og lade sig inspirere.

 

 

Internationalt udsyn & relationen til naturen
Dette leder hen til spørgsmålet om inspirationskilder.

- Vi er meget inspireret af bl.a. den amerikanske kunstner Donald Judd, der arbejdede i spændingsfeltet mellem kunst og design. Den japanske kunstner og skulptør, Isamu Noguchi, der ofte bearbejdede eksempelvis sten meget lidt, men gav dem sit eget præg, er også interessant. Vi finder især inspiration i noget, der kan drage parallel til vores egne værdier om at ære materialerne i deres rå form, men arbejde med dem i en ny retning, fortæller Anton.

Et eksempel på det er Restaurant Hverdagen i Kødbyen på Vesterbro i København. Ejerne ønskede at introducere hverdagsmad på en eksperimenterende og bæredygtig måde. Vermland fik opgaven at bygge hele restauranten og gav sig selv det benspænd oveni at bygge al interiøret ud af én massiv Douglas-stamme. De designede restauranten med inspiration fra japansk snedkerarbejde og arkitektur ud fra at det skulle være enkelt og funktionelt, og stadig med rod i det traditionelle håndværk.

En stor kilde til kreativitet er for Joakim og Anton også at komme ud i naturen, hvor de er inspireret af den svenske kunstner og naturvejleder, Hannes Wingate:

- På hans kurser lærer man om det at være i og bruge naturen samtidig med, at man bruger kroppen og har et fællesskab på en anden måde. Det er vi begge to meget draget af. Det handler om de simple elementer. I naturen får man elementerne som vand, vind og ild, som de er, hvilket vi til evig tid kan finde inspiration i, siger Joakim.

 

 

Tilstedeværelse og nærvær
Det leder hen til snedker- og designduoens tanker om hverdagen og fremtiden:

- Vi vil gerne vil forplante noget DNA i Vermland og vores måde at arbejde på, der knytter os endnu mere til naturen, oplevelsen og rejsen ud, væk fra mobiltelefonsamfundet. Vores tilknytning til byen er stor, men vi taler meget om, hvordan vi kan få naturen ind i vores hverdag.

Selvom Vermland på længere sigt måtte vækste, er det er vigtigt for partnerne at have et værksted, hvor man kan mærke materialerne og se produkterne blive skabt.

- Vi kommer ikke til at lave store højhuse, det ønsker vi ikke, ligesom vi heller ikke kommer til at være hardcore produktdesignere, der spytter produkter ud på samlebånd. Det er vigtigt for os at se et behov for produktet selv og at have en relation til materialerne i sin enkelthed. Vi må insistere på at være til stede i udviklingen i spændingsfeltet mellem tegnestue og snedkeri. Samtidig må vi også insistere på, at det ikke nødvendigvis skal være nemt det hele. Der må være en svær udvikling, som føder nogle sjove og interessante ting, slutter Anton og Joakim.