Friis & Moltke-design samles i ny udstilling
Rud Thygesen Arkivet i Hobro viser fra 6. marts til 6. juni 2026 en udstilling om Friis & Moltkes arbejde med møbler, belysning og inventar gennem syv årtier.
Rud Thygesen Arkivet i Hobro åbner den 6. marts 2026 udstillingen Design til tiden – gennem tiden, der sætter fokus på arkitektfirmaet Friis & Moltkes designproces med møbler, belysning og inventar fra 1950’erne og frem til i dag.
Friis & Moltke er bredt kendt for deres boligarkitektur med naturen tæt på, men udstillingen viser, hvordan design af inventar gennem hele tegnestuens historie har været en integreret del af praksis. Ambitionen har været at forme en samlet helhed, hvor arkitektur, interiør, møbler, lamper og farvesætning tænkes sammen som dele af samme rumlige greb.
Fra prototyper til relanceringer
Udstillingen præsenterer et udvalg af materiale, der spænder fra tidlige prototyper til seriefremstillede klassikere, relanceringer og nyere projekter. Dermed tegner den et billede af en tegnestue, hvor design ikke står som et selvstændigt spor, men som en naturlig forlængelse af den arkitektoniske metode.
Her får man et indblik i, hvordan Friis & Moltke gennem flere årtier har arbejdet med inventar som en del af den samlede rumoplevelse – fra de overordnede strukturer til de elementer, der møder brugeren i øjenhøjde og i hånden.
Arkitekt Mikkel Bahr har siden 2009 stået i spidsen for Friis & Moltke Design og har positioneret sig i udviklingen af en række nye designprodukter, som alle har et selvstændigt og stærkt udtryk. Men den store arv og DNA fra tidligere – som de gamle enkle lamper fra 50’erne og Lampas armaturerne fra 70’erne, R. Randers-møblerne og Nordsø Serien – bliver der taget vare på og er relanceret.
En robust designtradition
På tværs af perioder og produkttyper peger udstillingen på en designtradition, hvor enkelhed, funktionalitet og robusthed går igen. Det er kvaliteter, der har præget både de tidlige løsninger og de nyere fortolkninger, og som fortsat er relevante i en tid, hvor lang levetid, materialebevidsthed og sammenhæng mellem arkitektur og inventar står centralt i mange indretningsprojekter.
Udstillingen vises på Rud Thygesen Arkivet, Adelgade 26, Hobro, fra 6. marts til 6. juni 2026.
Læs flere artikler om tidens møbeldesign