Vi skal som designere turde se fremad
Christina Strand har siden 1998 arbejdet sammen med ægtemanden Niels Hvass, hvor de har udgjort designduoen Strand+Hvass. Men til trods for det tætte og succesrige samarbejde, har hun også på egen hånd formået at gøre indtryk på den danske designscene, blandt andet i form af en royal lænestol.
Ud af de mange spørgsmål vi kunne stille Christina Strand, starter vi helt fra begyndelsen. Lige på og hårdt. Hvorfor og hvad drev dig til at blive designer? Det kræver ikke meget betænkningstid, før hun svarer:
- Jeg har nok altid vidst, at jeg ville noget med design. Siden jeg var helt lille, har jeg nørklet med papir og blyant. Når jeg var hjemme hos mine veninder, hvis forældre havde nogle fantastiske møbelklassikere, så kom jeg altid hjem og sagde “Mor, hvorfor har vi ikke sådan nogle møbler”. Dengang vidste jeg jo ikke, at det var en Kjærholm, men jeg var alligevel draget af den. Mit yndlingshus som ganske lille var også et jeg senere hen fandt ud af var renoveret af Mogens Lassen. Jeg har derfor altid haft en forkærlighed for godt design og håndværk, forklarer Christina og fortsætter
- Da tiden var inde til at vælge uddannelse, søgte jeg både ind på Skolen for Brugskunst og Arkitektskolen, og kom ind på dem begge. Mit valg endte med at falde på Skolen for Brugskunst, da den var mere praktisk orienteret. Den dag jeg startede, skiftede skolen navn til Danmarks Designskole og uddannelsen blev forlænget med et år, men undervisningen var fortsat den samme, til mit store held. Jeg var simpelthen så privilegeret. Vi havde undervisning fra 9-15 alle ugens dage af nogle af landets dygtigste designere. Jeg er ikke i tvivl om, at i uddannelsen dengang var bedre, takket være den intense undervisning.
Design: Strand+Hvass 2014, FourSure 44. I 2014 blev Strand+Hvass-familien udvidet med den mere afrundede stol FourSure. Ligesom FourCast har den det karakteristiske V i ryggen og kommer i uendelig mange variationer. Produceret af Four Design.
Hurtig opstart
Da Christina Strand blev færdig, gik der ikke lang tid, før karrieren tog fart. Hun udstillede sin første stol i Bella Center, hvor en hollandsk producent ønskede at sætte den i produktion. Selvsamme stol blev også senere på året udstillet på Designmuseet Danmark, hvor den blev præmieret af Statens Kunstfond:
- Det var en forrygende start som møbeldesigner, der gav mig mulighed og mod for virkeligt at eksperimentere og prøve nye ting af, fortæller Christina Strand og forsætter:
- I 1998 tegnede jeg en ny møbelserie efter opfordring af Dansk Møbelindustri. Det skete i samarbejde med Teknisk Skole og resultatet blev et reolsystem og Straight bordet, indtil i år har Straight bordet været i produktion hos Carl Hansen, og er ofte blevet omtalt som en klassiker. Det var også i 1998, at Niels og jeg startede vores samarbejde med Four Design, der den dag i dag er en af vores bedste kunder.
Design: Christina Strand 1998, VIP. Vuggen er tegnet til SE-udstillingen "Ro er luksus". Vuggen er udført af to formspændte skaller med slidser, der skydes sammen med to ende stykker. Vuggen er aldrig kommet i produktion men mange børn har igennem tiden haft glæde af prototypen.
Vuggen og musen
Partnerskabet med Niels Hvass blev indledt med et vigtigt opkald fra en hollandsk producent. Telefonen ringede, og Christina Strand blev tilbudt en opgave, hvori hun skulle designe en funktionel kontraktmøbelstole serie:
- Det lød jo som en drømmeopgave, men også som en meget stor opgave, så jeg gik ind til min dengang kæreste, Niels Hvass, der havde tegnestue overfor mig, og spurgte om ikke han ville være med på opgaven. Hvad jeg ikke fortalte den hollandske producent, var at jeg på dette tidspunkt var højgravid, så uanset hvad var det en opgave, jeg ikke kunne magte alene. Sammen gik vi i gang med denne kæmpe opgave, hvor jeg sad med en vugge i den ene hånd og musen i den anden. Selvom stolen ikke blev den store succes, fandt vi ud af, at vi supplerede hinanden rigtigt godt, og vi lærte enormt meget af processen, som vi sidenhen har taget med os.
Design: Christina Strand 2002, REX. Dansk Møbelindustri udpegede i 2002 stolen Rex som vinder af designkonkurrencen ”Et siddemøbel til kronprinsen”. Stolen er udført i sæbebehandlet dansk eg og sædet polstret med grønlandsk sæl, mens understellet i mat krom hviler på et X – for Frederik den 10. Stolen kom først i produktion hos Kvist Møbler og sidenhen hos Fredericia Furniture.
En kongelig affære
Således blev Strand+Hvass skabt, men til trods for det tætte og gode samarbejde fortsatte de hver især med at udvikle enkelte projekter udenfor partnerskabet. Det mest kendte møbel, som mange i dag også forbinder Christinas navn med, er stolen REX.
- Jeg blev i 2002 inviteret til at deltage i en konkurrence der hed “En stol til kronprins Frederik”. Det lød bare som en fed opgave, så jeg henvendte mig straks til Kvist Møbler og spurgte, om ikke de ville være med til at udvikle en stol til Kronprinsen. Jeg tog derefter over til deres fabrik i Esbjerg og blev dybt imponeret over, hvad de evnede, særligt i forhold til formspændte møbler, som jeg selv havde eksperimenteret med før. Jeg gik derefter i gang med at klippe utallige stykker papir hjemme på tegnestuen, for at skabe konturerne til denne stol. Kan det laves i papir kan det nemlig også laves i formspændt-træ, fortæller Christina, mens hun intensivt klipper for at illustrere hendes tanker bag designet.
- Jeg opdagede, som noget nyt vil jeg vove at påstå, at ved at klippe en lille rille og folde papiret således, kan man formspænde en hel skal, hvor både sæde og ryg krummer og der herved skabes en meget komfortabel og smuk formspændt skal i et stykke, fortæller hun, mens hun folder papiret, så vi pludselig har en miniature Rex stol på bordet i papir.
- Jeg ringede straks til Kvist for at spørge, om de kunne lave sådan en stol, og svaret var blot “det skal afprøves og det tror vi bestemt”. Således blev Rex stolen udviklet i tæt samarbejde med Kvist over en kort og intensiv periode.
Selve stolen kan i dag ses på Designmuseum Danmarks udstilling The Danish Chair: An International Affair, af Boris Berlin. Her står den sammen med blandt andet GJ Stolen af Grete Jalk, der også er et flot eksempel på, hvilke former man kan opnå ved at arbejde med formspændt træ.
- Jeg er da beæret over at være kommet ind på samme hylde som nogle af de store klassikere. Jeg siger altid, at jeg er blevet en del af de døde designeres klub, griner Christina Strand.
Design: Strand+Hvass 2018, FourStool og FourBench. Formspændt og polstret sæde på taburet, barstole og bænk.
Mulighed for at eksperimentere
Christinas soloarbejde har oftest været i forbindelse med SE udstillingerne, hvor hun siden 2015 har siddet i bestyrelsen. Til trods for det gode partnerskab nyder hun stadig muligheden for at få lov eksperimentere og arbejde på egen hånd:
- SE udstillingerne er et frirum, hvor jeg kan få lov at sprælle og eksperimentere. Det er også her, at jeg har skabt nogle af mine personlige favoritdesigns, som eksempelvis en vugge til en SE udstilling med temaet Ro er Luksus. Den er samlet helt uden skruer og søm, fortæller Christina Strand, mens hun igen tager papiret og blyanten frem:
-Den var et eksempel på, hvordan man som designer ofte skaber ting ud fra ens egen livssituation og tidens krav, og her havde jeg lige fået et barn. Denne vugge kan omformes til en reol, således at barnet både får en designernvugge og et en designerreol. Det er et rigtigt klassisk stykke dansk design, i og med at den er skabt uden pynt og unødige krummelurer. Den er enkel og funktionel, og er lavet til at barnet kan have den med sig i voksenlivet.
Design: Christina Strand 2012, Skuffer på tværs. Tegnet til Se udstillingen Det skulpturelle møbel på Thorvaldsen. Produceret af Aksel Kjersgaard A/S.
Håndværkeren, ingeniøren og designeren
Når man hører Christina fortælle, mærker man tydeligt, at der en stor passion for håndværket bag designet. Hun vil selv arbejde med materialerne og formgivningen:
- Vi er ikke bare designere, men også ingeniører og håndværkere. Jeg synes, vi kan tegne ting, der er så gennemarbejdet, at jeg selv bliver helt overrasket, siger Christina og fortsætter:
- Rent teknisk er Niels især helt fantastisk, det er næsten magi, når han går i gang.
Dette understreger hun ved at vise deres 3D printer frem, hvor de printer diverse dele for selv at kunne teste dem i virkeligheden. Kontoret summer også af en særlig blanding af gammeldags håndværkskundskaber og moderne højteknologiske løsninger.
- Alt dette er jo sammen med til at skabe nogle møbler der kan holde til tidens tand. Vi vil sikre et flot og funktionelt design. Men hvis ikke kvaliteten er i orden, så er det jo lige meget. “Køb og smid væk” er bare ikke mig. Når snakken falder på bæredygtighed så er det bedste vi kan gøre jo at skabe noget der holder. Vi skal designe til nutiden og til fremtiden, forklarer Christina.
- Men skal man designe til fremtiden, skal man også turde at se fremad. Designs der er for tilbageskuende kan være problematiske. Det er ikke ensbetydende med, at vi som designere ikke står på hinandens skuldre. Den danske designtradition er på mange måder en stor gave, men vi skal varetage den ordentligt, og det gør vi nu engang bedst ved at turde at se fremmad, afslutter Christina.
Strand+Hvass er et designstudie med base i København. Designduoen har siden slutningen af 90’erne arbejdet tæt sammen og skabt flere møbelklassikkere. De har blandt andet arbejdet tæt sammen med Four Design, Cane-Line, Carl Hansen og NARBUTAS. Deres design er rodfæstet i den skandinaviske kultur og baserer sig på simple og rene linjer, der giver optimale betingelser for brugeren.
Dette forår tilbragte Christina næsten tre måneder i Seattle for at undervise på University of Washington. I oktober var Strand+hvass repræsenteret på Orgatec med to store nye møbelkollektioner: En for Four Design og en for den litauenske møbelproducent Narbutas.
I begyndelsen af de nye år åbner Strand+Hvass en ny tegnestue, værksted og galleri på Nørrebro.