
Vi bruger mere på renovering
Ordrestørrelsen hos landets største køkkenrenoveringskæde stiger i en tid, hvor danskerne ellers holder igen med store forbrugsgoder.
Ifølge Danmarks Statistiks forbrugertillidsindikator for maj vurderer forbrugerne ikke, at det er fordelagtigt at anskaffe større forbrugsgoder i øjeblikket. Det går dog stik imod oplevelsen hos OK Køkkenrenovering, som er landets største renoveringskæde med speciale i køkken, bad og garderobe. Her er den gennemsnitlige ordre vokset med 10 procent i første kvartal af 2023 sammenlignet med samme periode sidste år. Ud over at OK Køkkenrenoverings bestillinger er blevet større, er der kommet flere af dem, og i første kvartal er antallet af kundehenvendelser steget med 32 procent sammenlignet med første kvartal i 2022.
Ifølge Michael Riis, kædechef hos OK Køkkenrenovering, skyldes ordrestigningen til dels, at materialeprisen er blevet dyrere, og ikke mindst, at danskerne i stigende grad ønsker skræddersyet renovering, der løfter funktionaliteten og det visuelle udtryk i hjemmet.
– Danskerne er villige til at betale tusindvis af kroner mere for boligrenovering hos os end for blot et år tilbage, og flere kaster sig ud i unikke løsninger. Det er ikke længere nok at få skiftet skabslågerne og bordpladen – nu er bestillingsopgaverne mere komplicerede, og flere eksperimenterer med farve- og materialevalg og ønsker ergonomiske løsninger som at få hævet bordpladen og udskiftet skabe- med skuffesystemer, siger Michael Riis i en pressemeddelelse.
Boligprojekter er blevet dyrere
Med inflation og energikrise er det generelt blevet dyrere at få lavet boligprojekter i Danmark. Ifølge en analyse fra Dansk Industri er prisen på især materialer som jern, stål, træ, tømmer og betonelementer steget, ligesom at produktion, import og transport af råvarerne er blevet dyrere.
– Det er dyrere end normalt at få lavet boligprojekter, men under renovering genanvender vi store dele af de eksisterende materialer – for eksempel korpus i køkkenet eller badeværelsesmøblet. Det sparer kunderne for mange penge på nye byggematerialer, og det kan vi mærke, at kunderne vægter for tiden. Jo billigere boligløsningerne er, des større økonomisk råderum har de til at få lavet de ønskede store boligprojekter, siger Michael Riis.
Virksomheders råvaremangel får flere til at renovere
Byggematerialer er ikke alene blevet dyrere, men også sværere at anskaffe for danske virksomheder, og ifølge en analyse fra Dansk Industri havde over halvdelen af virksomhederne inden for industri og byggeri mangel på materialer sidste sommer. Ifølge Sebastian Zenker, ekspert i forbrugeradfærd og professor i afsætningsøkonomi ved Copenhagen Business School, har det givet genbrugstrenden vind i sejlene.
– Virksomheder har manglet råvarer som træ og stål og derfor været udfordret på at levere blandt andet sæsonvarer i tide. Det har fået folk til at søge andre veje og investere i andre alternativer end nykøb, udtaler Sebastian Zenker i en pressemeddelelse.