
Anarki og arven fra Finn Juhl – ny udstilling på Ringkøbing Museum
Fra møbelfabrikken i Vestjylland går ikoniske stole ud til entusiaster i hele verden og en ny udstilling fortæller historien om, hvordan OneCollection forvalter Finn Juhls designarv.
Udstillingen "OneCollection & Finn Juhl: Anarki, Arv og Vision" åbner lørdag den 27. april 2024 på Ringkøbing Museum.
Møbelarkitektens egen historie centrerede sig om Nordsjælland, København og New York, men i hans møblers historie ligger også en rejse til Vestjylland til møbelproducenten OneCollection, der forvalter det ikoniske brand.
Hvordan Finn Juhls møbler endte i Ringkøbing, kan man opleve, når Ringkøbing Museum slår dørene op til deres nye udstilling. Udstillingen omfatter blandt andet historien om indretningen af Formynderskabsrådssalen i FN-bygningen i New York samt et stemningsfyldt sanserum.
- Vestjylland kan synes langt væk fra København, fra moden og fra nyskabelsen. Men ved Ringkøbing Fjord, ikke langt fra det brusende Vesterhav, produceres nogle af dansk designs største ikoner. Her, hvor der kan være langt mellem husene men ikke mellem menneskene, finder man OneCollections hovedkvarter - også kendt som virksomheden bag brandet House of Finn Juhl, skriver Ringkøbing Museum.

I 2001 fik Ivan Hansen og Hans Henrik Sørensen officielt overdraget rettighederne af hans enke Hanne Wilhelm Hansen til Finn Juhls store møbelarkiv. Med disse helt særlige rettigheder i hænderne, har man siden da relanceret over 50 modeller.
På udstillingen kan man også opleve fotografen Mingos billeder, som forbinder Vestjylland, OneCollection og Finn Juhl.