
Med Gubi Olsen i hånden bliver ATBO mere end reoler
Med udgangspunkt i værdierne bag den klassiske Atbo-reol er Peter Mondrup og Sebastian Gubi i gang med at udvide rækken af produkter, der fra Bredgade skal sælges verden over. Til november udvider de med en klassiker.
Tekst af Anders Petri

Det virker paradoksalt, men fra den 1. november har møbelforhandleren Gubi ikke længere rettighederne til grundlæggeren Bjarke Olsens – bedst kendt som Gubi Olsen – egne designs. De rettigheder er nemlig overdraget til den over 50 år gamle reolproducent Atbo. Men Atbo er ikke længere, hvad Atbo var, og det er grunden til, at de har overtaget rettighederne til Gubi Olsen.
- Gubi Olsens designs er et unikt sortiment med unik stil og høj kvalitet. Det har en ekstremt relevans og en høj berettigelse både i dag og i fremtiden. Jeg synes, det er ærgerligt, at man ikke har tilført mere fokus på de gode designs, som har ligget stille og samlet støv. Det kan vi tilføre her hos os, siger Peter Mondrup, der er direktør og medejer af Atbo, om Gubi Olsens skifte fra Gubi til Atbo.
- Det har primært været Gubi Olsen, der er kommet til os. Vi har ikke selv overvejet, at det var det, der skulle ske lige nu. Vi har ikke nogen interesse i at tage noget fra andre. Det har aldrig været vores stil. Det kom mere ud af, at han hos Gubi ikke haft mulighed for at få den opmærksomhed, hans designs fortjener, siger Peter Mondrup.
Atbo overtager først rettighederne den 1. november. Derfor foregår alt arbejde med Gubi Olsens designs i kulisserne, og Peter Mondrup kan ikke løfte sløret for, hvilke designs der først sættes til salg, og om de ændres for at passe til nutiden.
I et interview med Berlingske siger finansdirektøren for Gubi, Henriette Schütze, at det ikke påvirker Gubi økonomisk, at Gubi Olsens designs forsvinder fra deres portefølje. Men det er lidt deres egen skyld, at skiftet ikke betyder mere for Gubi, vurderer Peter Mondrup.
- Man har understimuleret et kæmpe potentiale. Det er en af årsagerne til det her skifte - tidligere havde det en bevågenhed og branding. I takt med at man har skabt toplinjevækst og fået nye produkter ind, så har man ikke haft samme fokus på de oprindelige designs og den oprindelige designer. De kan få et nyt liv hos os.
Læs også:
Fritz Hansen: Forskellige markeder, forskellige løsninger
Aldrig trendbaseret
Har man været i branchen siden 1967, vil man vide, at navnet Atbo er synonym med et reolsystem, der emmer af høj kvalitet i materialevalg og bearbejdning. Man vil også vide, at selskabet bag Atbo-reolerne to gange er endt med en konkursbegæring.
Den seneste konkurs i 2019 endte med, at Peter Mondrup og Sebastian Gubi, der er søn af Gubi Olsen, overtog firmaet og gik i gang med at “modernisere” Atbo-reolerne. De to ejere besluttede dog også, at Atbo ikke længere blot skulle sælge reoler af høj kvalitet.
- Vi ville gerne udvikle en forretningsplatform, som kunne yngle andre produktkategorier, som passede ind i samme familie: Høj kvalitet, flot forarbejdning og finish og godt design, fortæller Peter Mondrup.
Derfor er Atbo i gang med at udvide horisontalt med en større række af produkter, der sælges gennem Atbo-navnet. Fælles er for de nye produkter er, at de skal overholde de samme krav, som siden 1967 stilles til Atbo-reolerne. Som kontrast fremhæver han Montana-reolerne, der ifølge Peter Mondrup vokser vertikalt med nye versioner af de samme produkt.
- Samarbejdet med Gubi Olsen er et vigtigt skridt i rejsen for at få flere produkter ind. Vi arbejder os hen til at blive et fuldt indretningsbrand, som kan komme med vores helt egen stil i forhold til indretning. Vi vælger omhyggeligt, hvem vi samarbejder med, så det hele tiden passer med reolernes værdier. Det bliver aldrig trendbaseret. Vi kigger på, hvad vi ved og tror på kan være en potentiel klassiker. Det er det, vi er her for, siger Peter Mondrup.
Og så er han meget opmærksom på ikke at lave den samme fejl, som han oplevede Gubi gjorde med Gubi Olsens designs:
- Det har vi en ret klar holdning om, at når vi vælger designs, så skal de have deres fulde berettigelse. Vi er ikke interessede i at producere varer, som kannibaliserer på hinanden. Der skal være luft til, at alt, vi sætter i verden, har optimale muligheder for at gro så højt, som det kan bære. En stærk del af vores filosofi er, at det fortjener alle vores partnere. Det er vores bud på, hvordan vi vil undgå, at nogle produkter mister fokus, når der kommer kommercielt fokus, siger han.
