
Signe Hytte designer ny serie af køkkengreb
Man plejer at skifte greb for at give sit køkken nyt liv – med den nye serie fra furnipart forestiller Signe Hytte sig, at man i stedet beholder grebene og skifter køkkenet ud.
CEO hos furnipart Rasmus Byriel er stolt af at præsentere – furnipart x Signe Hytte – en ny kollektion af eksklusive greb og knopper, der er udviklet i samarbejde med designeren Signe Hytte. Han fortæller:
- Der har de senere år været et stort fokus på materialer og håndværk, når man designer køkkener. Men grebene har sjældent fulgt med denne udvikling, og med de to kollektioner Scultura og Calliope har vi ønsket at skabe to serier af greb med samme høje standard på design, håndværk og materialer som det øvrige køkken.
Greb: En overset produktgruppe
Signe Hytte fortæller, hvordan samarbejdet kom i stand:
- Jeg har lavet noget for Paper Collective i de samme materialer, som bruges til møbler og lamper, men i en helt anden kategori. Jeg har også lavet lysestager for Origin Made i sandstøbt aluminium, og det var bl.a. de produkter, som gjorde furnipart interesseret i et samarbejde, og det satte gang i tanker, om vi kan bruge det i et greb, siger Signe Hytte og fortsætter:
- Jeg havde aldrig lavet greb før, så det var en megaspændende kategori at kaste sig over. Det er en lidt overset produktgruppe, og der ikke tidligere været fokus på greb som egentlige designobjekter. Men jeg kan godt lide at arbejde i udkanten af branchen.

Et navn former også designet
Signe Hytte fortæller, at hun på baggrund af en designbrief fra furnipart udviklede Scultura, som det var meningen, at den skulle lanceres i juni til 3daysofdesign, men så besluttede hun også at lave et ekstra greb: Calliope.
Signe Hytte er kendt for at skabe produkter med en historie, og hun vil gerne formidle en fortælling med sine design helt fra skitsefasen.
- Min proces er ofte, at jeg fra starten lader et navn eller en fortælling summe i baghovedet. På et tidspunkt vender jeg tilbage til det og mærker efter, hvilken historie jeg vil fortælle – hvor jeg sætter en scene: Hvad vil jeg med det her produkt? Jeg bruger lang tid på mine designs, navnet betyder noget for mig – det skal føles rigtigt.

I udviklingen af Scultura lagde hun ud med at fylde nogle elektrikerrør med gips, som hun derefter tilpassede med en hobbykniv.
- Designet skulle være skulpturelt, og jeg var meget inspireret af de klassiske græske og romerske søjler, som har udskæringer, der er så bløde, at det næsten ser ud som om, det er en kniv, der har skåret i smør. Det udtryk ville jeg gerne frem til, og ved at sidde med 1-1 modeller i gips, som jeg kunne skære i, fik jeg både noget af mit eget håndværk ind i designet, samtidig med, at jeg hurtigt kunne se det færdige produkt for mig, fortæller Signe Hytte og fortsætter:
- Calliope er navnet på den niende muse for det episke, heltedigtningen, hvilket refererer til det konkave og konvekse i grebet, til stålets enkelhed. Det fortjente et navn, der kunne noget. Det måtte gerne være lidt højtravende, fordi formen i sig selv er så minimalistisk. Jeg kan godt lide at finde navne i græsk eller romersk mytologi – det giver produkterne en personlighed.
Med både lange greb og små knopper skaber Calliope en smuk balance mellem funktion og æstetik, der giver hjemmet en afdæmpet varme og elegance.
Om samarbejdet
Med denne kollektion demonstrerer Signe Hytte, at køkkengreb kan løftes fra at være praktiske detaljer til at være designelementer i egen ret. Samarbejdet mellem furnipart og Signe Hytte viser, at samspillet mellem designer og producent kan føre begge parter ned ad helt nye veje. Og man har derfor aftalt, at samarbejdet fortsætter fremover, og nye projekter er allerede i støbeskeen.