Vand i Midtbyen. Foto: Nina Fantoft
Se de nominerede projekter til Den Danske Lyspris 2024
Nu er den mørke tid for alvor over os, og men det betyder til gengæld, at vi kan beundre de ekstraordinære og veldesignede lysprojekter, som er dukket op inden for det seneste år.
Ud af 12 projekter har juryen bag Den Danske Lyspris valgt at nominere fem belysningsprojekter til Den Danske Lyspris 2024, som nu uddeles for 16. gang. Formålet med prisen er at sætte fokus på det gode lys, og dette sker ved at fremhæve lysprojekter i Danmark med vægt på anlæggets tekniske kvalitet, funktionalitet, visuelle samt æstetiske aspekter og bæredygtighed.
Dette års jury består af repræsentanter fra Akademisk Arkitektforening, Bygherreforeningen, Danske Landskabsarkitekter, Foreningen af Rådgivende Ingeniører, Lysdesignuddannelserne, IALD – International Association of Lighting Designers, Tekniq Arbejdsgiverne og Dansk Center for Lys.
Den Danske Lyspris sponsoreres af Signify og GN Belysning, og prisen overrækkes på Lysets Dag den 20. februar 2025.
Hvinningdal Kirke. Foto: Ehsan Fazli
Hvinningdal ny Kirke i Balle Sogn er skabt med en vision, om at dagslyset skal være en aktiv medspiller til iscenesættelse af handlingerne i kirkerummet. Der er arbejdet med at skabe et foranderligt lys, som fremhæver rummets udformning. En kombination af diffust himmellys åbner kirkerummet mod himlen, og direkte lys fanger ’nuet’. Kunstlyset er ligeledes designet til at iscenesætte rummet, og kirkens ansatte kan vælge mellem forskellige lysscenarier, så belysningen tilpasses den aktuelle handling. Spots monteret øverst oppe i kirketårnet belyser den høje bagvæg, mens projektører monteret i vinduesniche sørger for strejflys hen over væggen. Cylindriske pendler er nedhængt over stolerækkerne, og wallwash oplyser søjler langs facaden. Grundbelysningen i kirkerum, foyer m.m. er opsat i mellemrum mellem lofternes egetræslister. Med sin placering på toppen af en bakke er Hvinningdal kirke et pejlemærke i omgivelserne, hvilket fremhæves af belysning af kirkens tårn og facade i de mørke timer.
Hvinningdal Kirke
Bygherre: Balle Menighedsråd
Arkitekt: Friis & Moltke Architects
Lysdesigner: iGuzzini og Friis & Moltke Architects
Ingeniør: Hamiconsult
El-installatør og lysstyring: Hammerum El
Belysningsleverandør: iGuzzini
Filmtaget. Foto: Stine Bundgaard
Med Filmtaget føjes et nyt lag til Cinematekets aktiviteter; på tagterrassen kan man se film under åben himmel, udforske den danske filmskat i en interaktiv udstilling, besøge Filmtagets café – og opleve byen fra nye vinkler. Belysningsprojektet er udviklet mhp. at understøtte de besøgendes oplevelser på tagterrassen: Udsigten til himlen, til byens kendte bygninger og Kongens Have set fra oven. Belysningen er doseret, så man kan bevæge sig sikkert rundt på tagterrassen uden at få spoleret aftensynet. Stål-skelettet, der er den bærende struktur omkring biograf, café og foyer, er Filmtagets primære identitetsskabende element. Effektbelysning bag strækmetalbeklædningen på konstruktionen lyser siderne af tagvolumenerne diskret op. Herudover belyses de to oprindelige tårne i hver sin ende af Filmtaget som historiske accenter. Belysningen varierer i løbet af døgnet med særskilt programmering for sommer- og vinterhalvår og kan overstyres ift. forskellige brugsscenarier.
Filmtaget
Bygherre: Ejendomsselskabet Gothersgade 55 ApS
Lejer, opdragsgiver og slutbruger: Det Danske Filminstitut
Arkitektur og lysdesign: Henning Larsen
Ingeniør: Rambøll
El-entreprenør: ELCON
Belysningsleverandør: iGuzzini
Programmering af lysstyring: Vanpee: 2024
København Syd. Foto: Bjørn Pierri Enevoldsen
Den arkitektoniske målsætning med København Syd har været at skabe en velfungerende station med stærk identitet, for da der ikke findes en stationsbygning, er de traditionelle markører fraværende. Belysningen bidrager væsentligt til stedforståelse, markering af et centrum osv., ligesom lyset øger trygheden og oplevelsen af kvalitet. Overalt på København Syd fremhæver lyset murværkets røde farve og tekstur. Midt på den forsænkede plads står en rød pylon, der belyser omgivelserne, og som et lysende objekt udgør den stationens vigtigste identitetsmarkør. I tunnellerne underbygger belysningen den særlige loftskonstruktion og sørger for wayfinding og oplevelse af tryghed. Lysscenarier udfolder sig ubemærket over døgnet, og i dagtimerne er belysningsstyrken særligt høj ved tunnelens munding for at balancere den høje luminansforskel mellem ude og inde.
København Syd
Bygherre: Metroselskabet
Arkitektur og lyskoncept: Gottlieb Paludan Architects
Gennemførelse af lysdesign: Jesper Kongshaug
Ingeniør: Rambøll
El-installatør: Wicotec Kirkebjerg
Hovedentreprenør: Aarsleff
Belysningsleverandører: iGuzzini, Ateljé Lyktan og Planet Lighting
Sct. Pauls Kirke. Foto: Fortheloveoflight & fotograf Henrik Vierø
Sct. Pauls Kirke i Århus har hidtil været usynlig, når mørket faldt på, men med den nye, diskrete belysning træder kirken frem af mørket som et vartegn for enden af M.P. Bruuns Gade, der skaber stemning og tryghed omkring kirken om aftenen. Belysningskonceptet består af en komposition af lyslag, der tegner kirken og dens fine detaljer efter mørkets frembrud. Lyslagene består både af udvendige og indvendige belysningselementer, der tilsammen markerer og definerer kirken. Der er størst fokus på fronten, som er kirkens ’ansigt mod byen’, men resten af kirken er også let belyst for at bevare helheden og oplevelsen af kirkens tredimensionelle volumen. Fronten belyses af lys bag rosetvinduet, samt integreret lys i tårnenes nicher og klokketårnet. Belysningen tænder gradvist ved solnedgang og dæmpes i løbet af skumringen i fire årstidsafstemte lysscenarier.
Sct. Pauls Kirke
Bygherre: Sct. Pauls Kirke og Århus Kommune
Arkitekt: Kongelig bygningsinspektør V. Th. Walther (opført i 1884-87)
Lysdesign: Fortheloveoflight ApS
El-installatør: Mariendal El-Teknik A/S
Smed: Design Smedien ApS
Belysningsleverandører: iGuzzini og Rebel Light; LightGraphix og Vexica, samt eksisterende armaturer fra Louis Poulsen
Lysstyring: Mariendal El-Teknik A/S og Fortheloveoflight ApS
Vand i Midtbyen. Foto: Nina Fantoft
Projekt Vand i Midtbyen har til formål at skabe mere attraktive byrum i Hjørrings gådegader i forbindelse med nyåbnet vandforløb, der spiller en afgørende rolle for klimatilpasning og håndtering af regnvand. Vandforløbene skaber oplevelser i det offentlig rum, og ønsket er via dette at tiltrække flere besøgende til midtbyen. Som en del af projektet er indtænkt et lysdesign, der opfordrer til ophold, socialt liv og aktivitet i byen i de mørke timer. Fokus har været på at kombinere grundbelysning med oplevelseslys, der fremhæver byens identitet og er med til at skabe en spændende og tryg atmosfære om aftenen. Udover et gennemgående lysdesign, er der for flere af midtbyens gader og pladser skabt forskellige lysoplevelser, der skal skærpe de besøgendes opmærksomhed på byrummet og give lyst til at gå på opdagelse. De forskellige rum omfatter bl.a. Springvandspladsen, hvor scenografisk belysning dels fremhæver pladsen som et samlingspunkt og dels fremhæver den centralt placerede skulptur ‘Ringen’; Strømgade, hvor der er brugt grundbelysning med indirekte lys samt pullertbænke med integreret lys, der opfordrer til ophold i sanserummene, og Sct. Olai Plads, hvor dynamisk belysning bryder det store parkeringsområde op og gør det mere visuelt spændende. Belysningen kan ændres, så den kan tilpasses årstider og aktuelle events.
Vand i Midtbyen
Bygherre: Hjørring Kommune, Hjørring Vandselskab
Arkitekt: byMUNCH by- og landskabsdesign
Lysdesign: LITE A/S
Ingeniører: Sweco og Niras
El-installatør: Nord Energi
Belysningsleverandører: LITE A/S