
Kresten Hellbergm
Møbelsnedkerelev samarbejder med producent på svendeprøven
Den nyudklækkede svend, Kresten Hellbergm har på sin svendeprøve haft et tæt samarbejde med Häfele, der sponsorerede LED-komponenterne og bistod med teknisk rådgivning.
Et samarbejde med Häfele gav snedkerelev Kresten Hellberg fra på Next i Herlev teknisk sparring og LED-komponenter til et eksperimenterende svendestykke i valnød – et væghængt skab med jalousilåger og indbygget LED-lys. Men ud over det æstetiske og tekniske håndværk rummede projektet også et strategisk samarbejde med Häfele, som leverede lyskomponenter og teknisk rådgivning.
Hellberg valgte aktivt at invitere erhvervslivet ind i sin uddannelsesproces – noget, som han mener flere snedkerelever kunne få gavn af.
- Jeg var den eneste på holdet, der arbejdede med lys – og den eneste, der samarbejdede med en virksomhed. Det er ikke noget, mange tænker som en mulighed, fortæller han.
Møbelsnedkeruddannelsen rummer skjulte omkostninger
For mange elever på erhvervsuddannelser er økonomien en udfordring. Hellberg måtte selv investere i både værktøj og materialer – alene valnøddetræet til svendestykket kostede 4.000 kr.
Den økonomiske virkelighed blev en katalysator for at opsøge samarbejdspartnere i erhvervslivet, forklarer han:
- Det handler ikke kun om at spare penge. Jeg har også fået faglig sparring og opbygget kontakter i branchen.
Stort potentiale i tættere samarbejde med elever
Häfele har gennem flere år arbejdet på at styrke relationen til erhvervsuddannelserne og støtter elever og lærlinge med både produkter og viden.
- Det er vigtigt, at vi i branchen engagerer os i den næste generation af håndværkere, siger direktør Signe Rousing Fabricius.
Ved at stille komponenter og teknisk rådgivning til rådighed for Hellberg, har Häfele bidraget til et konkret eksempel på, hvordan design og teknologi kan forenes i snedkerfaget.
Funktion og æstetik i dialog
Selv om belysning ikke indgår som pensum på snedkeruddannelsen, havde Hellberg tidligere erfaring fra sin praktik hos Hangar 5, hvor han arbejdede med Häfeles Loox LED-system. Denne viden videreførte han i svendestykket, som skulle balancere både funktion, æstetik og teknologi.
Han stod bl.a. over for valget mellem ét sammenhængende lysbånd eller tre separate spor. Efter en teknisk dialog med Häfele blev løsningen både enkel, funktionel og udtryksmæssigt gennemført.
Leverandørkontakt som læringsrum
For Hellberg har samarbejdet med Häfele ikke blot styrket det færdige møbel, men også givet erfaring med kommunikation, forventningsafstemning og produktudvikling i praksis.
- Underviserne er stærke håndværkere, men de er ikke altid opdateret på ny teknologi. Ved at inddrage virksomheder får vi adgang til den nyeste viden – og vi lærer at begå os professionelt i et netværk.
Med svendebrevet i hånden søger Hellberg nu videre mod nye muligheder i møbelbranchen, hvor han håber at fortsætte sin faglige udvikling i krydsfeltet mellem design og teknologi.