Deloitte kontor er gået fra sort til farver og fredagsbar
Deloitte i Odense har været modige og har skabt et helt atypisk hus for et revisionskontor sammen med arkitekt Anne Qvist og HOLMRIS B8 for bedre at kunne appellere til nye og eksisterende medarbejderne.
Tiden er løbet fra revisionskontoret i sort og enkel indretning ’spicet up’ med et par farvede stole. I hvert fald hvis det står til Deloitte i Odense. Ned mod havnen bor virksomheden i et stort åbent hus med byens flotteste udsigt. Tidligere med en enkel og sort linje i indretningen, som var populær i 2010erne, men den syntes at være blevet en stopklods for nye medarbejdere. Der virkede kedeligt i huset, var tilbagemeldingen fra kandidater, der kom til samtale.
Så da arkitekt Anne Qvist blev spurgt af HOLMRIS B8, om hun kunne give et bud på indretningen af Deloitte-kontoret, måtte hun sige, at hun nok kom til at lave noget mere vildt.
Det ”mere vilde” lå dog netop i opgaven, og kontorindretning og den gode kantine er blevet en rekrutteringsstrategi, fortæller hun:
- Hvis man ser på, hvor Deloitte kom fra, er forandringsprocessen enorm. Da jeg præsenterede vores forslag, blev der først lidt stille, og så er der en fra Deloitte, der siger: Jeg kan forstå, at det vi syntes var smart for 15 år siden ikke er smart længere. Og det er jo en sjov kommentar, men det er jo også en vigtig kommentar, som jeg som arkitekt skal forstå på den rigtige måde – tiderne ændrer sig!
- Arbejdspladsen er ikke længere den her effektive maskine. Vi skal kunne trives i vores arbejdsomgivelser, der skal være variation, god akustik, god belysning, kunst, sund og god mad, et dejligt vinskab og god kaffe. Og det er jo skønt for mit arbejde.
- Et revisionsfirma har selvfølgelig en tradition med at have orden og at være fornem, og der skal helt klart være en balance. Men i dag har de også brug for en fortælling om, at de også arbejder på andre måder. Vi har det hyggeligt og fester også om fredagen og fejrer vores sejre.
Fra Deloitte-kontoret har en større gruppe været med i processen sammen med Anne Qvist og HOLMRIS B8.
- Deloitte har taget et aktivt valg for at være en attraktiv arbejdsplads, og de har været ekstremt modige og har fuldstændig hengivet sig til vores ideer. Det har været et fantastisk samarbejde, fortæller Martin Drost, Holmris B8.
- Jeg har lyttet meget, og så har jeg lavet mit take på det. Min fornemmeste opgave er at holde med det gode projekt. Og et godt projekt er selvfølgelig for alle dets aktører. At alle er glade, siger designeren.
Huset er blevet varieret og mere levende, hvor det lyse og farver er i balance. Træ spilles op af lilla og grøn. Blanke flader fanger lyset, reflekserne og bevægelserne fra mennesker.
- Fra at være i et helt enkelt design med sorte møbler og gulvtæpper er det blevet et farverigt indretningsprojekt med en variation af møbler, lækre tekstiler, en overflod af flotte gardiner, lækkert specialinventar i eg og naturstenen Grigio, fortæller Anne Qvist, og tilføjer:
- Jeg tror også, at vi har skabt grundlaget for byens bedste fredagsbar med den store ’sombrero’ placeret centralt i atriet, hvor man altså også i løbet af ugen kan tage sit møde.
Brug tingene på flere måder
Farverne i huset er pastelfarver blandet med mere konservative farver som grå og blå.
- På farverne har jeg udfordrer lidt og sagt, når I kan gå i lyserød skjorte, så kan vi også bruge farver i indretningen. For med en blandet farvesætning rummer man måske også lidt flere forskellige mennesker i indretningen og skaber en spændende helhed.
Under det, der kan ligne et farvestrålende projekt, ligger en dyb mening om at tilføre nye måder at arbejde på.
- Vi har lavet om på vægge i huset, så man nu sidder i åbne kontorer. Ikke kæmpestore rum, men i grupperinger på 16. Der har vi arbejdet med, at man kan arbejde på forskellige måder. For det kan være fornuftigt at sidde sammen og sparre med andre, men det er også dejligt at gå til side, hvis man har brug for fortrolighed eller fokus.
I kantinen er langborde blevet erstattet af forskellige typer af borde, så man ikke altid sidder på samme måde og som giver mulighed for, at man tager sine møder i kantinen.
Læs også:
Indretning af ATP Ejendommes hovedkvarter: Medarbejderne skal have lyst til at komme på arbejde
Tingene skal leve længe
I valget af møbler er der tænkt på holdbarhed og kvalitet. Anne Qvist har en kærlighed til at man kan se, hvad tingene er og forstå deres oprindelse.
- For mig ligger det naturligt at anvende kvalitetsmaterialer, for de patinerer smukt. Ja, der kan komme hak i en træ-bordplade, men den kan renses og slibes, og det er en fortælling om brug. Tingene skal leve længere. Vi kan ikke bare smide møbler ud, hver gang moden skifter. Der skal derfor være velbegrundede valg i det, man gør, siger Anne Qvist.
- Vi har både genbrugt møbler i huset og upcyclet køkkener i huset, og alle de møbler, der ikke kunne genbruges, har vi fået doneret væk, så intet er gået til spilde, fortæller Martin Drost, Holmris B8, og tilføjer:
- Man kan have en masse tanker og drømme for, hvad indretningen kan gøre, men her har vi haft mulighed for på bagkant at høre, at det har skabt den forandring, man ønskede.
- Hele indretningen tapper ind i bæredygtighed og holdbarhed. Moden og arbejdsformer skifter, men min forhåbning er, at møblerne har så meget holdbarhed, at de vil overleve på længere sigt, slutter Anne Qvist.
Se flere indretningsprojekter på vores temaside