Projektet Quay Quarter er en skyskraber-kontorbygning på havnen i Sydney i Australien, hvor Design Research Studio har samarbejdet med 3XN.
Designchef: Fremtiden handler om at udveksle ideer
Designere bør i fremtiden være meget mere åbne overfor eksterne samarbejder på tværs af faggrænser, fortæller Helene Bangsbo Andersen fra Design Research Studio, som pt. arbejder på indretnings- og arkitekturprojekter i bl.a. Australien, Grækenland og Brasilien samt Japan. Nøgleordet er udveksling af ideer.
– Vores største udfordring og forpligtelse er at tage ansvar og passe på vores jord og mennesker. At undersøge alternative bæredygtige materialer, processer og energiforbrug. Det er også vigtigt, at vi bidrager til diskussioner om fremtiden arkitektur og design samt støtter nyt talent, siger Helene Bangsbo Andersen, direktør i Design Research Studio i London. Foto: Peter Navey
Arkitekt og designer Helene Bangsbo Andersen er kreativ direktør og MD i Design Research Studio, som er et internationalt multidisciplinært design agency i London, der er udsprunget af det innovative globale produktbrand Tom Dixon. Studiet løser selvstændige opgaver for kontraktmarkedet over hele verden.
– Noget af det mest interessante for vores opgaveløsning, og det mest kendetegnende for, hvordan vi griber fremtiden an, er, at Design Research Studio ofte inviter andre fagområder i vores proces, når vi udvikler projekter. Det giver for alvor mening, når studiet formår at kombinere design og videnskab, siger Helene Bangsbo Andersen, som oplever, at der opstår en spændende dialog, når Design Research Studio inddrager både videnskabsfolk, ingeniører, kunstnere og lokale i deres utraditionelle research-baserede designproces.
– Vi arbejder for eksempel i øjeblikket med undervandsprojektet BIOROCK, som så dagens lys på Bahamas, og som vi pt. eksperimenterer med i Australien. Formålet er at reetablere koralrev og desuden bidrage til at give et lokalsamfund et økonomisk incitament, siger Helene Bangsbo Andersen og uddyber:
– Udover det bæredygtige aspekt skal projektet også skabe arbejde for mennesker i mere fjerne samfund. Projektet tager udgangspunkt i processer med kalkstenstilvækst under havoverfladen, der blev opdaget af den tyskfødte arkitekt, opfinder og marineforsker, Wolf Hilbertz i 1976. Projektet er en slags koraldannelsesfabrik på genstande under havoverfladen, som begyndte med en undervandsspisestue og i dag er udviklet til større arkitektoniske strukturer.
Under 3 Days of Design var Design Research Studio og Tom Dixon i København, hvor de hos auktionshuset Bruun Rasmussens Kunstauktioner illustrerede brugen af AI ved hjælp af en robot, der skabte den specialudgave af Cone Lights for Bruun Rasmussen. Foto: Peter Madsen
Dansk kustode
Helene Bangsbo Andersen beskriver sig selv som en slags kustode hos Tom Dixon, hvor hun som direktør for det kreative – og som garant for brandets integritet – insisterer på kvalitet, nye ideer og velfunderede beslutninger. I samarbejde med Tom Dixon tager hun sig af brandets strategi- og pipeline.
– Både inden for produkter og projekter spænder vores pipeline, strategi og pipeline vidt, og vi arbejder i forskellig skala, medier og kontekster. Tom Dixon og Design Research studio har en fleksibilitet og et format, der gør, at vi tiltrækker vidt forskellige klienter og samarbejdspartnere, siger Helene Bangsbo Andersen og fortsætter:
– Pt. arbejder vi på vores ”2025 Orientation”, en overordnet ’kulturel dagsorden’, der dikterer alt fra produkt design, herunder materialer, silhuetter og produktionsprocesser, til content, emballage, kampagne, launch, kommunikation og ‘behaviours’ i virksomheden. Vi arbejder to år i ud fremtiden og debatterer bl.a. AI, og hvordan vi bedst kan udnytte de nye redskaber.
Spørger man Helene Bangsbo Andersen om, hvad hun med sin danske baggrund kan bidrage med i en international virksomhed, lyder svaret, at hun oplever stor anerkendelse for sin faglige og kulturelle baggrund. I rollerne som henholdsvis Manager Director i Design Research Studio og Creative Director i Brand and Spaces i Design Research Studio & Tom Dixon arbejder hun på at knytte forbindelse mellem det materielle, det funktionelle og det relationelle.
– Jeg kommer med en materialeforståelse, en ydmyghed og en no-nonsense tilgang til vores designproces og kommunikation. Det er en del af min kulturarv, som jeg har en indbygget respekt for. Jeg forlanger, at det vi laver – produkter, rum og branding – er af høj kvalitet og har en lang levetid. Vi skal konstant udfordre os selv og forblive relevante, siger Helene Bangsbo Andersen, der er opvokset på Læsø, begyndte karrieren hos Susse Fischers tegnestue og siden tog en Master i Rum & Design fra Danmarks Design Skole.
– Jeg er meget pragmatisk i forhold til, at ting og rum skal fungere. Jeg er åben, ærlig og direkte i min feedback, hvilket ofte overrasker i London. Jeg er utrolig privilegeret, da jeg får lov til at arbejde med projekter og kollegaer fra hele verden, hvilket også er grunden til, at jeg flyttede til London for snart 20 år siden, fortæller Helene Bangsbo Andersen og understreger, at danskere i udlandet nok betragtes som meget stædige og nøgterne vikinger.
Sanser og Sao Paolo
Tilgangen til projekter vendes ofte 180 grader rundt, når Helene Bangsbo Andersen f.eks. tager udgangspunkt i dufte eller lyd.
– Det er vigtigt at huske alle sanser, når man laver arkitektur- og indretningsprojekter. Man må heller ikke glemme de menneskelige relationer, som for os er et standardkriterie. Et eksempel er vores samarbejde med KEF, et britisk audiofirma med højtalerproduktion. Her arbejder vi på at opnå den ultimative lyd- og rumoplevelse, fortæller Helene Bangsbo Andersen.
Af andre aktuelle projekter er Design Research Studio ved at afslutte syv ’micro living’-projekter i Skandinavien under navnet UNITY, ligesom de netop har afleveret den genåbnede skyskraber Quay Quarter Tower i Sydney efter en omfattende renovering i samarbejde med den danske tegnestue 3XN.
- Tidligere på året præsenterede vi to penthouselejligheder i Londons erhvervsdistrikt, Canary Wharf, i partnerskab med Herzog de Meuron. I Japan åbner vi senere på året et nyt garagekoncept og en ny Tom Dixon Flagship Store. I Grækenland arbejder vi på en imponerende privat bolig med geologi som narrativ, ligesom Tom og jeg til september tager til regnskoven i Sao Paolo for at indlede et nyt spændende projekt, fortæller Helene Bangsbo Andersen og påpeger, at de samtidig er ’masterminds’ bag et større broadcast-projekt til London Design Festival.
Modulært byggesæt
Design Research Studio stod også for en række skulpturer til en installation i Milano, CODE, hvor studiet fandt inspiration i det rå pcb-board og to simple geometrier.– Man kan konfigurere og rekonfigurere en cirkel og en firkant i en uendelig række objekter. Vi har lavet et slags modulært byggesæt, inspireret af den amerikanske kunstner, Sol LeWitt, og vi har videregivet det til andre arkitekter og designere i håb om, at de kan skabe flere og endnu mere ekstraordinære kompositioner. Projektet er et godt eksempel vores designstudios’ manifest, som vi i øvrigt at ved at lægge sidste hånd på i forhold til nyt website og identitet, fortæller Helene Bangsbo Andersen og fortsætter:
– Holdbare produkter, både i form, materiale og funktion, og en bedre forståelse af menneskers adfærd er vigtige redskaber. Ærlige materialer, traditionelt håndværk og nye industrielle fremstillingsprocesser er vigtige kriterier, og så er det afgørende, at vi italesætter alle sanser. Vi lavede engang en designfestival med titlen ’TouchySmellyFeelyNoisyTasty’, og den præmis er stadig yderst relevant, og en vi refererer til i mange designprojekter.
Hvor er Design Reseach Studio om 10 år?
– Vi er stadig et agilt, innovativt og internationalt designstudio, der arbejder i forskellige discipliner.
Jeg kan godt forestille mig et mere decentraliseret studio, der i højere grad arbejder tættere på vores samarbejdspartnere – at vi i kortere eller længere tid opholder os tættere på produktionen, på byggepladsen eller i laboratoriet, hvor vi kommer endnu tættere på materialerne, håndværket, den industrielle proces, menneskene og den lokale sjæl. Jeg håber, at Design Research Studio vil fortsætte med at tiltrække de største talenter på tværs af ekspertise, da fremtiden handler om at udveksle ideer. Om 10 år håber jeg, at vi igennem et endnu bredere netværk af partnere vil være en indflydelsesrig katalysator for forandringer og et design studio, der fortsat er drevet af nysgerrighed.
Hvad er de mest markante tendenser i øjeblikket, og hvor ser du designverdenen er på vej hen?
– Artificial Intelligence står naturligvis højt på designdagsordenen. Vi ser AI som et redskab, og vi forsøger pt. at finde ud af, hvordan vi inddrager algoritmerne i vores designproces og får mest muligt ud af de nye værktøjer, bl.a. bæredygtighed i forhold til bygningskonstruktioner.
Kulturel udveksling med samarbejde på tværs af fagligheder og en mere ’open source’ designproces i fremtiden handler for os om større åbenhed og en følelse af fællesskab.
- ‘Digitalisation’ og Miniaturisation’ af design som f.eks. med vores Cone Light-installation hos Bruun Rasmussen under 3 Days of Design i maj demonstrerede vi lokal – og live på stedet –produktion og direkte salg til markedet. På tre dage producerede vi – ved hjælp fra Universal Robots – to lamper i dansk Douglas gran fra Dinesen, der efterfølgende indgik i Bruun Rasmussens Designauktion. Installationen var en kommentar til Bruun Rasmussens 3 Days of Design-tema, ‘Danish Living, Design in Transition’.