1. Hulsøhylden, designet af Finn Juhl i 1949, præsenteres i amerikansk valnød og FSC-certificeret egetræ
House of Finn Juhl lancerer Hulsøhylden i Paris på Maison & Objet
På sin allerførste udstilling på designmessen Maison & Objet præsenterer House of Finn Juhl en smuk tilføjelse til kollektionen: Hulsøhylden, som blev designet af Finn Juhl i 1949 til samme indretning som Høvdingestolen.
Finn Juhl mestrede som arkitekt både at tegne skulpturelle møbler og skabe holistiske udstillinger og indretninger. Et kendt eksempel er arbejdet med Formynderskabsrådets sal i FN-hovedkvarteret i New York fra 1952, som anses for et af hans hovedværker.
Netop den holistiske tilgang, som ligger bag indretningen af Finn Juhl-salen, førte også til, at arkitekten designede hylden, som møbelproducenten House of Finn Juhl har valgt at kalde Hulsø. Under en gennemgang af tegningsarkivet fandt man hos House of Finn Juhl en bølgeformet hylde med smukke detaljer, der var en del af indretningen til en såkaldt "vinterstue" hos magister W. Andersen i Hulsø Ege, Rungsted.
Hyldens organiske design gør op med forestillingen om en hylde, som blot er en baggrund for de objekter, der udstilles. Hulsøhylden er i sig selv et kunstnerisk element, der ud over sin funktion, tilfører rummet æstetisk værdi.
Det er første gang, at House of Finn Juhl udstiller på messen for design og interiør Maison & Objet, som i år kan fejre 30 års jubilæum og finder sted d. 18.-22. januar 2024.
Finn Juhls originale tegning af indretningen hos magister W. Andersen i Hulsø Ege, Rungsted. Fotografi: Pernille Klemp, Designmuseum Danmark.
Arbejdstegning fra indretning af magisterens hus
Indretningen af vinterstuen, hvor hylden indgår, er illustreret på to af Finn Juhls originale akvareller, og der findes ligeledes en detaljeret arbejdstegning af hylden, dateret i 1949. I den farverige indretning indgår blandt andet også Finn Juhls dristige Vægsofa samt hans mest kendte møbel, Høvdingestolen, der er designet samme år.
Ifølge House of Finn Juhl er der en vis mystik omkring hyldens oprindelige kontekst: Huset i Hulsø Ege er fra 1917 og eksisterer stadig, men der er ikke fundet yderligere oplysninger om Finn Juhls opgave med indretningen fra 1949. Ikke desto mindre har den nøjagtige arbejdstegning fra arkitektens hånd gjort det muligt for House of Finn Juhl at genskabe og nu lancere Hulsøhylden - 75 år efter, at den blev tegnet.