Montana hyldest til Jørgen Rasmussen
Arkitekten og designeren Jørgen Rasmussen er gået bort, 93 år gammel. Med opfindelsen af kevi dobbelthjulet har hans design nået ind i hjem og kontorer verden over.
Arkitekten og designeren Jørgen Rasmussen sov stille ind den 23. oktober 2024, 93 år gammel. Han er kendt og elsket for sin innovative tilgang til form og funktion, og hos Montana Furniture er man stolte over at være med til at videreføre hans arv ved at producere den ikoniske Kevi-stolen, der stadig står som et symbol på dansk håndværk og gennemtænkt, skriver Montana Furniture i en pressemeddelelse.
Jørgen Rasmussen var uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i 1955 som arkitekt og startede sammen med sin tvillingebror Ib i 1957 eget arkitektfirma med speciale i enfamiliehuse. Allerede året efter påbegyndte de et samarbejde med Kevi A/S.
Allerførste projekt var at tegne en villa for Kevi’s administrerende direktør Bent Harlang, og denne opgave åbnede døren til endnu en opgave, som blev Jørgen Rasmussens første møbelopgave. Sidenhen førte det til den kendte Kevi-stol, der som arbejdsstol hurtig blev populær i hjemmene og kontorerne i 1960'erne.
Designet lagde vægt på sund ergonomi og Jørgen Rasmussen havde tegnet stolen med både rygstøtte og højdejustering, der giver optimal støtte for brugeren. Denne tilgang var dengang helt ny og gjorde Kevi-stolen anvendelig på både arbejdspladser, skoler og i hjemmet.
Det kendte dobbelthjul designede Rasmussen i 1965 og modtog ID-klassikerprisen for. Det var en genopfindelse af hjulet, der placerede to hjul asymmetrisk, roterende uafhængigt, så stolen kan køre i alle retninger. Kevi-hjulene revolutionerede kontorlandskabet og blev hurtigt en international succes. I dag findes Kevi-hjulet på møbler verden over, og det blev i 2006 en del af den danske Kulturkanon som et betydningsfuldt værk i dansk kultur.
Joakim Lassen, administrerende direktør i Montana Furniture, siger:
- I 2007 blev Kevi-designets rettigheder købt af Engelbrechts, og med Montanas opkøb af Engelbrechts i 2021 fik vi æren af at bringe dette indflydelsesrige design ind i vores sortiment. Gennem generationer har Kevi-stolen været et elsket ikon, og Jørgen var altid beskeden og underspillet omkring sine bedrifter. Jeg husker, hvordan jeg som barn i 1960'erne sad på børneudgaven af Kevi-stolen - den var en fast del af min opvækst. Det var derfor en personlig glæde at kunne byde Kevi velkommen i Montana-familien og fortsætte med at dele Jørgens vision med nye generationer.
- Med tabet af Jørgen Rasmussen mindes vi hos Montana Furniture ham som en ydmyg og visionær skikkelse, hvis indflydelse strækker sig langt ud over hans egne værker. Vi ærer hans minde ved at videreføre de værdier, han repræsenterede: en kompromisløs dedikation til kvalitet, et skarpt fokus på brugeroplevelsen og en dyb passion for tidløst og elegant design, slutter Joakim Lassen.