Gennem en kemikaliefri upcyclingsteknik med blandt stenvask og soltørring får tæpperne et moderne vintagelook.
Upcyclede ægte persiske tæpper hitter i indretningen
Med en naturlig upcycling-teknik kan Rezas restaurere de klassiske håndlavede tæpper, der er brugt i generationer. Det giver tæpperne et mere moderne vintagelook med respekt for det gamle håndværk og kan passe ind i indretningen i dag.
Det er tid til at finde sit ægte persiske tæppe frem igen. Med en gammel restaureringsteknik uden kemi, kan de smukke tæpper upcycles til et moderne vintagelook, der er blevet populært over hele Europa – også i Danmark.
Tæpperne bliver vasket og klippet til og i nogle tilfælde tegnes mønstrene op igen med tråd eller naturlig farve for at fremhæve de originale detaljer
– Tæpperne er blevet lavet i hånden i små landsbyer gennem generationer i Persien. Hvert tæppe er sit helt eget stykke kunsthåndværk, og det er noget, folk altid har sat pris på og elsket ægte persiske tæpper for. Men med gamle, naturlige teknikker kan vi give tæpperne et nyt liv og look, som er mere moderne og rustikt, forklarer Jesper Andersen, der er vicedirektør hos virksomheden Rezas i en pressemeddelelse.
Rezas opkøber, restaurerer og videresælger de særlige vintage tæpper, som i Danmark forhandles hos Garant.
Restaurering med omtanke er tidsånden
At tage noget, der måske ville forgå eller miste sin værdi, og give det værdi gennem en naturlig proces, harmonerer med tidsånden, mener Kate Hovgaard Mikkelsen, der er kategorichef for tæpper hos Garant:
– I det her tilfælde handler det ikke kun om den rene miljøomtanke, men også om at bevare kunst, håndværk, kultur og unika. Man får ikke bare et tæppe, men et kunstværk, som et rigtigt menneske har brugt timevis på at knytte.
Den kemikaliefri upcycling er en restaurering af tæppet, som omfatter blandt andet stenvask og soltørring. Det giver tæppet et moderne vintagelook med respekt for det oprindelige håndværk, og det har gjort det ældgamle persiske tæppehåndværk populært i et nyt format i hele Europa.
Processen gør kun tæppet endnu mere slidstærkt. Det bliver vasket og klippet til, og i nogle tilfælde tegnes mønstrene op igen med tråd eller farve for at fremhæve de originale detaljer. Ved at barbere tæppet ned til den flade væv opnås et rustikt look, men også et helt fladvævet og meget holdbart tæppe, hvor kanter med eventuelle frynser erstattes med nye eller bliver overlogget med en syning rundt i hele kanten.
Hvis ikke hele tæppet kan restaureres, laves brudstykker af det til vintage patchwork-tæpper, der gennemgår samme upcyclingsproces.
– Patchworktæpperne er meget populære. De har et anderledes udtryk, men de fortæller også en historie om det gamle håndværk og er en måde at give nyt liv til noget gammelt, runder Jesper Andersen af.