
Heidi Reinholdt og Thomas Rud fra tegnestuen Reinholdt//Rud
Møbelinspireret køkkendesign skaber blide rummelige overgange
JKE lancerer køkkenkonceptet Nordic Studio, designet af Reinholdt/Rud, hvor fine snedkerdetaljer og et organisk formsprog forener køkken og bolig i ét æstetisk udtryk.
Hvordan skaber man et køkken, der glider ubesværet ind i den øvrige indretning – og samtidig fremstår som et selvstændigt designobjekt? Spørgsmålet har dannet udgangspunkt for et nyt snedkerkøkken designet af Heidi Reinholdt og Thomas Rud fra tegnestuen Reinholdt/Rud. Designerduoen har udviklet køkkenkonceptet Nordic Studio i samarbejde med den nordjyske køkkenproducent JKE. Resultatet er blevet et snedkermøbel, hvor designerne har gjort op mange designs forsøg på at skjule greb og i stedet har valgt store trægreb, inspireret af danske møbelklassikere.
Køkkenet er udført i massiv eg fra europæiske skove, og er kendetegnet ved i et enkelt og tidløst design, hvor funktionalitet og formgivning går op i en højere enhed.
- Vi har arbejdet med ærlige materialer, organiske former og snedkermæssige detaljer, der afspejler JKE’s håndværkstradition. Grebet er ikke blot funktionelt – det er en synlig og autentisk del af designet, fortæller Heidi Reinholdt og Thomas Rud i en pressemeddelelse.
- Træ og andre naturmaterialer er stærkt tilbage i boligindretningen. Det er ærlige materialer og passer ind i en tid, hvor mange er opmærksomme på at vælge gode materialer og godt håndværk, som holder i mange år. Det er et opgør med at købe og smide væk, fortæller Helle Fyllgraf, marketingdirektør hos JKE.
Nordic Studio i egetræ
Køkkenet er designet ud fra egne behov
Nordic Studio opstod ud fra et konkret behov. For da Reinholdt og Rud selv ville have et nyt køkken på tegnestuen, oplevede de, at det eksisterende marked manglede køkkenløsninger, der kunne indgå harmonisk i indretningen. Ambitionen blev derfor at designe et køkken, der kombinerer det funktionelle med det visuelt sammenhængende – og som kan opleves og bruges som et møbel.
Køkkenets fronter afsluttes med runde hjørner, som sammen med de gennemgående åreretninger og det markante trægreb skaber en rolig rytme og visuel blødhed. De afrundede former går igen på bordpladen og endegavle.
Fra den lille lejlighed til flere rum
Ifølge Helle Fyllgraf, marketingdirektør hos JKE, er Nordic Studio udviklet med fokus på fleksibilitet og skalerbarhed:
- Køkkenet er tænkt som et møbel til rummet – lige fra studiolejligheden, hvor alle funktioner samles, til det åbne køkken-alrum. Det kan også integreres i andre zoner som badeværelse, entré eller garderobe, så der skabes arkitektonisk sammenhæng i hele boligen.
Modellen tilbydes i fire varianter af eg og træets åreretninger ligger som træet vokser i naturen, og grebet i massivt egetræ er en fast del af designet. Ønsker man andre materialer, kan Nordic Studio kombineres med fronter i linoleum eller andre naturmaterialer.
Digital dokumentation for langtidsholdbart design
Med Nordic Studio introducerer JKE samtidig et digitalt spor for køkkenet, der leveres med en integreret QR-kode. Koden dokumenterer alle materialer og komponenter i den enkelte model. Formålet er at sikre køkkenet lang levetid ved at give bedre muligheder for reparation eller udbygning, frem for udskiftning.