Ny stol fra Nielaus og Hee Welling: Stramt udtryk og god siddekomfort
I samarbejde med designer Hee Welling introducerer danske Nielaus en ny loungestol, der både trækker på traditionen og skaber et moderne, stramt og ærligt udtryk med høj siddekomfort.
Som en af de få danske polstermøbelproducenter holder Nielaus fortsat både al design og produktion herhjemme. De vilkår gælder også bag skabelsen af den nye Kivi-serie, hvorfra første bud på et nyt loungemøbel nu er introduceret. En stol, der omfavner virksomhedens høje krav til tidløst design, kvalitetsmaterialer og god siddekomfort.
Frugterne af et langt samarbejde
- Kivi er et moderne bud på en stol til f.eks. hoteller, lounges og virksomheders kontormiljøer. Den trækker designmæssige tråde tilbage til nogle af vores klassiske stole, men den har et lidt mere stramt og råt udtrykt. Den har det organiske design, men samtidig også mere kant med detaljer i f.eks. messing eller rustfrit stål, men bibeholder sin runde, varme skalform med formstøbte sæder og ryg, ligesom man kan vælge ben i forskellige træsorter til den. Den har sit eget udtryk, men ligger også i klar forlængelse af vores DNA, fortæller Jesper Nordentoft, salgsansvarlig hos Nielaus.
Kivi-stolen er designet for Nielaus af den danske designkomet Hee Welling, som Nielaus har arbejdet sammen med siden han blev færdiguddannet i 2003. Hee Welling er siden da blevet et kendt designnavn, men samarbejdet er fortsat, fordi de to parter indbyrdes har en god design- og værdimæssig forståelse.
Den moderne loungestol
Hvis man spørger Hee Welling, fremhæver han Nielaus’ kompromisløse tilgang til kvalitet, bæredygtighed, ægte dansk håndværk og kun de bedste materialer som markante forudsætninger, der også har muliggjort skabelsen af den nye stol:
- Kivi er tænkt som et frisk pust, der visuelt står ret skarpt og stramt – som en streg i luften. Tingene er optimeret, så både materialer, præcision og siddekomfort er i top. Stolen er egentlig polstret med ret meget skum, men virker alligevel slank. Og så er den ikke ret stor i forhold til typiske loungemøbler, men giver alligevel god plads til at bevæge sig i, siger Hee Welling, og fortsætter:
- Vi har forsøgt at koge mange ting ned i ét, og det er lykkedes ret godt. Nielaus arbejder kun med de bedste materialer og laver supergodt håndværk, og det er forhåbentlig blevet en både visuelt og komfortmæssigt langtidsholdbar stol, hvor tingene giver mening.
Ærligt, bæredygtigt og 100 % Made in Denmark
Den nye Kivi-stol kan, som Nielaus’ øvrige møbler, skræddersyes efter arkitektens og andre kunders kombinationsønsker i forhold til f.eks. farve, betræk, ben og andre detaljer, og flere nye stole i Kivi-serien er undervejs, herunder en højrygget model og en spisestol. Nielaus er 100 % Made in Denmark og har passionen for det ærlige håndværk, bæredygtige materialer og produktion samt det tidløse design som drivkraft:
- Vi har egen systue, polsterværksted osv., og både designudvikling og produktion foregår her på stedet. Og så går vi meget op i det, der ikke kan ses – det indre materialevalg, fordi vi gerne vil skabe harmoni mellem form og indhold. Ikke alene holdbart design, men også en siddekomfort ud over det sædvanlige, siger Jesper Nordentoft.