Tidstunnel
Museum modtager Snedkerprisen 2026
VILLUM Window Collection hædres med Københavns Snedkerlaugs Snedkerpris 2026 for sin formidling af vinduets betydning i håndværkets, arkitekturens og bygningshistoriens udvikling.
Københavns Snedkerlaug tildeler Snedkerprisen 2026 til VILLUM Window Collection. Med prisen på 150.000 kroner anerkendes museets arbejde med at dokumentere og formidle vinduets tekniske, håndværksmæssige og arkitektoniske udvikling gennem historien.
Siden åbningen for mere end ti år siden har VILLUM Window Collection etableret sig som et videnscenter for både håndværk, arkitektur og bygningskultur. Museet har samtidig været drivkraft i internationale samarbejder og kulturudveksling om vinduets rolle i den byggede kulturarv.
Museet er opkaldt efter Villum Kann Rasmussen, der grundlagde VKR Gruppen i 1941 og året efter udviklede VELUX-ovenlysvinduet. Idéen til museet blev skabt af sønnen Lars Kann-Rasmussen for mere end 20 år siden.
KADK
Fra historiske vinduer til moderne byggeteknologi
I VILLUM Window Collection kan besøgende følge vinduets udvikling fra jernalderens lyrehul over klassiske snedkerfremstillede vinduer til nutidens teknologisk avancerede løsninger. Samlingerne omfatter historiske vinduer, ældre snedkerværktøj og fortællinger om glassets udvikling og betydning for byggeriet.
Museet tiltrækker både et bredt publikum og fagfolk med interesse for byggeri, restaurering og håndværk.
– Vi har den glæde at blive besøgt af både det brede publikum og de mere professionelt nysgerrige, som arkitektstuderende og snedkerlærlinge, der er flittige besøgende, fortæller museumsleder Dorthe Bech-Nielsen, som har været med siden de første planer om museet blev lagt.
Ifølge Dorthe Bech-Nielsen giver samlingerne mulighed for at studere historiske teknikker og materialevalg, som fortsat kan inspirere nutidens byggebranche.
– På museet er der lejlighed til at studere historiske teknikker og metoder, der forhåbentlig også fremover kan danne inspiration for udvikling af løsninger i forhold til valg af materialer, bæredygtighed og måske anvendelse af historiske teknikker i forbindelse med eksempelvis renovering, siger hun i en pressemeddelelse.
Læs også:
Hans Sandgren Jakobsen er kendetegnet ved igen og igen at lege med og udfordre træets mulighederAnerkendelse af håndværk og faglig udvikling
Københavns Snedkerlaug fremhæver museets evne til at sætte snedkerfaget ind i både en håndværksfaglig, arkitektonisk og kulturhistorisk kontekst.
– Vi har givet prisen til VILLUM Window Collection for at anerkende og hylde snedkerfagets traditioner og formidlingen af dem. Museet viser forståelse for betydningen af den faglige udvikling – i dag også i retning af bæredygtighed – og gør det med respekt for snedkerfagligheden, siger oldermand Mads Raaschou på vegne af Københavns Snedkerlaug.
Snedkerprisen blev første gang uddelt i 2018 med midler fra Kirsten og Freddy Johansens Fond. Prisen overrækkes af snedkermester og oldermand Mads Raaschou.
Prisen overrækkes ved et arrangement i Moltkes Palæ i forbindelse med 3 Days of Design.
