Kontor-indretning: Medarbejderne skal have lyst til at komme på arbejde
Identitet og fællesskabsfølelse er i centrum i Swecos nyindretning af ATP Ejendommes hovedkvarter i historisk københavnerejendom, hvor genanvendte materialer kobler fortid og fremtid i ejendomsselskabet.
En arbejdsplads, hvor hjemmearbejde er muligt – men som er så attraktiv, at medarbejderne glæder sig til at møde op. En indretning, der viser visionerne for fremtidens kontorindretning. Og et solidt fokus på upcycling og genanvendelse, der både afspejler ressourcehensyn og trækker tråde til virksomhedens historie.
Sådan var tankerne i hovedtræk, da ATP Ejendomme trak linjerne op for ejendomsgigantens nye kontorer til omkring 120 medarbejdere på den godt 2.000 m2 store anden sal i det nye domicil på Hammerichsgade i København. Eller nye er måske så meget sagt, for den A-formede bygning har i omegnen af 100 år på bagen og er en af de mere markante klassiske bygninger i sit nabolag.
ATP Ejendomme allierede sig med Swecos spaceplanning team, der har solid erfaring med både nyindretning og transformation af kontorer.
- Det har været et fantastisk projekt, og det har været dejligt at samarbejde med ATP Ejendomme, slår Mette Gravergaard indledningsvist fast. Hun er arkitekt og Head of Spaceplanning og indretning i Sweco, og hun har sammen med sine medarbejdere omsat ATP Ejendommes visioner til virkelighed.
- Grundtanken er dels, at vi skulle finde ind til virksomhedens DNA og vise, at det nok er et ejendomsfirma, men at det ikke er gammelt og støvet, men tidssvarende og bæredygtigt. Og dels at skabe og underbygge en stærk identitet og en trang hos medarbejderne til at komme tilbage til deres arbejdsplads, siger hun.
De to elementer går i høj grad hånd i hånd. Men projektet begyndte med medarbejderne i ejendomsgiganten.
- Vi lavede interviews og workshops, og vi forsøgte at mærke virksomhedens kultur. Vi har arbejdet i spændingsfeltet mellem adfærd, kultur og design for at finde de rammer, de helst ville have.
Tager identiteten med
Arbejdet førte blandt andet til et fokus på lockers og flydende arbejdspladser frem for faste borde, et fokus på uformelle mødesteder og et blik for, hvordan man kunne trække elementer fra virksomhedens mange ejendomme ind i de nye kontorer. Det skete i høj grad ved hjælp af genanvendelse. Fra en bygning på Vibenshus fik man blandt andet nogle plankegulve, der er blevet anvendt til alt specialinventar – herunder højborde og mødebord og bænke i køkkenet. Parketgulvene i de nye kontorer er hentet fra en af ATP Ejendomme s bygninger på Christiansbro. To tredjedele af gulvene er genbrugsgulve, der er suppleret med nye planker, som er bejdset i samme nuance.
En del af møblerne fra de tidligere hovedkvarter i Gothersgade i København er ligeledes blevet genbrugt – i nogle tilfælde med nyt betræk eller andre tilpasninger.
- Det drejer sig ikke kun om bæredygtighed, men også genkendelighed, siger Mette Gravergaard og fremhæver bygningens bibliotek, hvor en lædersofa og reoler er hentet fra det gamle hovedkontor, men suppleret med nye stole, der stilmæssigt passer til.
- Det handler om at vise, at vi er flyttet og tænker nyt, men at vi har taget vores identitet med, siger hun.
Mere traditionelt er der også tænkt i bæredygtighed via genbrug af glas med nye træprofiler og anvendelse af lyddæmpende mineraluld, der indeholder mere kalk og mindre cement end mere traditionelle løsninger. Vægbeklædningen er også innovativ – den er skabt af upcyclede korkpropper blandet med kalk og med indfarvet kalkpuds på væggene.
Farven viser vejen
Coronapandemien åbnede for alvor for, at hjemmearbejde blev en naturlig del af mange kontoransattes arbejdsliv – også hos ATP Ejendomme, der i indretningen har ønsket, at det skal være let at arbejde hjemmefra, men også at arbejdspladsen skal være så attraktiv, at medarbejderne faktisk ønsker at møde på kontoret. For Mette Gravergaard og hendes hold har det betydet en gentænkning af arbejdspladsen.- Der er en tendens til at se arbejdsbordet som centrum for alt vores arbejde. Men reelt er mange borte fra bordet i 50 % af arbejdstiden, så vi har haft fokus på, hvilke aktiviteter, der præger den del af arbejdstiden. Det handler blandt andet om uformelle mødesteder. Vi har lavet et fælles køkken, hvor man har lyst til at være, og hvor man kan glæde sig til både fællesskab og en god kop kaffe. Det er et centrum for et levende arbejdsmiljø, siger hun.
Opgøret med det faste arbejdsbord har også grundlag i tanken om, at bordet ikke er det eneste sted, arbejdet foregår.
- Man skal se arbejde som en aktivitet og ikke et sted, siger Mette Gravergaard.
- Det er vigtigt at kunne trække sig fra arbejdspladsen og møde kollegaer. Vi ved, at jo bedre folk kender hinanden, desto mere viden deler de. Rent menneskeligt vil vi gerne tage imod viden fra mennesker, vi kender og har tillid til.
Mette Gravergaard medgiver, at ikke alle medarbejdere vil være trygge ved at opgive deres faste skrivebord. Men de 'rullende' arbejdspladser betyder ikke rent kaos, beroliger hun. Hver faggruppe har nemlig en hjemmezone, der er markeret med en særlig farve.
- Så selv om der ikke er faste pladser, behøver man ikke at flagre rundt uden at vide, hvor man skal placere sig, siger hun.
Farvezonerne markerer også fælleszoner, receptionsområder og mødelokaler, og farverne er dels hentet i ATP Ejendommes visuelle identitet, dels i nogle af virksomhedens bygninger og dels i de omgivelser, man kan se fra vinduerne. Det tæller både klassiske københavnerejendomme, Ørstedparken og mere moderne bygninger.
Virksomhedens kerne
ATP Ejendomme er en stor virksomhed, og selv om budgetterne har været relativt begrænsede, har der været en del ressourcer at trække på. Men tendenserne fra projektet kan også bruges i mindre virksomheder, der ønsker at gøre op med den traditionelle indretning, mener chefarkitekten.
- Man skal være opmærksom på, om der kun skal indrettes med arbejdsborde. En trend fra corona-tiden er, at mange gerne vil arbejde i en sofa eller mødes uformelt med en kollega over en kop kaffe. Men det er også vigtigt at undgå at generalisere. Man skal kigge på, hvem man indretter for. Nogle faggrupper foretrækker enkeltmandskontorer, mens andre ikke behøver at have en fast plads. Virksomheder er også forskellige. Man skal finde frem til kulturen og lytte til medarbejderne, inden man vælger sine løsninger.