Himmelhaven, Ordrupgaard. Foto af Cowi Lysdesign.
Se de fire nominerede projekter til Den Danske Lyspris 2022
En facade der skaber poesi om natten, transformerede studiemiljøer, underjordisk lys der iscenesætter, og et byrum der skærmer mørkets dyb og biodiversitet er de fire nominerede projekter til Den Danske Lyspris.
Dansk Center for Lys har i år modtaget 11 indstillinger til Den Danske Lyspris, der overrækkes ved en festlig sammenkomst den 23. marts 2023.
Juryen har valgt at nominere fire projekter til Den Danske Lyspris 2022. Projekterne spænder bredt fra facadebelysning over byrumsbelysning til museumsbelysning og belysning i undervisningsbygning. Alle projekterne viser smukt stedsspecifikt lysdesign, som understøtter arkitekturen og løfter helhedsoplevelsen.
Amagerværkets Blok 4, Foto af Allan Toft
Amagerværkets Blok 4
En lysende skov på facaden skaber industriel poesi og fortæller den urgamle historie om, hvor vi får varme fra.
Facadebelysningen på Amagerværkets nye blok er en naturlig og integreret del af selve facadens arkitektur, der samtidig skaber en fortælling om aktiviteten i kraftværkets indre. Facaden er behængt med træstammer, fordi træflis er kraftværkets brændsel. Varmen er skabt ved at tænde et bål med træ, som tilfældet har været gennem årtusinder. Her sker det blot i en industriel skala, men historien er enkel og værd at fortælle, og fjernvarmekunderne kan gennem kraftværkets udformning få en relation til den energi, de forbruger.
Belysningen blev udviklet i forbindelse med arkitektkonkurrencen i 2014, idet arkitekt, landskabsarkitekt og lysdesigner deltog som et samlet team lige fra starten. Det stod klart fra første færd, at kraftværkets betydningsfulde og fortællende facade skulle belyses, så symbolikken var åbenbar også i mørke. Samtidig skulle lyset være et nyt fortællende lag, der kun gav sig til kende om natten og skabte en særlig industriel poesi.
Tykt tæppe af træstammer
Gennem en offentlig tilgængelig trappe bliver besøgende ledt fra forpladsen til udsigtsplatformen gennem et tykt tæppe af træstammer. Under opstigningen ad himmeltrappen får besøgende en pædagogisk oplevelse, når de kigger ind gennem store vinduer til produktionen i hallerne. Dertil kommer oplevelsen af at være inde i en skov. Mens kraftværket på stor afstand er rektangulært og belyst næsten som et biograflærred, bliver detaljeringen anderledes tæt på.Dybden i stammefacaden bliver mere kompleks og uudgrundelig. Det er som at gå helt tæt på skoven og gå ind i skovbrynet – pludselig er du inde i stedet for ude. Oplevelsen er vidt forskellig indefra og udefra.
Facadelyset er visuelt stimulerende uden at være stressende og egner sig til at kunne ses fra nabobygningerne og fra de boligområder, som i de kommende år vil komme stadig nærmere. Bevægelsen er rolig, smuk, stille og ubestrideligt tiltrækkende. Hvor lys i bevægelse typisk er pixeleret og bærer præg af programmering, er hensigten med løsningen at virke naturlig og imødekommende.
Bygherre: HOFOR, Hovedstadens Forsyningsselskab
Arkitekt: Gottlieb Paludan Architects
Lysdesigner: Speirs Major med Gottlieb Paludan Architects
Fulfilment Partner: Stouenborg
El-ingeniør: MOE
El-installatør: Kemp & Lauritzen
Ibrugtagning: 2021
Transformation af DTU’s auditoriebygning 116, Foto af Laura Stamer.
Transformation af DTU’s auditoriebygning 116
DTU’s auditoriebygning 116 har fået nyt liv efter en omfattende transformation, hvor dagslys og kunstlys tilsammen skaber et imødekommende studiemiljø.
Auditoriebygning 116, tegnet af Eva og Nils Koppel, står som en af DTU’s smukkeste auditoriebygninger. Gennem en større transformation er bygningens arkitektur bevaret, gjort mere menneskelig og imødekommende med aktive studiemiljøer, der lever i alle bygningens åbne timer.
I hjertet af bygningen er en markant kerne af gule mursten, som rummer tre auditorier. Højtsiddende vinduesbånd følger bygningen rundt og giver et unikt lysindfald. Mod syd er en tidligere mørk foyer forvandlet til et lyst studiemiljø med seks store, lange og smalle ovenlys og en åben facade, der binder inde og ude sammen.
Tekstiler bryder lyset
Til de nye studiemiljøer rundt om murstenskernen har Lightscapes designet solafskærmningen med hængende tekstiler, der fanger og bevarer sollyset, bryder det ned i mindre dele og derved giver et blidere og naturligt lys i rummet. Selve murstenskernen er blevet renset og oplyst med wallwash, så den på én gang bliver let i sit udtryk og danner bagtæppe for de mange nye funktioner i studiemiljøerne.I holdlokalerne omkring studiemiljøerne er belysningen opdateret med oplyste vinduesbånd, der sparer 1/3 af armaturerne i lofterne. Dertil er designet en række gardiner, som oplyses inde fra vinduesbåndet om aftenen, så uderummet opleves venligt og varmt fra farven af gardinerne.
I det store auditorie er skabt et nyt scenetæppe af transparente multifarvede tekstiler i flere lag. Scenetæppet fungerer som fler-facetteret lærred for en række stedspecifikke lysfilm med abstrakte fortolkninger af DTU’s mange spændende fagligheder. Indholdet er optaget direkte på DTU. Projektion og tæppe buer ud ad scenen for perspektivisk dybde og derved et forbedret optisk indeklima, mens lys og farver smelter sammen i ét og samme motiv. Filmene spilles mellem forelæsninger som et pauserum for de studerende eller som optakt til en festforelæsning, hvor folk kommer udefra for at blive klogere på omfanget af den forskning, der foregår inde bag DTU’s mure.
Bygherre: Campus Service – DTU
Arkitekt: Rørbæk & Møller Arkitekter
Dags- & kunstlysdesign: Lightscapes, Iben Winther Orton
Soltekstiler i foyer samt integreret lyskunst og scenetæppe i aud81: Lightscapes og billedkunstner Malene Bach Studio
Farvesætning: Malene Bach Studio
Ingeniør: EKJ Rådgivende Ingeniører
Hovedentreprenør: JAKON
Rådgivere på indretning og brugerproces: CCO og Mtre
Ibrugtagning: 2021
Himmelhaven, Ordrupgaard
Lysdesignet i Ordrupgaards nye underjordiske tilbygning iscenesætter kunstværkerne effektfuldt og skaber en behagelig atmosfære, der mimer dagslyset udenfor.
Tegnestuen Snøhetta har tegnet Himmelhaven, en underjordisk udvidelse af Ordrupgaard, der huser museets imponerende samling af fransk kunst fra det 19. århundrede med navne som Monet, Gauguin og Matisse.
825 m² ud af Himmelhavens 1800 m² er dedikeret til udstillingsareal. Udstillingsarealet består af to sale til særudstillinger og tre sale til den permanente samling af fransk kunst.
De tre udstillingssale til den permanente samling varierer både i størrelse og loftshøjde. Alle gulve, vægge og lofter er beklædt i lyst egetræ. Loftet er udformet som et fint trækassetteloft, mens væggene er malet i en sart grøn farve, der skaber en flot baggrund til kunstværkerne. I udstillingssalene er der intet dagslys, så kunstlyset er altafgørende for oplevelsen af kunstværkerne og arkitekturen.
Fokuseret belysning
Ønsket var fra begyndelsen, at belysningen skulle spille en hovedrolle i iscenesættelsen af kunstværkerne, mens armaturerne skulle spille en lille, men velintegreret, rolle i arkitekturen.
Udstillingssalene måtte ikke opleves som en dunkel kælder, men omvendt måtte salene heller ikke blive overbelyst. Resultatet af det udfordrende lysdesign er blevet behagelige udstillingssale med dæmpet grundbelysning og fokuseret belysning på kunstværkerne.
Rummene opleves ikke som mørke kælderrum. Tværtimod imiterer kunstlyset sollys, der trænger igennem bygningens loft og ned i salene. Belysningen fremstår neutralt og stjæler ikke fokus fra kunstværkerne, men iscenesætterne værkerne, så de fremstår i stærke og klare farver. Hvert enkelt armatur er fokuseret og forholder sig til et individuelt kunstværk.
Ved hjælp af en blid wallwashing af væggene og den fokuserede kunstbelysning står værkerne frem og lyser op selv. Efter at have bevæget sig igennem de underjordiske udstillingssale, kommer de besøgende ud i et smalt og højt rum fyldt med dagslys. Den vertikale belysning langs rummets endevægge, drager øjet opad mod daglysåbningen. Det smukke kolde dagslys blander sig med den varme tone af de vertikale LED-bånd, og skaber en portal op til en anden verden.
Bygherre: Ordrupgaard Museum
Lysdesign: COWI Lysdesign
Arkitekt: Snøhetta
Leverandør: LIK A/S, Zumtobel, Ljusdesign, BBS lighting
Ibrugtagning: 2021
Læs også:
Iben Winther Orton: Mørkets lysNy indgang til Bispebjerg Kirkegård, Foto af Thomas Lekfeldt.
Ny indgang til Bispebjerg Kirkegård fra Skoleholdervej
Et nyt byrum på kanten af Bispebjerg Kirkegård har set lyset. Byrummet binder bydelen Nordvest sammen med kirkegården og skaber en stemning af ‘pejsestue’ om aftenen takket være den tryghedsskabende og omfavnende belysning.
Det nye byrum på kanten af Bispebjerg Kirkegård fungerer som et hængsel mellem byen og kirkegården. I et enkelt greb er en 40 meter lang mur trukket tilbage fra fortovet for at skabe en lomme i byen med en fin visuel kontakt til kirkegårdens store grønne rum. Lommen skaber en fælles grøn dagligstue om dagen, som forvandles til en hyggelig pejsestue om aftenen takket være lyssætningen.
Unik og underspillet
Med fokus på de gamle dyder indenfor lysdesign er der skabt en unik, underspillet, tryg og imødekommende belysningskvalitet i og omkring det nye byrum. Såvel dagens naturlige lys som mørkets lys agerer som virkemiddel til at binde kirkegårdens stille rum sammen med det livlige byrum. I den nye kunstbelysning får kirkegårdens mørke lov at ligge uberørt hen, mens trafiksikkerheden på vejen er bevaret. I byrummet er lyset varmt og nærmest omfavnende. Og netop, hvor muren skærer sig igennem kirkegården, stiger varme stråler af strejflys op, der bringer materialitet og en næsten kropslig fornemmelse af varme til rummet. Bænke til ophold skaber områdets ’pejsestue’ under de store træers kroner. Her kan folk mødes, hygge, hvile og føle sig trygge og varme på selv en mørk kold vinterdag.
Smukke perforeringer i muren giver adgang for kig og lys mellem det nye byrum og kirkegården. Det samme gælder den smukke jernstruktur på siderne, som åbner kirkegården op uden at lukke byrummet ind, mens solens lys over døgnet tegner skygger på tværs af pladsen.
Belysningen tænder 20 minutter efter solnedgang året rundt. Det er designet til at være kraftigt i myldretiden, men ellers dæmpes det helt ned, så det står og gløder. Farven på belysningen er holdt i de meget varme toner og antallet af belysningskomponenter er holdt på et minimum for at sikre, at mørket bevares og biodiversiteten omkring de gamle træer bliver påvirket minimalt.
Bygherre: Københavns Kommune og Områdefornyelsen i Nordvest
Landskabsarkitekt og projektledere: VEGA Landskab
Ingeniør: Troelsgaard Ing. A/S og Gert Carstensen A/S
Lysdesign: Lightscapes, ved Iben Winther Orton
Installatører: Lightconstructor ApS og Citelum
Ibrugtagning: 2021