Model 197 Celine i massiv messing og håndfoldet papir. Størrelse: h. 16 cm, l. 80 cm, b. 40 cm
Celine lampe hylder Designmuseum Danmarks arv fra Klint
Le Klint introducerer lampependlen "Celine", som er tegnet af OEO Studio til transformationen af Designmuseum Danmark i 2020-2022 og er tænkt som en tak til Kaare Klint.
OEO Studio ved Anne-Marie Buemann og Thomas Lykke
Arkitekt og designer Kaare Klint spillede sammen med arkitekten Ivar Bentsen en central rolle i transformationen af det tidligere Kongelige Frederiks Hospital til museum i 1920’erne. Først kendt som Kunstindustrimuseet, og nu som Designmuseum Danmark.
Klint designede ikke blot al museets inventar, men boede også selv i en periode på museet, hvorfra han også underviste. Siden 1940erne har museets gæsteområder været prydet af den ikoniske lampe ’Model 101’ hængende. Den detaljerige lampe er også kendt som ’Frugtlygten’. Og denne lampe har været inspirationskilden til den nye enkle pendel.
Celine - en moderne fortolkning
I lyset af den nylige renovering af museet i 2020-2022, der sigtede mod at bevare og videreføre arven fra Kaare Klint, blev det danske designstudio OEO Studio med Thomas Lykke og Anne-Marie Buemann inviteret til at genskabe museets gæsteområder.Designere arbejder fra både København og Tokyo med rødder i den skandinaviske designarv tilført asiatisk inspiration. De går at skabe et tidløst og meningsfuldt design i håndværksmæssig kvalitet.
I omdannelsen af museet, valgte designerne at bevare Model 101 som en central del af designet. Samtidig opstod idéen om at skabe en ny lampe i Klints ånd, hvilket førte til udviklingen af model 197 Celine.
Lampen er mere end blot belysning; den er en hyldest til Klints filosofi om funktionalitet, æstetik og den demokratiske tilgang til design.
- I vores designproces blev vi grebet af tanken om at føre arven videre og tegne en ny lampe i Kaare Klints ånd, som var direkte inspireret af museet og Kaare Klints virke, og som kunne uddybe historien og det særlige forhold mellem Le Klint og Designmuseum Danmark yderligere. Efter at have præsenteret idéen for Kim Weckstrøm Jensen, CEO i Le Klint, blev de første spæde streger slået, og Celine blev skabt, fortæller Thomas Lykke fra OEO Studio og tilføjer:
- Celine er en hyldest til museet og en tak til Kaare Klint, som altid har været en stor inspiration for os qua sit kompromisløse, æstetiske, detaljerige, tidløse og grandiose udtryk med en snært af demokratisk afsæt.