
Paul Müller, ejer og direktør af Carl Jensen
Fylder 150 år – fra bogbinderi til visuel kommunikation
Carl Jensen A/S markerer 150 år som specialist og leverandør indenfor materialer til skiltning og grafiske produkter til butikker, hoteller og kontorer.
Da Carl Jensen A/S åbnede i København i 1875, var fokus på bogbinderartikler til byens mange trykkerier og værksteder. I dag leverer virksomheden specialiserede materialer til visuel kommunikation – fra pyloner og facadeskilte til bilindpakning, vinduesdekorationer og opgradering af interiør i butikker, hoteller og kontorer.

Familiedrevet gennem tre generationer
Virksomheden har været familieejet siden slutningen af 1940’erne. Siden 1990’erne har Paul Henrik Müller stået i spidsen som tredje generation i ledelsen.
- Min farfar blev direktør i Carl Jensen Bogbinderartikler A/S i 1940’erne og dengang ejede familien Jensen stadig virksomheden. Kort tid efter overtog min farfar dog – og siden har den været i familiens hænder, fortæller Paul Henrik Müller i en pressemeddelelse.
Skiftet mod visuel kommunikation
Omstillingen fra bogbinderartikler til plader, folie og film tog fart omkring årtusindskiftet og i dag er Carl Jensen A/S en førende leverandør på kontraktmarkedet for visuel kommunikation.
Oprindelig lå Carl Jensen A/S inde i Købmagergade midt i København og har siden haft adresse flere steder i byen, bl.a. i Sankt Annæ Passage. Men i 1971 flyttede man ud til Avedøre Holme, hvor der var bedre plads til vækst.
- I 1800- og 1900-tallet var København fuld af trykkerier og bogbinderier, hvor mange havde eget produktionsapparat og det gav god mening at være dér. Men branchen er blevet mindre, især på grund af digitalisering. Derfor var vi også nødt til at tilpasse os, siger Paul Henrik Müller.

Bæredygtighed med faglighed først
Som mange andre har Carl Jensen A/S fokus på bæredygtighed. Men ikke bare for at hoppe med på den grønne bølge – hos virksomheden handler det om at give kunderne ærlig rådgivning.
- Hvis man skal bruge et facadeskilt, der skal holde i mange år, er det ikke nok, at materialet bare lyder bæredygtigt. Det skal også være det rigtige valg på lang sigt – både økonomisk og miljømæssigt. Det er den type dialog, vi er gode til, påpeger Paul Henrik Müller.
Klar til fremtiden
For det er det netop evnen til at lytte og forudse nye tendenser, der skaber virksomhedens fremtid, ifølge Paul Henrik Müller.
Jubilæet markeres den 22. august med reception for kunder og samarbejdspartnere samt fest for medarbejdere og familier.
Læs mere om skiltning og veldesignet wayfinding til bygningen