Stockholm Furniture Fair byder velkommen med Formafantasma
Stockholm Furniture Fair er møbel- og designmessen, der samler alle de skandinaviske lande. Den vokser sig for hvert år til en større og større begivenhed, og i år har man store forventninger til årets Guest of Honor – den italienske designduo Formafantasma.
Det lokale, det bæredygtige og den ændrede opfattelse af design og arkitektur er nøgleordene på møbeldesign- og interiørmessen Stockholm Furniture Fair 2024. Den foregår fra den 6.-10. februar – parallelt med Stockholm Design Week fra den 5.-11. februar.
Her mødes arkitekter, designere, pressen og indretningsarkitekter samt andre med interesse i design, møbler, interiør og arkitektur. Man kommer for at lade sig inspirere af hinanden og se nyheder præsenteret af branchefolk fra hele verden – og ikke mindst at opleve tingene fysisk.
Ud over at netværke kan man blive klogere på, hvad der rører sig i design- og indretningsbranchen ved at deltage i workshops, talks eller seminarer om nye trends og produktlanceringer. Årets særligt inviterede designere, Guest of Honor, får lov til at skabe en udstilling som velkomst ved indgangen, hvor alle messegæster kommer forbi.
Den eksponering, man opnår ved velkomstudstillingens, er helt unik, og det stiller naturligvis krav til de innovative evner hos designvirksomheden, der får opgaven.
Sidste år var det svenske Front Design, bestående af de to samarbejdspartnere og veninder, Sofia Lagerkvist og Anna Lindgren, som bl.a. havde ladet sig inspirere af naturens sanselighed, arkæologer og tryllekunstnere.
Deres opsigtsvækkende bidrag til velkomstområdet var den polstrede møbelserie, Pebble Rubble, designet for den italienske møbelproducent Moroso. Møbelserien med sofa, lænestol og puffer, var skabt som naturtro kopier af klipper og sten.
Den italienske designduo Formafantasma mener, at når vi taler om møbeldesign, taler vi implicit om træ, og når vi taler om træ, må vi også tale om skoven. Foto: Gregorio Gonella
Tænker holistisk
I år har den italienske designduo, Formafantasma bestående af Andrea Trimarchi og Simone Farresin, fået rollen som Guest of Honor. Man kan derfor også opleve dem til en talk på åbningsdagen.
De beskriver sig som et ’forskningsbaseret og holistisk tænkende designstudio, som undersøger økologiske, historiske, politiske og sociale kræfter, som påvirker designdisciplinen i dag.’ Det vil sige, at de bruger ’design som et værktøj til at skabe sociale og holdbare forandringer.’
Formafantasma, som har designstudio i henholdsvis Milano og Rotterdam, er kendt for at samarbejde med de største brands, gallerier og museer over hele verden – fra Hermès, Flos og Fendi til Vitra Design Museum, Serpentine Galleries og Design Academy Eindhoven. Af projekter med et dansk brand involveret har de f.eks. indrettet et nyt rum – et showroom kombineret med mødelokale – i en stor Flagship-store i New York for FRAMA og Stone Island.
- Når vi taler om møbeldesign, taler vi implicit om træ, og når vi taler om træ, må vi også tale om skoven. Vi mennesker må koble produkter sammen med det økosystem, som de stammer fra. Man må forholde sig til både mulighederne og problemerne ved produkterne, udtaler Andrea Trimaraci i forbindelse med deres deltagelse i Stockholm Furniture Fair.
Han påpeger samtidig, at arbejdet som designer i dag handler om meget mere end slutproduktet. Det handler lige så meget om at tænke nyt i forhold til produktionsprocessen.
Formafantasmas installation i velkomstområdet hedder Reading Room, hvor de bl.a. viser deres ideer og fremtidsvisioner – konkretiseret via et rum til fordybelse, hvor messens besøgende kan tage et tiltrængt hvil, læse, reflektere og dykke ned i de forskellige koncepter, som har inspireret Formafantasma gennem tiden.
- En møbel- og designmesse er et mødested for mennesker, hvor de samles for at se på nye produkter. Men det er også en platform for at udveksle ideer og for kulturer at mødes. Vi vil gøre noget, som ikke kun handler om at vise vores arbejde, men i lige så høj grad, hvordan vi tænker og arbejder, siger Andrea Trimarci.
Artek har samarbejdet med Formafantasma i forbindelse med deres undersøgelse af, hvordan man kan udnytte træ bedre. Foto: Villi Mikko-Ryhänen
Doneres og sælges bagefter
De har møbleret velkomstområdet med europaller, borde fra Artek, belysning fra Flos og tekstil fra Maharam. Samarbejdet med Artek gik ud på at finde frem til, hvordan man kan udnytte træ bedre og dermed skabe en dialog i forhold til indkøb og forarbejdning af træet. Det er fremtiden, mener de.
Formafantasma har udvalgt en række bøger om emner som skove, økosystemer og bæredygtighed/holdbarhed, som ligger på bordene. De to designere ønsker at flytte fokus fra selve produkterne til designprocessen og den viden om transformation, som ligger bag. Disse tanker kan man se udfoldet via filmværker afspillet på opstillede skærme.
Det bæredygtige aspekt tager Formafantasma helt bogstaveligt ved, at de efter Stockholm Furniture Fair donerer bøgerne til designskoler, ligesom møblerne signeres og sælges via Nordiska Galleriet.