
Ny kollektion Teklan-tæpper for LAYERED
Designer og farveekspert Tekla Evelina Severin udfordrer grænserne mellem flade og rum i sin nyeste tæppekollektion for det svenske interiørdesign brand LAYERED.
LAYERED lancerer sin anden kollektion i samarbejde med den svenske designer og farveekspert Tekla Evelina Severin, bedre kendt som Teklan. Kollektionen består af seks tuftede tæpper i 100 % uld, hvor farve, geometri og optiske effekter iscenesætter nye måder at opleve rum på.
Kollektionen bygger videre på Teklans Prism-kollektionen, men bevæger sig ud over farveblokke og basale former. I stedet udforsker designet rumlige illusioner, indramning og rytmiske strukturer, hvor referencerne spænder fra klassisk arkitektur til modernistiske flisemønstre.
- At arbejde med tæpper er som at tegne et nyt geografisk kort for et rum – du påvirker, hvordan mennesker bevæger sig, og hvordan de opfatter skala og overflader. Jeg kan godt lide, når et systemisk design efterlader plads til personlig fortolkning, fortæller Tekla Evelina Severin i en pressemeddelelse.
Kollektionen kredser om tre grundmønstre – Fregio, Labyrinth og Diagonal – der hver findes i to farvevarianter. Resultatet er en serie tæpper, der både kan forankre og forandre rummet, alt efter placering og kontekst.
Fregio: En nyfortolkning af gulvets frise
Navnet Fregio refererer til den klassiske arkitektoniske frise, her omsat til et taktilt og grafisk tæppe, der definerer rummets grænser frem for at fylde det. I én version kombineres olivengrøn med rosa og bordeaux for et internationalt præg, mens den anden variant – i gul og pink – trækker på Teklans barndomsinspiration fra farvekombinationerne i tøjet hos Pippi Langstrømpe og Annika.

Labyrinth: Optiske dybder og brutalisme
Labyrinth er inspireret af Severins egne rumlige installationer, hvor overflader sammensættes i serier og overgange. Mønsteret skaber en illusion af tredimensionalitet og refererer til Carlo Scarpa’s arkitektur – især monumentet La Tomba Brion – hvor lys og skygge optræder som bærende elementer i det rumlige udtryk.
Diagonal: Striper i bevægelse
Diagonal viderefører en tilbagevendende figur i Teklans arbejde – striben – men her sat på skrå og kontureret med skyggeeffekter, der tilføjer bevægelse og dybde. Den ene version kombinerer blå og bordeaux i et markant udtryk, mens den anden tilbyder en varmere, mere afdæmpet farveskala.
- Jeg bevæger mig gerne mellem det stramme og det organiske – det stiliserede og det bløde. Det handler ofte om at undersøge, hvordan mønstre kan få flader til at virke rumlige, og omvendt, fortæller Teklan.
Tæppet som rumskaber
Med kollektionen udfordres den traditionelle opfattelse af tæppet som flade og funktion. I stedet betragtes det som et rumligt greb, der kan skabe pauser, overgange og dybde i et interiør – og ikke mindst bidrage med en stærk, farvebåren identitet.
- Teklan har en særlig evne til at bruge farve som et redskab til at forstærke og løfte mønstre,
Hun ser tæppet som et lærred og bliver ved med at skubbe til grænserne for, hvad et tæppe kan være, fortæller Malin Glemme, grundlægger og kreativ direktør i LAYERED.
Om LAYERED og Tekla Evelina Severin
LAYERED blev grundlagt i 2015 i Stockholm og har markeret sig som en toneangivende aktør inden for nordisk interiørdesign med fokus på æstetik, håndværk og bæredygtige materialer.
Tekla Evelina Severin er uddannet fra Konstfack og arbejder som interiørarkitekt med fokus på både storskala offentlige rum og eksklusive boliger. Hendes tværdisciplinære tilgang omfatter også fotografi og scenografi, og hun har udstillet internationalt - fra Berlin og Buenos Aires til Reykjavik og New York.
Læs flere nyheder om møbeldesign