Sofacompany udvider til kontraktmarkedet
Sofaproducenten, Sofacompany, er ikke længere kun et forbrugerbrand, men henvender sig i stigende grad til kontraktmarkedet. Målgruppen er hoteller og kontorer, som man tilbyder tre løsninger – standard, tilpasset og eget design.
De fleste kender sofaproducenten Sofacompany som et retailbrand med private forbrugere som hovedmålgruppen. Men som et nyt tiltag er Sofacompany i gang med at øge andelen af sine opgaver for kontraktmarkedet. Produkterne er stadig de samme, men forskellen er, at B2B-kunderne kan få større indflydelse på møbeldesignet.
- Det er forholdsvis nyt for os at henvende os til kontraktmarkedet, da vi hidtil har været kendt for at være et retail-/forbrugerbrand. Men vi er nået til et punkt, hvor det næste naturlige skridt er kontraktmarkedet med f.eks. hoteller og kontorer. Vi har allerede et produkt, som fungerer rigtig godt og er i en holdbar kvalitet, der naturligvis lever op til markedets kravspecifikationer. Og vi er klar til at give de samme fordele til kontraktmarkedet også, fortæller salgsdirektør Niels Svolgaard.
Sofacompany tilbyder kontraktmarkedet flere valgmuligheder, hvor man arbejder ud fra en tretrinsraket. Det vil sige, at kunderne kan vælge at få tilpasset et af standardprodukterne, så det opfylder deres behov, ligesom de kan komme med et færdigt koncept eller en tegning af et ønsket møbel, som Sofacompany skal udføre.
- Internt joker vi lidt med, at vi har puttet vores nuværende design-selv-univers til private på steroider! Det vil sige, at vi ud over vores stærke sortiment, hvor vi har fuld kontrol over værdikæden – og i forvejen er utrolig fleksible i forhold til at kunne tilpasse produkterne til kundernes behov – nu kan tilbyde kunderne også at kunne ændre på design og dimensioner. De kan selvfølgelig også – ligesom hos andre sofaproducenter – ændre på tekstil og type af ben, forklarer Niels Svolgaard og fortsætter:
- Hvis møblet er 20 cm for langt, kan vi tilpasse det efter kundens behov, da vi er oppe i en helt anden volumen end til retailmarkedet. Når det handler om f.eks. et møbel til 50-100 værelser, kan vi noget mere. Og kommer kunden med et specifikt behov, hvor de har tegnet et ønsket møbel på et stykke papir, kan vi også producere det, siger Niels Svolgaard.
Hotel Brittania er et vellykket projekt
Sofacompany har flere vellykkede projekter i ind- og udland, og som et par eksempler på aktuelle kundecases kan nævnes Hotel Brittania i Esbjerg og Bluegrounds convenience-koncept med møblerede udlejningslejligheder som alternativ til hotel. Som leverandør lever Sofacompany op til alle regler og kravsspecifikationer for hoteller, hvad angår f.eks. brandsikkerhed og slitage m.m.
- Projektet hos Blueground er et eksempel på den førnævnte tretrinsraket, hvor de fik sammensat en pakke af møbler fra standardsortimentet med nogle tilpassede og nogle skræddersyede. Det var bl.a. en sofa, som blev gjort lidt mindre. Det samme har vi kunne tilbyde Hotel Britannia, hvor vi lavede noget overraskende, som både hotelejer og gæsterne er meget glade for, fortæller Niels Svolgaard.
Når en kunde kommer med en bestilling, går der automatisk en proces i gang, som tager udgangspunkt i at forstå kunderne og deres marked.
- Vores designhold følger vores kunder med på hele rejsen, hvad enten de kommer med et færdigt koncept eller tegning, eller skal have hjælp til at designe et nyt produkt. Vi kan hjælpe med alt fra idéfasen til færdigt produkt, siger Niels Svolgaard og understreger, at kontraktmarkedet især er interessant, da man her godt tør være lidt mere eksperimenterende end hjemme i dagligstuerne – et møbel må godt være lidt vildere, når det står i en lobby på et hotel.